Har du mistet overblikket over sagen mod Woody Allen? Mikkel Andersson guider til kvinder, film, sex og #Metoo

Før Harvey Weinstein, Louis C.K., Bill Cosby og mange, mange andre mænd fra filmbranchen blev anklaget for seksuelle krænkelser, var der Woody Allen, som i 1992 blev beskyldt for seksuelt at krænke sin adoptivdatter. En sag, der over de seneste måneder igen er eksploderet i medierne.

#MeToo ser nu også ud til, med årtiers forsinkelse, at have ramt Woody Allen. Hans nyeste film bliver ikke udgivet, selvom den er færdigproduceret, og en lang række skuespillere fra den og tidligere film har offentligt erklæret, at de har fortrudt deres samarbejde med instruktøren.

Men hvad er det for et hændelsesforløb, der ser ud til at lægge den anerkendte instruktørs eftermæle i ruiner?

Instruktøren

Inden vi kommer til, hvad der skete i 1992, er en introduktion af Woody Allen på sin plads.

Allan Stewart Konigsberg, som Allen oprindeligt blev navngivet, blev født i 1935 i Depressionens New York som efterkommer af jødiske indvandrere fra Rusland og Østrig. Tidligt opdagede Allen, at han beherskede såvel det skrevne ord som humoren.

Selvom Allen i dag primært er kendt som filminstruktør og manuskriptforfatter, med en lidt finere betegnelse: auteur, havde han i 1960erne en ekstremt succesfuld karriere som standupkomiker. Af TV-stationen Comedy Central er Allen blevet udnævnt til den fjerdebedste i genren nogensinde.

Siden kastede Allen sig, med en ekstrem produktivitet og ganske ofte sig selv i den mandlige hovedrolle, over de levende billeder. Film som »Mig og Annie« og »Manhattan« gjorde Allen til indbegrebet af den urbane, intellektuelle og let neurotiske newyorker med jødisk baggrund.

Listen over priser, som Allens film er belæsset med, er nærmest uendelig, men det kan fremhæves, at Allen i 1978 for »Mig og Annie« vandt Oscars for såvel bedste instruktør som manuskript og igen for bedste manuskript for »Hannah og hendes søstre« fra 1986. Hannah blev spillet af Mia Farrow, som havde været en stjerne siden sit gennembrud i »Rosemarys Baby« fra 1968. Hun og Woody Allen indledte et længerevarende forhold i 1980.

Børnene

Woody Allen og Mia Farrow blev aldrig gift og boede på intet tidspunkt sammen. I stedet havde de hver deres lejlighed på forskellige sider af New Yorks Central Park. Farrow havde i alt syv børn, da hun mødte Allen: tre biologiske fra et tidligere ægteskab med den oscarvindende filmkomponist André Previn og fire adopterede, heriblandt den forældreløse koreanske pige Soon-Yi Previn, der kom til USA i 1978.

Allen var ikke involveret i pasningen eller opdragelsen af Farrows store børneflok, men parret prøvede selv at få børn. Det lykkedes ikke umiddelbart, og Farrow adopterede i 1985 derfor alene en nyfødt pige, Dylan, som Allen, ifølge egne udsagn, udviklede faderlige følelser for og adopterede. Kort efter blev Mia Farrow alligevel gravid og fødte sønnen Ronan Farrow i 1987.

Billeder og brud

Den 13. januar 1992 fandt Mia Farrow en række erotiske fotos i Woody Allens lejlighed. Billederne forestillede Soon-Yi, Mia Farrows egen adoptivdatter, der på det tidspunkt var mellem 19 og 22 år gammel; hendes præcise fødselsdato er ukendt. Ifølge Allen og Soon-Yi havde de to i en kort periode haft et seksuelt forhold.

Farrow blev stærkt chokeret, forholdet mellem Allen og Farrow ophørte. Bruddet blev intenst mediedækket, og særlig Woody Allens noget lakoniske udsagn om, at »hjertet kræver, hvad det kræver« som forsvar for sin affære med partnerens adoptivdatter, faldt mange for brystet.

Den del af forløbet bestrider ingen.

En eftermiddag i Bridgewater

Imidlertid er der ikke enighed om, hvad der foregik et halvt års tid senere, den 4. august 1992, i Mia Farrows hus i Bridgewater, Connecticut godt 100 kilometer nord for New York. Allen og Farrows forhold var brudt sammen, og selvom de to lå i forhandlinger om betaling til børnenes fremtidige underhold, så Allen dem stadig. Særlig Dylan.

I løbet af dagen forlod Mia Farrow huset for at tage på indkøb. Tilbage var ni personer: børn, inklusive den syvårige Dylan Farrow, legekammerater, to barnepiger og børnenes franskunderviser samt Woody Allen.

På et tidspunkt gik en af legekammeraternes barnepige forbi husets TV-stue og fortalte senere, at hun så Woody Allen med hovedet i Dylans skød, mens Dylan tomt stirrede ud i luften. En situation, barnepigen opfattede som upassende. Mia Farrow blev kort efter informeret om, hvad barnepigen havde set i TV-stuen, og ifølge Farrow fortalte Dylan, at Allen havde forgrebet sig på hende den dag. Selve overgrebet var ikke sket i TV-stuen, hvor flere andre børn var til stede, men i et loftsrum, hvor Allen havde ført fingre ind i hendes køn.

Efterforskningen

Statsanklageren i Connecticut, Frank Maco, indledte en efterforskning og hidkaldte eksperter fra Yale-New Haven-hospitalets anerkendte afdeling for seksuelt misbrug af børn til at undersøge sagen. Efter flere måneders granskning var deres konklusion entydig: Der var intet belæg for, at Allen skulle have misbrugt Dylan. Sandsynligvis skyldtes anklagerne, vurderede de, en kombination af livlig fantasi og påvirkning fra moderen.

De sociale myndigheder i New York foretog en selvstændig undersøgelse og kom efter 14 måneder frem til, at »der er ikke fundet nogen troværdige beviser for, at barnet omtalt i den nævnte indberetning er blevet misbrugt eller mishandlet«.

Konklusionerne flugtede med Allens udlægning, som var – og er – at Farrow i raseri over mandens utroskab med Soon-Yi havde manipuleret Dylan til at fremsætte en falsk historie. Allen indvendte, at det var absurd, at han skulle vælge at begå sit første og eneste pædofile overgreb midt i en bitter strid med Farrow i et hus fyldt med børn og ansatte.

Den forklaring bekræfter det eneste andet af Farrows adoptivbørn ud over Dylan, som Allen også adopterede: Moses Farrow, der i dag er 40 år og familieterapeut. I et nyligt blogindlæg tegner han et billede af Mia Farrow som en manipulerende, hævngerrig og voldelig kvinde, der bankede det ind i børnenes hoveder, at Allen var en dæmonisk person, der havde forført deres søster, og som ubetinget skulle lægges for had.

Ifølge Moses Farrows indlæg fra i år var det Mia Farrow, der overtalte Dylan til at fortælle historien om overgrebet; en opfattelse, han ifølge et vidneudsagn fra en barnepige i 1993 også gav udtryk for, kort efter overgrebet skulle have fundet sted.

Soon-Yi Previn, som i dag er gift med Woody Allen på 21. år, har bekræftet denne udlægning. Midt i september fortalte hun, at Mia Farrow havde været voldelig og stærkt hævngerrig og havde opfundet anklagerne om sexmisbrug for at hævne sig på Allen.

Den begrundede mistanke

Selvom anklager Frank Maco aldrig rejste tiltale mod Allen, erklærede han senere, at grunden udelukkende var, at han ikke ville trække Dylan gennem en belastende retssag. Selvom der – med hans ord – var »begrundet mistanke« mod Allen. Det udsagn begrunder anklageren ikke, og Allens advokater anlagde sag mod Maco, fordi de mente, at han på den måde på en og samme gang frikendte Allen og erklærede ham potentielt skyldig. Allen tabte sagen.

Efterfølgende blev anklagerne om det seksuelle overgreb inddraget i en række forældreskabssager, hvor Allen blev frakendt retten til at se børnene. Ved den første af forældreskabssagerne anførte dommeren, at mistanken mod Allen ikke kunne afvises.

Efter Woody Allens affære med Soon-Yi blev afsløret, havde flere barnepiger fået instrukser om ikke at lade Allen være alene med Dylan, fordi hans interesse for adoptivdatteren ifølge Farrow var af en usund karakter. Tidligere havde Farrow fået Allen til at besøge datterens psykiater af samme grund. Psykiateren erklærede senere, at Allens interesse i barnet ikke var seksuel, men »upassende intens, fordi den udelukkede alle andre«.

Dylan selv har i flere interviews, senest i år, fortalt det, som hun fortalte umiddelbart efter, at overgrebet skulle være sket: Hendes far krænkede hende seksuelt den dag i loftsrummet.

Syv af Farrows børn stod for nylig frem med en erklæring, hvor de udtrykte deres støtte til Dylan og Mia Farrow, blandt dem Ronan Farrow, der senere er blevet en overordentligt prominent figur i #MeToo-bevægelsen. Han vandt i 2018 verdens fornemste journalistpris, Pulitzerprisen, for sit arbejde med at dokumentere Harvey Weinsteins overgreb i The New Yorker og har for nylig afdækket anklager om sexkrænkelser begået af Trumps kandidat til højesteretsdommer, Brett Kavanaugh. Mia Farrow fortalte i et interview i 2013, at Ronan »muligvis« er barn af hendes tidligere mand, Frank Sinatra, som Ronan unægtelig også ligner noget mere end Woody Allen, mens Franks datter, Nancy Sinatra, har erklæret, at Farrows kommentar var en joke.

Faldet

I august i år annoncerede Amazon, som Woody Allen havde en kontrakt på fire film hos, at de ikke ville udgive hans seneste film, »It’s raining in New York«, der blev indspillet før #MeToo-bevægelsen og – som ganske mange af Allens film – involverer en ældre mand i et forhold med en langt yngre kvinde.

Siden har Woody Allen annonceret, at han tager en pause fra instruktørarbejdet. Om han nogensinde vender tilbage, er et godt spørgsmål. Der er næppe tvivl om, at skuespillere, der vælger at samarbejde med ham fremover, vil komme under massivt pres. Ikke mindst fra Mia og Ronan Farrow, der jævnligt gør folk i filmbranchen opmærksomme på anklagerne mod Allen.

Det ville være forkert at sige, at Allen er frikendt for anklager om sexmisbrug. Han har aldrig været hverken sigtet, tiltalt eller dømt for at have begået et overgreb. Men ved den offentlige domstol er der ingen tvivl om, at ganske mange har vægtet Dylan Farrows anklager højere end Allens forklaringer og myndighedernes vurderinger og derfor betragter ham som skyldig.

Den dom ser ud til at koste Woody Allen karrieren og – måske mere alvorligt, hans alder taget i betragtning – en stor del af hans eftermæle. Selvom Allens affære med sin partners adoptivdatter utvivlsomt bidrog til at underminere respekten for personen Woody Allen, er det anklagerne om sexmisbrug, der i dag bliver brugt som argument for at nægte eller fratage Allen hædersbevisninger og for, at skuespillere ikke bør arbejde med ham.

Over de kommende år vil det utvivlsomt blive diskuteret, hvorvidt dommen over Allen er rimelig eller ej, men der er ingen tvivl om, at hans karrieremæssige deroute i hans livs efterår i høj grad er en konsekvens af #MeToo-bevægelsen.