Da drømmesengen fra Jysk Sengetøjslager bryder sammen under Jean Von Baden, når han på én og samme tid bunden og gulvet. Han har ingen penge, intet hjem og hans forhold er gået fra dobbeltseng til drømmeseng.

»Drømmesengen bryder sammen Jeg har ingenting, og vores parforhold fungerer ikke. Jeg skal bare væk. Så uden at sige noget til hende tager jeg op i et sommerhus. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har talt med hende siden,« fortæller Jean Von Baden om øjeblikket, hvor han fik nok af sit hidtidige liv.

I 1990erne dukkede han op i festmiljøet omkring technomusikken. Hans særlige evne til at tale med alle, kende alle og skrue fester sammen gjorde ham til kongen af det københavnske natteliv. Han var manden, der skabte den gode stemning. Manden, alle ville kende. Ham, der fik tingene til at ske og festen til at fortsætte. Først som gogodanser, DJ og siden nytænkende natklubejer af blandt andet den legendariske jetset-natklub Nasa i Boltens Gård.

På overfladen havde Jean Von Baden knækket koden. Han var succesrig, populær og kendt. Men det var kun på overfladen.

I dag byder 42-årige Jean Von Baden velkommen til den lejlighed på Sankt Annæ Plads i København K, hvor han bor med sin forlovede, Deborah Szakolnik, og deres lille søn, Ekko, på otte måneder.

Han er godt selskab. Sjov. Fuld af vanvittige anekdoter fra et liv levet i midnats- og morgentimerne. Et liv, der var ved at tage livet af ham.

Jean bliver til »Sjang«

Men før Jean Von Baden bliver festens konge, er han en lille dreng, der bor sammen med sine forældre - faren er læge og moren hans lægesekretær - i Frankrig. De døber ham »Jean« - på fransk. Senere trækker livet ham tilbage til Danmark, hvor det franske »Jean« bliver til »Sjang«.

Jean Von Badens allerførste minde er svagt, men brutalt. Halvandet år gammel finder han sin far liggende i køkkenet henover en vaskemaskine med hovedet nede i en skraldespand.

»Han havde fået en hjerneblødning. Han blev først lam i den ene side, og efter noget tid blev han lam fra halsen og ned. Han var tilstede i hovedet, men han kunne ikke styre sin krop. Han lå på hospitalet, fra jeg var halvandet og indtil julen, hvor jeg var syv år og han døde.«

Frankrig bliver droppet til fordel for Frederiksberg. Moren og Jean flytter ind i Lejerbos ejendom på Howitzvej, hvor moren kan klare sig med pengene efter faren uden at arbejde. På overfladen ser det nogenlunde ud.

»Men hun begyndte at drikke. Ikke noget jeg tænkte over lige til at begynde med. Hun drak, og jeg gik i skole,« fortæller Jean Von Baden.

For syvårige Jean Von Baden er moren en »pæn dame«. Hun har pels og bil og har været gift med en læge. Hun drikker, men det er på det pæne værtshus Andebakken - dét, der i dag hedder Café Svejk og ligger ved Frederiksberg Have.

Pænheden forsvinder

Den pæne fernis bliver dog langsomt slidt af.

»Da jeg var 9-10 år, begyndte hun at forsvinde. Det var måske bare 24 timer, men jeg følte det, som om det var flere dage ad gangen. Nogle gange gik jeg ned på Andebakken for at se efter hende, men hvis hun ikke var der, vidste jeg ikke, hvor jeg ellers skulle lede. Så gik jeg hjem og sad ude i køkkenet og lyttede til Julio Iglesias på vores kassettebåndoptager eller læste Anders And-blade.«

Hver morgen, inden han skal i skole, starter på samme måde. Jean Von Baden går ned i Irma. Her køber han to flasker vin til sin mor og en rød romkugle til sig selv. Da han er fyldt 15 år, er pæn dame-illusionen definitivt forsvundet. Hans mor er tynd og skrøbelig.

Det er dagen for Jean Von Badens dimission fra 9. klasse. Han har taget en middagslur i stuen. Da han vågner, tager han sit nye jakkesæt - indkøbt til lejligheden - på. Ude i gangen tjekker han sig selv i spejlet. Godkendt. Han går igennem lejligheden og hen til sin mors soveværelse for at sige farvel. Han har ikke nogen forventning om, at hun tager med. I soveværelset ligger hun i sin seng. Der er blod overalt omkring hende. Han kan se, at det er begyndt at størkne. Der er en hinde på overfladen.

»På en måde havde jeg ventet i lang tid på, at hun skulle dø. Så det var en blanding af exceptionelt chok, men også en slags forløsning - selv om jeg ikke vidste det på det tidspunkt,« siger han. Hans mor var efter mange års hårdt liv død af en styrtblødning.

Som barn af kaos og alkohol er Jean Von Baden en mester i at flyde ovenpå selv de mest oprørte vande. Ingen kan som han lade som om, at alting er i den fineste orden, når verden falder sammen omkring ham.

En klassekammerat kalder på ham nede fra gaden. De har aftalt at følges ad til dimissionen. Jean Von Baden råber tilbage ud af lejlighedens vindue at alt er fint. At hans mor lige er død. At vennen bare skal gå i forvejen. At han kommer senere.

Han får siden at vide, at han rent faktisk mødte op til dimissionen på skolen. Ingen kunne mærke på ham, at der var noget galt. Selv husker han intet.

Den definerende CD

Nok var moren alkoholiker, men hun var også hans mor. Et holdepunkt i tilværelsen. Herefter følger nogle måneder på ungdomsinstitution, en tur forbi hans mosters og onkels velhaverliv i Korsør, et års studieophold i USA. Tilbage til Danmark og Slagelse, hvor han går på Slagelse Gymnasium. Her finder han noget, der kommer til at udstikke hans videre vandring i tilværelsen.

I TP Musik Marked i Slagelses centrum finder han en CD med en gul dragonfly udenpå. På CD’en er der trancemusik - elektronisk musik, der er en afart af techno.

»På det tidspunkt havde jeg ikke for alvor prøvet stoffer endnu. Men jeg blev helt blæst væk af den CD. Jeg ville bare høre den hele tiden. Jeg tog hjem fra skole for at lytte til den. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men der var noget ved musikken, der gjorde, at jeg vidste, at jeg ville prøve ecstasy.«

Mere turbulens følger. Jean Von Baden stikker af fra Slagelse Gymnasium, vender tilbage til Frederiksberg og begynder på Frederiksberg Gymnasium.

»Jeg syntes, det her med techno var vildt spændende, så den første dag satte jeg mig over til den her fyr, som jeg kunne se, vidste noget om det. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg skulle have ecstasy. Jeg havde hørt om det, læst om det, researchet, og jeg vidste, det var det, man tog til technofesterne dengang,« siger Jean von Baden, der som 19-årig en torsdag tager ind til Indre By i København. På den hedengangne natklub Krasnapolsky finder han én, der sælger ecstasy.

»Jeg spiste den der pille, og det var paradis. Jeg mistede fuldstændig trangen til alkohol. Jeg købte et glas vand, der smagte af jordbær. Livet var skønt. Jeg væltede rundt, og alle var glade og søde og krammede.«

Alkohol bliver uinteressant for Jean Von Baden. Det handler kun om ecstasy og miljøet omkring stoffet.

Jean Von Baden

»Ecstasy var min befrielse. Lige pludselig kunne jeg tale med alle«

---

»Ecstasy var min befrielse. Lige pludselig kunne jeg tale med alle. På det tidspunkt var techno-miljøet et meget trendy miljø med TV-stjerner, rockere, kongelige, opvaskere, bøsser og bander. Der var ingen form for ondskab. Det er et skide fantastisk stof, indtil man ikke kan holde op med at tage det igen.«

I nutidens køkken i lejligheden på Sankt Annæ Plads stopper Jean Von Baden talestrømmen et øjeblik.

»Det er OK, ikke?« spørger han med noget bekymret og sårbart i blikket.

»Fortæller jeg noget, du kan bruge?«

Det er svært at forestille sig ham som et arrogant omdrejningspunkt for nattelivets udskejelser. Det han heller ikke i begyndelsen, da han gør sin entré på nattelivets scene. Men det bliver han.

De vilde afkroge

Jean Von Baden bliver gogodanser. Han kaster sig over nattelivet med en glubende sult. Forbruget af ecstasy bliver i starten holdt i det små. Men langsomt eskalerer det. På ecstasy er han glad og udadvendt. Han er på! Han lærer folk at kende i alle hjørner af samfundet. Hans liv bevæger sig ud i vildere og vildere afkroge.

»Sammen med min daværende kæreste fik jeg en lejlighed på 300 kvadratmeter ovenpå natrestauranten Rio Bravo og lige overfor Tivoli. Den kostede kun 4.000 kroner om måneden. Men der var kun petroleumsvarme, og vi havde heller ikke i nærheden af nok møbler. Jeg lod tre venner flytte ind, og så fandt vi et billardbord på en losseplads og lavede et billardrum. Der var også et rum, hvor vi troede, at der var ånder. Vi kunne ikke få vejret, når vi sov derinde - det viste sig så at være på grund af Rio Bravos udsugning. Vi havde også et rum kun med spejle, som man kunne sniffe på. Og et helt rum til vores katte. Og et rum med svampemalling på væggene og en diskokugle i loftet og udsigt til Tivoli. Men jeg kan huske, at det om vinteren var så koldt, at der var istapper på vandhanen ude ved badekarret, fordi vi kun havde råd til én petroleumsovn. Vi var helt blæst væk på stoffer og havde lilla hår, og så bar vi de her dunke med petroleum op i lejligheden. Det var faktisk ikke så luksus.«

Langsomt begynder technofesterne at ebbe ud. Det bliver til mindre ecstasy og mere kokain. Tankerne om, at det nok ikke er holdbart at leve som gogodanser på store mængder stoffer, begynder så småt - meget småt - at rumstere i Jean Von Badens hoved.

»På det tidspunkt var min kæreste og jeg faste gogodansere for Hells Angels, når de holdt fester i Titangade. Det var under rockerkrigen, og jeg begyndte at få noia. Jeg ringede og sagde, at både min kæreste og jeg var blevet syge. Det var så den aften, hvor en raket blev skudt gennem væggen. Bagefter fik jeg at vide, at den ramte lige, hvor dansepodierne stod.«

Det næste skridt

Jean Von Baden faser gogodansen ud, og så kan man måske tale om, at det er tilfældigt, at han pludselig bliver festarrangør. På den ene side havner Brøndsalen på Frederiksberg pludselig i hans skød - de 30.000 kroner, det koster at leje stedet, låner han af rockere. På den anden side er det et helt naturlig næste skridt, når natten og festen er ens hjemmebane.

Jean Von Baden er enormt dygtig til at skaffe mennesker. De smukkeste og mest spændende fra alle mulige grupper bliver inviteret til hans fest i Brøndsalen. Men det praktiske har han ikke gjort sig mange tanker om.

»Alt det der med lys og lyd tænkte jeg ikke rigtig over før på dagen. Jeg kan huske den der følelse af »shit«. Heldigvis kendte jeg en, der var på DTU, som kunne mig låne en bar. Så fandt jeg noget lilla net og satte nogle broccoli og en solsikke op på væggen som dekoration i den her kæmpe sal.«

Lys og lyd falder via netværk og tilfældigheder på plads i allersidste øjeblik. Mellem 1000 og 1500 mennesker kommer gennem døren den aften. Festen er en succes.

Morgenen efter festen vågner Jean Von Baden i en busk udenfor Brøndsalen med en flaske gin i favnen. Han får karantæne fra Brøndsalen, men det er uden den store betydning.

»Festen gik så godt, at folk gerne ville have mere. Jeg tænkte, at det da var en fed måde at blive set på. Ham, der er festarrangør, vil folk gerne være gode venner med. Jeg blev set og havde det godt. Bare ikke i min hverdag. Den blev forfærdelig. Jeg havde tre-fire dage med narko, og så havde jeg tre dage, hvor jeg havde det forfærdeligt og lå i fosterstilling.”

I 1999 bliver Jean Von Badens natklub-events rundt omkring i byen kåret til årets natklub.

»Jeg blev festkongen, og jeg var i starten af tyverne. Det definerede mig. Men jeg kan ikke huske, at jeg syntes, det var sjovt. Inde i mig var jeg jo ikke noget. Jeg opfattede mig selv som trailer trash og en taber, hvor hele familien var død. Når man har det sådan, skal der rigtig meget druk og stoffer til at være megatrendy og være på hele tiden.«

Hånd i hånd med Mick Jagger

Det går fra den ene outrerede oplevelse til den næste. Han bliver truet, forsøgt kidnappet i Costa Rica, fængslet i New York og han tager alt fra kokain til amfetamin til ecstasy, og alkoholen kommer ind i billedet igen. Men det går fortsat godt. På overfladen.

På et tidspunkt starter han sammen med nogle andre Club Lækker på Kongens Nytorv. På åbningsdagen kører to stretchlimoer op foran indgangen. Jean Von Baden bliver hentet ud af klubben. Tre meget høje kvinder stiger ud, og han bliver bedt om at stige ind.

»Så sad Mick Jagger derinde og sagde »hello« med engelsk accent. Han spurgte mig, hvorfor jeg gik rundt og talte om hans datter.«

Det viser sig, at Mick Jagger er i byen i forbindelse med en receptionen for en kunstudstilling med Ronnie Woods værker. Her er det kommet ham for øre, at en fyr ved navn Jean Von Baden taler om at have festet med hans datter.

»Jeg forklarede, at jeg havde mødt Jade Jagger på Ibiza og danset med hende på stranden, og at jeg havde fortalt om det, fordi jeg var stolt af at have danset med Mick Jaggers datter.«

Mick Jagger accepterer Jean Von Badens forklaring, og spørger så, om det er en god fest, han har kørende.

»Jeg siger, at det er den bedste fest. Så siger Mick Jagger, at han gerne vil med ind. Men kun hvis jeg holder ham i hånden. Så kommer jeg gående ind ad døren til Club Lækker med Mick Jagger i hånden.«

Her stopper Jean Von Baden et øjeblik og smiler. For mindet er både absurd og godt, selv om det er hentet frem fra en vanvittig tid.

Club Lækker kører i en lang periode en gang om ugen. Det hele kulminerer, da Jean Von Baden sammen med de øvrige bag natklubben lejer hele Tivoli, kører kendisser ind af bagdøren, har egen badetøjsserie og boblebad på terrassen.

»Jeg stod selv i badekåbe ude foran og afviste 3.000 mennesker. Det var superarrogant. Jeg hadede det virkelig. Jeg syntes, det var en forfærdelig rolle at være i.«

Det går fra skidt til værre, da han senere bliver medejer af den eksklusive natklub Nasa.

»Jeg begyndte at tage på. Jeg svulmede op af alkohol. Jeg hævede. Jeg havde det virkelig svært i privaten,« fortæller Jean Von Baden om Nasa-tiden.

»Jeg begyndte mere og mere at indse, at jeg ikke havde nogen uddannelse, og at jeg ikke kunne være nogen uden at tage noget. Mit selvværd var ikke-eksisterende,« siger Jean Von Baden.

Pigen, der blev

Han er tilbage, hvor fortællingen startede. I sommerhuset i Nordsjælland, som han låner af en ven. Her søger han tilflugt. I et helt år er han alene - i starten med kokain og hash. Men det ebber langsomt ud. Det helt store vendepunkt kommer, da han inviterer en pige op til sig i sommerhuset. Til en jobsamtale - hedder det sig i hvert fald. Hun hedder Deborah Szakolnik, og hun tager aldrig hjem igen.

»Det reddede mit liv. Hun sagde til mig, at det eneste, hun krævede af mig, var sandheden. Og det er helt vildt, hvor godt det går med det. Det er det fedeste drug, jeg har prøvet i hele mit liv,« siger Jean Von Baden, men skynder sig at sige, at andre ikke kan redde en. Det skal komme indefra.

I dag er det fem år siden, at Deborah Szakolnik kom ind i Jean Von Badens liv, og otte måneder siden de blev forældre til deres lille dreng. Allerede i juni 2011 afsluttede Jean Von Baden en uddannelse som psykoterapeut, og kongen af det københavnske natteliv har velvilligt givet krone og scepter fra sig. Hverdagen står nu på bleskift, ordinær døgnrytme og regninger.

»Jeg arbejder primært som psykoterapeut. Derudover holder jeg foredrag om alt fra forskellige stoffers effekt til materalisme. Jeg er også begyndt at få en del DJ-Jobs igen. Men jeg spiller mest om dagen. Når det er udendørs, og det er inden midnat, så er jeg helt vild med det,« siger han.

Stofferne, der både løftede ham op og trak ham hele vejen ned, er det slut med.

»Jeg kan godt finde på at drikke en øl, men stofferne er helt væk. Jeg har ikke behov for dem længere,« siger han og tilføjer:

»Jeg har fået så meget indhold i mit liv.«