Hans egne kalder ham for monster

Den republikanske elite er i panik. Baptist-præsten MIKE HUCKABEE står til at vinde årets første primærvalg i Iowa i USA på torsdag, og det skræmmer partispidserne fra vid og sans. Men Huckabee er deres egen skabning.

Mike Huckabee støttes af de jævne republikanere, som nu vejrer hævn over partiets elite. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

»Jeg vil være hos dig på din bryllupsnat.«

Monsterets advarsel til sin skaber og dødsfjende, doktor Frankenstein.

Når republikanere taler om deres eget parti, taler de ofte om det store telt med god plads til forskelligheder.

Når den tidligere republikanske guvernør Mike Huckabee taler om sit parti, taler han om en bus. En bus, hvor højrekristne som han selv – en socialt indstillet konservativ amerikaner fra landet og med stærk forankring i kirken – fylder passagersæderne op bagfra, mens den konservative storbyelite sidder forrest og endda helt fremme på førersædet.

»Det har næsten været sådan, at de har sagt, at ‘det er okay, at folk som jer får plads i bussen, men I skal ikke vove på at fortælle os, hvilken vej bussen skal køre’,« lyder det fra Mike Huckabee.

Bitterheden er til at føle på, men det er som chauffør, at baptistpræsten fra Arkansas kører ind i staten Iowa til årets første primærvalg på torsdag som en overraskende favorit hos Republikanerne. Det er samtidig et vidnesbyrd om, at stemningen blandt Republikanerne ikke er nær så harmonisk, som den burde være på tærsklen til et valgår. I takt med Huckabees fremmarch har der tværtimod bredt sig en paniklignende tilstand i partiet. Det er en tilstand, hvor selv folk, der har tilhørt inderkredsen omkring den nuværende præsident, George W. Bush, åbent tager afstand fra Huckabee – vel vidende, at de dermed går doktor Frankenstein i bedene.

»Mange af os på den konservative side har været med til at fostre dette monster,« erkender præsidentens tidligere taleskriver, David Frum – manden, der i sin tid fandt på betegnelsen »Ondskabens Akse«.

I et opsigtsvækkende mea culpa gør David Frum klart, at det republikanske parti gennem snart tre årtier, men især under Bush og spindoktor Karl Rove, har spillet så meget på religion og populisme, at det nu er løbet ud af kontrol. For David Frum indtraf denne erkendelse, da Bush i 2006 forsøgte at udnævne sin loyale rådgiver, Harriet Miers, til højesteretsdommer foran et felt af langt mere kvalificerede jurister.

»Harriet Miers, fik vi at vide, havde et godt kristent hjerte. Det var rigeligt. I sidste ende var det ikke helt nok for fru Miers. Men det er måske nok for mange vælgere i 2008,« påpeger Frum med henvisning til Mike Huckabees popularitet: »Jeg begynder at tro, at i det her tilfælde har vi presset bilen op i det røde felt.«

Eller bussen, om man vil.

For David Frum handler det også om Huckabees mangel på viden om udenrigspolitik og især hans økonomiske politik, for eksempel ideen om en såkaldt »fair tax« på 23 procent, som skal gælde alle. De fleste økonomer er imod den tanke, men sådanne populistiske ideer er, hvad man må forvente i et parti, der i årevis har beskyldt sine kritikere for at have »hul i sjælen«: »I stedet får vi nu kandidater med hul i hovedet,« fastslår Frum.

Det er først og fremmest Mike Huckabees brug af sin tro, der skaber uro i partiet. Han tror på, at han har en skaber – om end ikke i Frankenstein og da slet ikke i Darwin. Han giver Gud æren for det hele – tilmed sin fremgang i meningsmålingerne. Han har i et interview med New York Times indirekte tilsværtet sin nærmeste modstander i Iowa, mormonen Mitt Romney, ved at spørge, om »mormoner ikke er dem, der tror på, at Jesus og Djævlen er brødre?« I et tilsvarende slet skjult angreb på Romney kalder Huckabee sig i en TV-reklame for »kristen leder«, og i en anden TV-reklame op til jul ønskede han amerikanerne »god jul«, hvor det politisk korrekte i et land med over tusinde trosretninger vil være at hilse »god ferie«. Det får hårde ord med på vejen, og ikke kun fordi det ifølge forfatningen er forbudt at lade religion være en lakmustest for politikere.

»Nogle af os – i mit tilfælde en politisk konservativ og evangelisk kristen – begynder at få en kvalmende fornemmelse,« skriver den tidligere Bush-rådgiver, Pete Wehner, i Washington Post: »Meget af det har at gøre med hans brug af tro i sin politiske kampagne ... At inddrage sin tro er ikke uden fortilfælde i amerikansk politik, og det er ikke i sig selv foruroligende. Det kan endda være betryggende. Men det er også forbundet med fare.«

Ifølge Pete Wehner og andre er Huckabee faretruende tæt på at krydse den grænse, hvor religion bliver et politisk redskab og dermed, ifølge Wehner, gør »skade på vores samfund og vores politiske system«.

Men hvor stor skade? Ifølge den republikanske præsidentkandidat Ron Paul så stor skade, som næsten overhovedet kan tænkes, og Ron Paul er ellers selv lidt af en ballademager og outsider i forhold til partiets elite. I en ond kommentar til Huckabees julespot, hvori man kan ane et hvidt kors i baggrunden, citerer Ron Paul den amerikanske forfatter og nobelpristager Sinclair Lewis: »Når fascismen kommer, vil den være svøbt i et flag og bære et kors.«

Hvortil den rapmundede Huckabee replicerer: »Det var ikke et kors. Det var en bogreol. Men jeg vil indrømme dette: Hvis han spiller reklamen baglæns, så lyder det: ‘Paul er død. Paul er død’.«

En reference til Beatles’ »The White Album«, der indeholder hemmelige beskeder, når vinylpladen afspilles baglæns. Og et billede på forskellen mellem det, Huckabee kalder »eliten fra Washington og Wall Street« og ham selv. Hvor de tyr til Sinclair Lewis, finder populisten Huckabee støtte i The Beatles.

Men det er alligevel ikke en forskel, der helt forklarer den hadefulde kampagne imod ham, som konservative kommentarer lige fra den pæne George F. Will i Washington Post og den søde Peggy Noonan på Wall Street Journal til svovlspyttende radiokommentatorer som Hugh Hewitt og Rush Limbaugh også tager del i.

Det handler om noget dybere end bare forskellen mellem majsplukkende farmere fra midten af Amerika og østkystens konservative ideologer, der drikker lige så mange caffé latte som deres liberale rivaler. Det handler om noget helt grundlæggende. Om at vinde eller tabe. Og den republikanske elite frygter i den grad at tabe med en Huckabee ved rattet i næste års rally mod Demokraterne. Hans brug af religion anses for uspiselig for størstedelen af de uafhængige vælgere, hvis støtte er nødvendig for at vinde præsidentvalget.

»Jesus ville ikke være så dum at gå ind i politik ... måske er det heller ikke, hvad han ønsker, du skal gøre,« lyder den umisforståelige opfordring fra kommentatoren Lisa Chiffren på den nykonservative blog The Corner. Samme sted skriver den indflydelsesrige Rich Lowry:

»Hans svagheder i en præsidentkamp skriger til himlen i en grad, så det er svært at tro, at primærvælgere vil nominere ham, når først de kaster et seriøst blik på ham.«

Men det er lige nøjagtigt, hvad vælgerne i Iowa foreløbig gør, og hvorfor ikke? Der er ikke megen forskel på at høre Huckabee og præsident Bush tale om, hvordan de ledes af deres tro, og hvad siger Huckabee, som ikke allerede er sagt af den tidligere republikanske formand i Kongressen, Tom DeLay?

»Der vælges side, og menneskehedens fremtid er på spil! Dydens fjender er måske på fremmarch, men de har ikke vundet, og hvis vi placerer vores tro i Kristus, vil de aldrig vinde,« messede Tom DeLay engang. Ikke om kristendommens fremtid, men om konservatismens og det republikanske partis.

Mike Huckabee er med andre ord den naturlige konsekvens af Bush og Rove, konstaterer Rich Lowry, selv om han gerne så det anderledes:

»Det republikanske partis sociale konservatisme har indiskutabelt været en stor gevinst for partiet gennem de seneste 30 år ... men når det er sagt, vil en nominering af en baptistpræst fra sydstaterne være noget af en overdrivelse.«

Sådan ser Huckabee naturligvis ikke på det. I hans øjne handler det om, at et mangeårigt arrangement nu skifter karakter:

»Der eksisterer dette niveau af elitisme ... i korridoren mellem Washington og Wall Street, og de lever i deres egen beskyttede verden, og de har ærligt talt i årevis set ned på mennesker som jeg – fordi vi er evangelister, eller fordi vi måske kommer fra midten af Amerika,« forklarer han:

»De var venlige imod os. De var mere end glade for, at vi kom til deres møder og stod i kø i timevis for at huje kandidaterne frem, og de satte pris på, at vi satte skilte i haverne ... men når de så blev valgt, grinte de ad os bag lukkede døre og talte hånende og spottende om, at vi var, som det vist hed i en artikel, de ‘let førte’ ... jeg har aldrig været deres favorit. Jeg var ikke deres udvalgte ... og nu hvor jeg faktisk kan blive den nominerede, gør det disse folk utrygge, for de ved ikke, hvad de skal stille op.«

Uviljen i partiet imod Mike Huckabee bunder i, at han har brudt en fasttømret aftale. Men det er også grunden til hans succes. Hans skabere ville have de kristne ind i bussen, men ikke på de forreste rækker. De skulle eksistere for at levere stemmer, ikke for at søge deres egen lykke. Men nu kommer de for at hævne sig.