»Han var verdensmester det bliver jeg nok ikke«

Saxofonisten Hans Ulrik er Johannes V. Jensens barnebarn. Da han var yngre, troede han, at han skulle være den bedste af de bedste ligesom sin farfar.

Jazzmusiker Hans Ulrik Jensen er efterkommer af Johannes V. Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Johannes V. Jensen skulle altid have syv kammerjunkere i sin koldskål, og doseringen blev altid ledsaget af kommentaren: »Syv er min ration.«

Sådan lyder en af de anekdoter, som Johannes V. Jensens barnebarn Hans Ulrik har hørt mange gange. Selv har han aldrig mødt sin berømte farfar. Johannes V. Jensen døde i 1950 15 år før Hans Ulrik blev født.

»Anekdoterne er få og små. Hans aftryk er mere en kultur og en ånd i familien. Der er selvfølgelig en ånd i alle familier også dem, hvor bedstefaren ikke er nobelprismodtager. Men det er klart, at sådan en type som Johannes V. Jensen har sat dybe spor på både samfundet og familien. Han var jo en mastodont. Man kan vel sige, at han var en slags verdensmester inden for sit felt,« siger Hans Ulrik fra en stol i sin stue i det indre København.

Ingen dansker har modtaget Nobelprisen i litteratur, siden Johannes V. Jensen fik den i 1944. Med sin malende og ekspressionistiske fortællestil satte han strøm til det danske sprog på en måde, ingen havde gjort før ham, og han har haft en kolossal betydning for både samtidige og efterfølgende generationer af forfattere. Mange litterater mener, at hovedværket »Kongens fald« er det 20. århundredes største og vigtigste danske roman og hans forfatterskab har en kvalitet og sanselighed, der betyder, at hans værker i dag fremstår levende og er en fremtrædende del af den danske kulturarv.

»I familien er arven efter Johannes V. Jensen et ærlighedsbegreb, der strækker sig langt ind i alt, hvad man foretager sig. Ingen unødvendige falbelader, men dybdegående kvalitet og ægte kompetence, som fejer alt andet af banen. Ikke noget hokuspokus, der skal forsøge at sælge en vare, som ikke er helt i orden,« siger Hans Ulrik.

Rationalitet, ateisme og en idé om det djærve maskuline har også præget familien.

»Hænderne skal være skruet rigtigt på og ikke noget med følelsesbavl. Samtidig er der også viljen til den dybere forståelse og et ønske om at se tingene fra flere sider. Det er vel en form for kulturradikalisme, og det er i hvert fald ikke det fine, forstillede og bedsteborgerlige, der præger den ånd, der er sivet ned gennem generationerne,« fortæller Hans Ulrik.

I saxofonspillets superliga

Hvis Johannes V. Jensen er verdensmester i litteratur, så er barnebarnet Hans Ulrik i den absolutte danske superliga inden for saxofonspil. Særligt i jazzkredse er Hans Ulrik et virkelig stort og kendt navn. I 1980erne studerede han jazzsaxofon på det prestigefyldte Berklee College of Music i Boston, og han har efterfølgende arbejdet sammen med mange store musikere fra både ind- og udland. Han har modtaget adskillige priser og udgivet en stribe album senest »Equilibrium« i samarbejde med Lars Jansson.

Hans Ulrik er i første omgang meget forbeholden, da Berlingske kontakter ham og spørger, om han vil fortælle om sin oplevelse af at være efterkommer af en stor dansker. Han er i tvivl om, hvorvidt han har nok at fortælle. Han påpeger, at han ikke kender detaljerne i Johannes V. Jensens forfatterskab. Men mest af alt understreger han igen og igen, at han ikke har lyst til at spille på, at han er Johannes V. Jensens barnebarn.

»Det er jo ikke noget, jeg selv har haft nogen indflydelse på. Jeg kan jo ikke gøre for, at han er min farfar. Og dybest set er det jo også helt lige meget ... og så alligevel ikke, for han har jo sat nogle dybe spor. Jeg kan da ikke sige mig helt fri for at være lidt stolt af ham. Men man vil jo ikke være snobbet, Og der er jo noget snobberi forbundet med at være stolt af noget, som man slet ikke har haft indflydelse på.«

Naturvidenskabsmænd

Johannes V. Jensen læste medicin, før han droppede studiet til fordel for litteraturen. Hans tre sønner blev alle efter hans ønske læger. Da Johannes V. Jensen modtog Nobelprisen i litteratur, blev han spurgt, om han var glad for den. Og det forlyder, at han svarede: »Ja, men jeg er gladere for, at mine tre sønner blev læger.«

En del af Johannes V. Jensens børnebørn er også beskæftiget inden for det naturvidenskabelige område. Hans Ulrik er den eneste kunstner, men han mener selv, at det er sandsynligt, at han var blevet noget andet, hvis hans far havde levet længere. Hans Ulriks far Johannes V. Jensens yngste søn døde tidligt og pludseligt i en bjergbestigningsulykke, da Hans Ulrik var seks år, men han husker, at hans far klart var imod, at der kom klaver i hjemmet.

»Det har påvirket mig dybt, at min far døde så tidligt, men det var ikke noget, der var så meget fokus på, da jeg voksede op sammen med min mor og to brødre. Det var en anden tid, men min mor passede måske også meget godt ind i familien Jensen, hvor følelser i hvert fald ikke skulle overdrives. Så vi levede bare videre, og jeg måttet finde mit eget rum. En terapeut ville måske sige, at jeg skulle finde mit eget rum at være ked af det i. Det er nok det, der har haft størst betydning for, at jeg selv fik behov for at beskæftige mig med kunst. For kunst er følelser. Man lytter til musik og spiller musik for at svømme hen i følelser.«

Ambitioner om at blive den bedste

Når man deler gener med en nobelprismodtager og man i sin nærmeste familie har set, at det er muligt at nå toppen kræver det ikke den store fantasi at fostre ambitioner om selv at blive den bedste.

»Han var verdensmester det bliver jeg nok ikke. Da jeg var yngre, drømte og troede jeg på, at jeg skulle blive en slags verdensmester i saxofon. Jeg spiller jævnligt i andre lande, og jeg er kendt i nogle cirkler, men så er jeg heller ikke mere kendt. Jeg er ikke blevet verdensmester, selv om mit projekt på mange måder er lykkedes. Og jeg må indrømme, at det rører sig i mig endnu. Jeg skal lære at forstå, at jeg ikke blev verdensmester. På samme tid er der en lille stemme i mig, der siger: »Du kan nå det endnu.« Det ville være idiotisk at afvise, at det har haft en betydning, at Johannes V. Jensen er min farfar. Der er noget at spejle sig i, men der er også mange andre ting, der betyder noget. Og hvis man nu har det sådan, at dét, man har opnået, aldrig rigtigt er godt nok, er det så på grund af den mastodont af en farfar? Det tror jeg ikke. Det er alligevel for langt væk. Jeg tror mere på den der forklaring med, at han har sat sit præg på familien, og at man er blevet formet af den kultur.«

Musik til farfarens tekster

Som musiker har det nogle gange været ubekvemt for Hans Ulrik at bære på nogle af familiens værdier. Hvis man vil frem i verden, skal man sælge sig selv og dyrke sit netværk.

»Det har været et besværligt felt for mig. Det bliver lynhurtigt opblæst og en masse varm luft. Men hvordan serverer man sig selv for andre mennesker uden at prale lidt? Det har været et essentielt eksempel for mig, hvor min egen verden og den familiekultur, som jeg er præget af, støder sammen.«

Hans Ulrik blev engang ringet op og spurgt, om han ville lave musikken til et teaterstykke om Johannes V. Jensen. Han kunne mærke, at han kun blev ringet op, fordi han var forfatterens barnebarn.

»Det ville jeg ikke. Det havde jeg slet ikke lyst til.«

Andre gange har journalister ønsket at beskrive slægtsforholdet i artikler om Hans Ulrik som jazzmusiker.

»Det har jeg frabedt mig. Når det handler om min musik, er det ikke relevant.«

Men for et par år siden skabte Hans Ulrik selv en forbindelse mellem sin egen kunst og Johannes V. Jensens. Efter et langt tilløb satte han musik til nogle af sin farfars tekster.

»I mange år ville jeg gøre det, og jeg ved ikke, om jeg kommer til at gøre det igen. Jeg ville ikke have, at det virkede som om, at jeg forsøgte at slå plat på, at han er min farfar. På samme tid ville jeg meget nødig lave noget lort eller bare noget halvdårligt. Men det var virkelig sjovt at prøve, og et eller andet sted tænkte jeg, at det ville være interessant at se, hvad der skete, hvis man kombinerede hans tekster med min musik. Der var et felt, hvor vi kunne mødes, så jeg gav mig selv lov til at gøre forsøget,« siger Hans Ulrik, der først i nyere tid har fået appetit på at beskæftige sig med sit ophav:

»Jeg har ikke haft den store lyst til at grave i fortiden, jeg har haft rigtig stor lyst til at storme fremad. Det hænger nok en del sammen med min fars død. Det har været alt for smerteligt at se tilbage. Men min lyst og måske også evne til at storme fremad er blevet mindre med årene. Måske er jeg ved at åbne mig i forhold til at se på fortiden. Det er vel det, der sker for en del mennesker. Når de bliver ældre, begynder de at lave stamtræer og den slags. Jeg tror, at jeg vil begynde med at læse »Den lange rejse« den har jeg ikke læst endnu.«