Hans Engell, 70, tidligere politiker, journalist og chefredaktør:
»Jeg fløj over Grønland i helikopter og kiggede ned. En isbjørn, der svømmede i det kongeblå, isnende vand blev irriteret over helikopterens susende larm, den slog ud i luften med sine store lapper. Lidt derfra lå en gruppe hvalrosser på en klump gyngende is og gnubbede sig op ad hinanden. Synet gav mig en lammende følelse af storhed!
Jeg har set de fleste verdenshjørner, men Grønland slår det hele. Første gang, jeg var på Grønland, var da jeg var forsvarsminister i august 1983, og jeg glemmer det aldrig.
Jeg var rundt i hele landet, østkysten, vestkysten og Thulebasen. Selv Siriuspatruljen så jeg. Aldrig har jeg mødt en så storslået natur og en så ubeskrivelig, enestående stilhed. Isbjergene og det glitrende, skarpe sollys. Vandets dybe, kongeblå farve. Jeg blev stum af betagelse.
Grønlændernes kontakt med naturen var særlig. De havde en evne til at overleve. Jeg så dem fange fisk i kajakkerne, skyde sæler og tilberede mad, og det hele vidnede om en særlig nærhed til naturen. Jovist, maden var en blandet oplevelse på Grønland. Jeg elskede fiskene og skaldyrene, men sæl og hvalkød var ikke mine favoritter. Det kunne være hårdt at tygge i og smagte ikke ligefrem fantastisk.
Jeg konstaterede, at man ikke skal tage til Grønland for den kulinariske oplevelse, men for naturen. Og for grønlænderne. De var fantastiske. Smilende, søde, spørgende. Vi besøgte dem sommetider i deres små træhuse. En af dem havde et avisudklip hængende af Dronning Ingrid sat op med en tegnestift.
Langs havnene fandt man det, der hed »brættet«. Et lille, overdækket skur med bord og brædder. Her parterede fiskerne deres fangst, og så kunne de lokale komme og købe og få. Fiskerne skar gerne et lille stykke af den rå sællever, så man kunne smage. Det kunne man så lide i højere eller mindre grad.
Senere var jeg på Grønland igen til en FN-konference, som blev afholdt i Nuuk. Her var jeg sammen med den grønlandske justitsminister vært for konferencen. Der var rejsende fra hele verden fra det, man kalder »oprindelige folk«. Der kom indianske stammefolk og stammefolk fra Afrika og Australien. Det var i oktober måned, og sneen faldt. Det var koldt. Synet af en en høj, stor, kulsort kvinde fra Nigeria i en tynd, orange kjole, som steg ud af et fly og mærkede det grønlandske snevejr, sidder stadig i mig. Hun var i choktilstand over mødet med kulden. Alle stammerne mødtes om aftenen til mad, og det var en fantastisk oplevelse.
Grønland er bare vild og voldsom. Et fantastisk sted.«
Rejsen, jeg aldrig glemmer: Hver uge fortæller vi på denne plads om en rejse, der har gjort særligt indtryk, fordi alt lykkedes eller mislykkedes, fordi naturen, maden eller en udflugt var storslået, fordi der skete noget særligt eller...
