Hans band blev angrebet af jihadister på Bataclan. Han er indbegrebet af sex, drugs and rock 'n' roll. I aften spiller han på Amager.

Jesse Hughes fra Eagles Of Death Metal, der spillede på Bataclan under sidste års grusomme terrorangreb i Paris, er en af rockens mest sammensatte personligheder. I aften spiller bandet i Amager Bio.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor starter man med Jesse Hughes? Måske der hvor den brede offentlighed for første gang stiftede bekendtskab med ham og hans band, Eagles Of Death Metal: I de horrible overskrifter efter de koordinerede islamistiske terrorangreb i Paris den 13. november sidste år.

På spillestedet Bataclan stormede tre tungt bevæbnede mænd ind og begyndte at skyde vilkårlige koncertgængere under det amerikanske bands koncert. Og med ét blev det, der skulle have været en festlig aften i rockens tegn til et skrækindjagende slagtehus. 89 mennesker omkom i løbet af det to en halv time lange angreb. Jesse Hughes og resten af bandet overlevede på mirakuløs vis.

Havde de islamistiske terrorister specifikt udset sig Eagles Of Death Metal som mål? Eller var det tilfældigvis bare dem, der spillede på Bataclan på den skæbnesvangre novemberaften? Vi ved det ikke. Men fakta er, at terroristernes mål var et band med en frontmand ud over det sædvanlige. En karismatisk, rablende og kontroversiel skikkelse; en omvandrende selvmodsigelse; en af guds egne prototyper kort sagt.

For på den ene side er 43-årige Jesse Hughes indbegrebet af sex, drugs and rock ‘n roll. Det er det, Eagles Of Death Metal handler om: Ind-til-benet pik-rock med en sexet swagger, tekster om lækre damer og solidt skvæt bad-ass humor.

Hughes er motoren for det hele, det er ham, der lever det udsvævende liv, som musikken udspringer af.

Samtidig er han en af musikkens mest åbenmundede konservative. Altså på den ekstremt patriotiske, bonderøvsagtige måde, som man finder i de amerikanske sydstater. I Vice-dokumentaren »The Redemption Of The Devil«, der udkom blot et par uger før massakren på Bataclan, følger et kamerahold i hælene på ham gennem et helt år. Og lad os bare sige, at det er en vild rejse ind i en meget sammensat personages liv og virkelighed.

Her møder vi en Jesse Hughes, der ryger bong i lange baner og får taget nøgenbilleder af punk-fotografen Richard Kern med sin halvt så unge kæreste, den tidligere pornostjerne Tuesday Cross. En pistolsvingende Jesse Hughes, der viser sig at være medlem af National Rifle Association – »Charlton Heston er min præsident,« som han siger – og som i sit rablende radioprogram nærmest opfordrer til vold mod venstreorienterede og andet rakkerpak, der ikke bryder sig om Ronald Reagan og vil begrænse adgangen til skydevåben.

»Jeg vil gøre hvad som helst, selv ofre mit liv, for min frihed,« siger han på tidspunkt og vender kort efter sin luftbøsse mod et kinesisk flag og fyrer en runde af.

»Obama er muslim«

Endnu mere absurd – men måske knap så overraskende set i lyset af hans konservatisme – er det, at han er opvokset som katolik og i slutningen af 2012 blev ordineret præst af Universal Life Church. Med licens til at missionere og vie folk. For Hughes handler det om frelse. Der er ting i hans fortid, som han ikke er stolt af. Og som han siger:

»Alt hvad man kan gøre for at komme i himlen, når man er sådan en bad boy som mig, er fantastisk.«

Vi får også at vide, at han seriøst har overvejet at gå ind i amerikansk politik, og på spørgsmålet om, hvad han ville gøre, hvis han blev præsident, svarer han prompte:

»Det, som det her land har brug for, er, at alle går tilbage i kirken. Som i lige nu.«

Jo mere man hører om Jesse Hughes, jo mere sandsynligt virker det, at Eagles Of Death Metal ikke har været et helt tilfældigt mål for terroristerne. Hughes fremstiller sig selv som en patriotisk, kristen, aggressivt åbenmundet amerikaner, der lever et liv i syndig rock n’ roll-fordærv.

Og at han heller ikke er videre glad for muslimer, kan der vist heller ikke nogen tvivl om længere. Blot tre dage før Bataclan-tragedien beskyldte Jesse Hughes i sit Boots Electric Radio-program præsident Barack Obama for at være en ikke-amerikanskfødt muslim. Udsendelsen blev slettet kort efter Bataclan.

Sympatien svinder ind

Siden er det også lykkedes ham at formøble en stor del af den sympati, som folk havde med bandet efter tragedien. I marts insinuerede han i et interview med Fox News, at de muslimske sikkerhedsvagter på spillestedet var allierede med terroristerne. Siden trak han udtalelsen tilbage og undskyldte.

Men et interview med det konservative nyhedssite Takimag.com skabte igen kontroverser i maj, hvor han kom med flere kritiske udtalelser om muslimer, som han beskyldte for at have jublet i Paris’ gader efter Bataclan. Kort efter blev bandet droppet fra to franske festivaler og en muslimsk fan, der havde overlevet Bataclan, skrev et bestyrtet åbent brev til Hughes, der hurtigt gik viralt.

I en tid hvor de fleste musikere og kunstnere placerer sig til venstre for midten, er Jesse Hughes måske den ultimative rock n’ roller. I hvert fald hvis man med det mener en, der går mod strømmen og er ligeglad med, hvad folk tænker om ham.

Èn ting er sikkert: Hans liv kommer aldrig til at være det samme igen efter Bataclan.

Lyt til det seneste album fra Eagles Of Death Metal her: