»Han kan jo bare arbejde med nogle andre«

Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, forstår ikke instruktør Anders Rønnow Klarlunds kritik af den danske filmindustri, som han kalder »underleverandør til landets slikfabrikanter«.

Peter Aalbæk, Zentropa. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Enten er det alverdens filmfestivaler, som tager fejl, eller også er det Anders Rønnow Klarlund. Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen er i hvert fald ikke enig i den kritik, som filminstruktøren bag film som 'Strings' og 'Verdens ende' i går fremsatte imod ham og den danske filmindustri.

Anders Rønnow Klarlund kritiserede Zentropa og filmselskabets direktør, Peter Aalbæk Jensen, for at svigte selskabets kunstneriske idealer. Et svigt, der bl.a. nu er medvirkende til, at filminstruktøren har valgt at afslutte sin karriere. Et valg, som Peter Aalbæk Jensen ikke har megen forståelse for.

- Jeg synes, det er ærgerligt, for jeg er stor fan af hans film "Hvordan slipper vi af med de andre" og "Strings." Det er fænomenale værker, men jeg er også ligeglad, for så kan han jo bare arbejde med nogle andre, siger Peter Aalbæk Jensen.

Han kalder det sidste halvandet år for Zentropas "mest kunstneriske fremgangsrige periode" og mener derfor ikke, at Anders Rønnow Klarlund har hold i sin kritik.

I følge Anders Rønnow Klarlund lovede Peter Aalbæk, at der ville blive oprettet en såkaldt "Brilleabefond," der specifikt skulle finansiere mindre kommercielle film, men ifølge Peter Aalbæk Jensen ville fonden ikke forny filmsproget og give Zentropa en vitaminindsprøjtning. Derfor blev fonden aldrig oprettet.

- Det ville faktisk være lidt bagstræberisk at gå ind og bruge krudt, energi og penge på at støtte noget, som der ikke var noget fornyelse i. Jeg tror altså ikke, at man gør nogen en tjeneste ved at sætte noget i gang, som ikke har en mission, siger Peter Aalbæk Jensen.

Anders Rønnow investerede selv 300.000 kr. i Zentropas aktier i den forventning, at firmaet fortsat ville støtte de særligt kunstneriske film, men selvom "Brillefonden" aldrig blev oprettet, skal Anders Rønnow Klarlund ifølge Peter Aalbæk Jensen være glad for, at han har investeret i et selskab, som "pt. er meget succesfuldt."

I stedet for altså at fremme de mindre kommercielle film, mener Anders Rønnow Klarlund, at Zentropa lægger vægt på, at succesinstruktører som Lars von Trier kan lave kunst "ved at rette sit kamera mod sine skuespilleres genitalier, mens alle andre kan få lov at knokle med at lave billige krimier og folkekomedier." Den kritik har Anders Rønnow Klarlund ikke ret i, siger Peter Aalbæk Jensen.

- Det kan diskuteres fra nu af og til juleaften. Det er f.eks. ikke Lars von Trier, der har vundet flest priser. Det er faktisk en bred vifte af ret stærke filminstruktører, og det er jo på kunstfilmfestivaler, at de her priser uddeles, så enten tager de grueligt fejl alle sammen, eller også er det min elskede Anders Rønnow Klarlund, siger Peter Aalbæk Jensen.

I går havde Anders Rønnow Klarlunds sidste film "The Secret Society of Fine Arts" premiere, og selvom han nu indstiller karrieren, så er han ifølge Peter Aalbæk Jensen stadig velkommen hos Zentropa.

- Jeg ville blive ved med at investere i Anders Rønnow Klarlunds film, hvis ikke det var, fordi han havde valgt at kvitte karrieren. Det har jeg gjort med andre instruktører, som før eller siden er endt med at tjene nogle skejser. Jeg er sikker på, der er nogle, der gerne vil lave film med ham, hvis han ikke kan holde mig ud, siger Peter Aalbæk Jensen.