Han var hende utro gang på gang – alligevel endte hun ofte med at sige: »Jeg bliver hos dig, selvfølgelig bliver jeg hos dig«

Hvorfor falder tilsyneladende stærke kvinder med tilpas meget forstand for netop den type mænd? Og bliver hængende? Sociologen Carolina Magdalene Maier hang fast i et dysfunktionelt forhold. Nu står hun bag en ny podcast om den sprængfarlige kærlighed og om, hvorfor det ikke altid er så let »bare at forlade ham«.

I en ny podcast »Dysfunktion« har Carolina Magdalene Maier interviewet fem kvinder om deres forhold til mænd. Mænd, som ifølge kvinderne havde en dysfunktionel adfærd, og som for et par af kvinderne endte med en flere år lang kamp for at frigøre sig. Søren Bidstrup

»Det er nu, du skal gå. Nu, du skal forlade ham.«

I en længere periode var sociolog og tidligere politisk ordfører for Alternativet Carolina Magdalene Maier kæreste med en mand, som fik vendt op og ned på hendes virkelighed. Til sidst havde hun mistet al sin selvrespekt. Grænser var blevet overskredet, og personlige nedvurderinger almindelige.