Han kom fra himlene og delte vandene

I tirsdags døde modernismens og meditationens største musiker, komponisten Karlheinz Stockhausen. Nekrologerne viser en mand, alle tog stilling til – men som ingen rigtig kunne lide. Hvem var han egentlig?

Karlheinz Stockhausen dirigerer en koncert med sine værker i Budapest i 1984. Stockhausen, der døde i tirsdags, 79 år, begraves i morgen på en skovkirkegård uden for den lille by Kürten i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, hvor han boede. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Scanpix

Da dirigenten Sir Thomas Beecham blev spurgt, om han havde hørt noget af Stockhausen, svarede han: »Nej. Men jeg har lige trådt i en«...

Hvad kan man lære af den sammenligning? Først og fremmest at man godt må dømme verdens mest omtalte komponist på rygterne alene. Selve ordet »Stockhausen« er for længst blevet synonym med hele den modernistiske musik, med hele efterkrigstidens forhadte pling plong – lidt som ordet »Mozart« er synonym med det wienerklassiske. Og fornavnet Karlheinz har gjort resten af arbejdet.

Vel var Stockhausens musik pling plong engang. Det var dengang, Tyskland lå hen i ruiner. Teenagerens nervesvækkede mor blev gasset af nazisterne og vendte efter hans eget udsagn hjem i en skotøjsæske. Som den første komponist overhovedet tog han konsekvensen og satte musik på formel:

Hvilke toner skal med i et værk? Og hvor længe skal de vare? I den unge mands sind havde menneskets valg ført til krig. Fra nu af kunne man godt skrive en tabel, sætte et kryds tværs igennem tallene og lade det bestemme tonerne. Resultatet blev gennembrudsværket »Kreuzspiel« fra 1951. Stockhausen var dybt inspireret af Hermann Hesses bøger, skrev selv en roman over samme læst og forlod aldrig siden den lidt blege fremtidsverden af metafysik og ideale fordringer.

Han tog den kunstneriske konsekvens af krigen, ja. Som den eneste dengang. Og han gjorde det lige siden: Indtil dette efterår arbejdede han igen og igen med krigen – tag bare den fantastiske »Oktophonie« fra 1991, hvor lyden af raketter sendes ud gennem otte højttalere og flyver faretruende om ørerne på folk.

Krigen var faktisk nærværende for ham hele tiden. Da han 17 år gammel fik arbejde som portør, så han nedfaldne piloter blive indlagt med gips fra top til tå. Stockhausen gik rundt med et sugerør og gav dem vand gennem mundhullet. I den tilstand blev de allierede fly som musik i hans ører, har han fortalt.

Det er også i det lys, man skal se den nylige katastrofe i hans liv: Hans bemærkning fra 15. september 2001 om attentaterne i New York...

Ved en pressekonference kaldte han forbrydelsen det største kunstværk i menneskehedens historie. Han tænkte vel på flyene fra gamle dage. På at to fly giver mere rytme end ét. Og på at det var store symboler, der blev væltet. At mindst én filosof sagde noget lignende på dansk TV, gjorde ikke forargelsen mindre. Ej heller at bagmanden i hans øjne var Lucifer, den onde lysbringer – dét forstod man da slet ingenting af. Stockhausen var dømt ude og kom aldrig rigtig tilbage.

Men synd var det. Stockhausen rendte ind i den slags igen og igen. Verdens mest omtalte komponist havde sin person imod sig. Han behandlede de fleste mennesker nedladende – uden medleven, uden smil på læben eller rynker i panden, uden engagement overhovedet. For han var jo på vej et andet sted hen: Han stammede i egne øjne fra stjernen Sirius og var sendt herned for at lære andre mennesker noget.

Eller hvad... Dækkede det hele snarere over en usikkerhed? Undertegnede traf ham ved adskillige lejligheder – første gang dengang han dirigerede sin egen »Inori« i Odense, sidste gang under festivalen for elektronisk musik i Skinnskatteberg i år 2000. Hver gang fik man indtrykket af et menneske, der var ulykkeligt og alligevel i balance.

Ulykkelig vilje til kontrol
Karlheinz Stockhausen var måske aldrig helt rask. Allerede hans tidligste værker afslørede en ulykkelig vilje til kontrol. Men det var en kontrol med musikhistorisk potentiale. »Kreuzspiel« var bare ét eksempel – de skal tælles i hundreder.

En nekrolog som New York Times’ i forgårs fortæller om alt det andet, han måtte kæmpe med. Den er forfattet af selveste Paul Griffiths og viser musikkritikkens grå eminence i gang med et faderopgør af den anden verden:

»Lige fra han var i tyverne, tvivlede han aldrig på sig selv som verdens største komponist,« skriver Griffiths bl.a. – »og denne overbevisning guidede ham i alt. Den gjorde ham autoritær i behandlingen af andre. Den fik ham gennem alle de kreative udfordringer, han satte sig selv som ung. Men den efterlod ham til sidst som en isoleret skikkelse.«

Til det må man spørge: Hvilken komponist ser ikke sig selv som verdens største? Og hvem er det lige, der har isoleret sig fra hvem – hvis man overhovedet kan kalde verdens mest omtalte komponist isoleret?

Et faderopgør... Stockhausen komponerede over 350 værker og tegnede en epoke næsten hver eneste gang:

I halvtredserne var det med elektronik. Uden værker som den uhyggelige »Gesang der Jünglinge« fra 1956 med den sønderklippede drengestemme eller mesterværket »Kontakte« fra 1960 ville den rytmiske scene have formet sig helt anderledes. Det tyske Frankfurter Allgemeines nekrolog hedder ligefrem »Papa Techno« – og det var vel også elektronikken, der satte ham på gruppen The Beatles’ mest berømte cover nogensinde. På det punkt var han det store opfinder. Så der er nok at gøre oprør imod. I tresserne kom den intuitive musik så til. Plus en helt ny forståelse af rummet som både instrument og ramme om musikoplevelsen. Og selvfølgelig det ungdomsoprør, han så sig selv som en af fadderne til. Pludselig skulle man sidde i rundkreds omkring et bål og flippe ud. Stockhausen gik endnu en gang foran og komponerede værker som »Stimmung« og musik uden lyd overhovedet. Her blev han snarere til guru – snarere bagmand end opfinder, snarere filosof end stor komponist.

Det var måske det mest beundringsværdige ved hans kunst: At han hele tiden kunne genopfinde sig selv. En kollega som Pierre Boulez er måske nok komponist af samme format, måske endda større. Men da modernismen døde, blev der langt mellem Boulez’ værker. Franskmanden levede videre som dirigent og gør det endnu i dag.

Karlheinz Stockhausen blev derimod ved og ved og ved. I halvfjerdserne skulle den pludselig stå på enkelhed – og det har det gjort lige siden. Stik modsat rygternes, fordommenes, de onde tungers Stockhausen har hans musik de sidste fyrre år været næsten nøgen.

Tag bare skønne værker som »Mantra« og især det tyste »Inori« for stort orkester. Eller tag det værk, der lagde beslag på ham fra 1977 og helt frem til 2003: »Lys – ugens syv dage«, som det hedder på dansk. Det er syv store operaer, én til hver ugedag. Komplet med bestemte melodier, bestemte farver, bestemte mineraler, planeter og sindsstemninger til hver dag. Igen et værk hvor lyd og betydninger flettes sammen. Helt igennem selvbiografisk. Lyder det indviklet? Alligevel hører man grundlæggende de samme 36 toner gennem næsten et døgns spilletid. De er ikke matematiseret til ukendelighed, kommer aldrig spejlvendt eller baglæns.

Nej… Tonerne i »Licht« er nøgne – fuldstændig som den musik, danske komponister dyrkede i samme periode. Af samme grund er vores manglende forståelse for hans kunst ulykkelig. Han har været spillet en hel del herhjemme, ja. Men at vi danskere aldrig begavede ham med vores verdenskendte Sonnings Musikpris og foretrak mindre ånder, er lidt af en skandale. Og endnu mere uforståeligt.

Karlheinz Stockhausen lever ikke længere, det skulle da lige være på sin stjerne i det fjerne. Han vil blive savnet af forbløffende få. Men som kunstner med systemer på spil og det etiske i højsædet ligner hans livsværk det sidste af sin art.