Han kan det hele

50 i morgen. Søren Pilmark er dansk teaters vidunderbarn - lige meget hjemme i Ørkenens Sønner som i rollen som Hamlet. Med alderen stadigt mere selektiv i forhold til opgaverne.

<CS8.7>Søren Pilmark er en skuespiller som spænder vidt, gennem årene har han vist sin alsidighed i meget forskellige roller både på scenen og i TV. Foto: Nanne Kreutzmann Fold sammen
Læs mere

Er der overhovedet nogen skuespiller herhjemme, der kan så meget som Søren Pilmark? Som spænder så vidt? Som bevæger sig på en scene med en sådan selvfølgelighed? Ikke bare er han en gudbenådet skuespiller, der gennem årene har vist sin alsidighed i vidt forskellige roller, som han har sat hele sin koncentration og vitalitet ind på at forløse. Naturligt maskulin og autoritativ, men uden at den blændende teknik har skygget for følsomheden. Og ofte med en drenget - eller snarere aldersløs - rådvildhed i blikket. Altid timet, altid troværdig, altid til stede. Tænk blot på de roller, han spillede på Det Kgl. Teater, da han efter de lovende år på Aarhus Teater blev hentet til København af daværende direktør Henrik Bering Liisberg i 1980. Han spillede det hele - fra »Marx og Coca-Cola« til den komplicerede indvandrermonolog »Om natten før skoven«. Fra musicalen »Guys and Dolls« over »Erasmus Montanus« til Konstantin i »Mågen« og »Richard III«. Han var en af grundpillerne i repertoiret, fordi hans talent ikke er begrænset til et enkelt rollefag - en af den slags skuespillere, som Det Kgl. Teater i disse år kunne have brug for som en af de meget få, man kan bygge et repertoire op om. Men karakteristisk for Pilmark var der andre græsgange, der lokkede.

Moderne og rastløs
Allerede i årene på Kongens Nytorv tog han afstikkere til andre teatre, f.eks. som morsom piratkonge i operetten »Piraterne fra Penzance« på Folketeatret og til Betty Nansen Teatret, hvor han var den gale Johannes i »Ordet« og en særdeles nutidig og moden Hamlet hos Peter Langdal. Samme sted spillede han overbevisende Werner Heisenberg i Niels Bohr-dramaet »København«, så det udløste en Teaterpokal. Og han boltrede sig som en fisk i vandet i musicalopsætninger på Østre Gasværk (»Miss Saigon«) og Gladsaxe Teater (»Trold kan tæmmes«). Men han har - som den moderne, rastløse skuespiller han er - mindst lige så hyppigt bevæget sig uden for den egentlige teaterscene, hvor han har udfoldet sit formidable entertainer-gen og flabede elegance. Som tryllekunstner. Som showman med bigband. Som komisk-elegant klaverbokser i verdensklasse med legekammeraten i flere sammenhænge, Per Pallesen - både herhjemme og i det store udland. Under navnet Khamel Ull-Zuut i den lavtflvende, »uartige« musikalske kvartet, Ørkenens Sønner. Som rimende vært for millioner af seere i det internationale Melodi grand Prix sammen med Natasja Crone - en fejltagelse, der stadig kan ærgre ham. Som fitnisse i TV's julekalender »Nissernes ø«. Søren Pilmark har ikke stillet sig tilfreds med at låse sig selv fast - og han har haft talentet til at lade være. Og evnen til at tjene penge på festoptræden og DSB-reklamer som trofast straight man over for plysdyret Harry, så han har kunnet vælge og vrage mellem opgaverne.

Det skal være sjovt
Det har desværre gjort hans sceneroller stadig mere sjældne i de år, hvor en lang række roller venter på ham - i denne sæson får vi ham desværre slet ikke at se. Som han sagde til Berlingske Tidendes Annelise Bistrup for et par år siden: »De roller, jeg synes er interessante, bliver mere og mere krævende og mere og mere omfangsrige. Hold kæft, hvor er det anstrengende! Det er et bjerg, man skal kravle op ad hver gang, og man kan sagtens blive grebet af panik«. Pilmark venter, til han har lyst: »I dag er det meget vigtigere for mig at have det sjovt, end hvad andre har af ambitioner på mine vegne«. Sådan har det ikke altid været, vedkender han - kravene til ham selv har været skyhøje, med optræden som en måde at opnå kærlighed og anerkendelse på, allerede fra enspænderdrengen fra skoleinspektørhjemmet i Hvidovre underholdt forældrene og fik opmærksomhed. Men med årene er han blevet langt mere bevidst om, at skal han have andre til at tro på det, han gør, så må han også selv tro på det. Og tiden bruges bl.a.sammen med de tre børn og hustruen Susanne i det hjem, som er hermetisk lukket for pressen.

Af med dæmonerne
En af de genrer, han hellere beskæftiger sig med, er TV og film, der i en årrække ikke gjorde helt så megen brug af Pilmarks talent, som han kunne fortjene. Men de seneste år har han scoret et par gevaldige succeser, hvor han har kunnet demonstrere sin fintmærkende teknik. I 80erne var han smart og selvglad karrieredreng i kontorkomedien »Èn stor familie«, i 90erne følsom alenefar i »Roser og Persille« og lidt slukøret fægtehelt i fiaskoen »Gøngehøvdingen«. Og så naturligvis den kyniske og komisk pointerede reservelæge i pragtfuldt underspil over for Ernst-Hugo Järegårds flamboyante Dr. Helmer i »Riget«. Og på det store lærred er han, som sagt, inden for de seneste år trådt i karakter med et par vellykkede roller: I »Blinkende lygter« som menneskelig forbryderhelt. Og naturligvis som den iskolde og afstumpede magtpolitiker Erik Drejer i den politiske thriller »Kongekabale«, en skræmmende og begavet præstation, der stort set har indbragt ham alle filmens priser. I øjeblikket venter vi på at se ham i Peters Schrøders kommende spillefilm, »Lotto«.

Søren Pilmark lægger ikke skjul på, at han gentagne gange har søgt psykologhjælp for at lære at tackle livet og finde sig selv. Det forklarer sandsynligvis også noget af den stærke selektivitet, der er kommet med årene: »Jeg vil gerne af med mine dæmoner, selv om det kan betyde, at jeg mister mit talent. Hvis jeg er helt lykkelig, hvad skal jeg så optræde for? Kunsten at optræde er jo en form for forløsning, som man ikke kan få ud andre steder end der. Det er jo sådan, det er«. Lad os håbe, at der stadig er et par sten tilbage i skoen. I Kirsten Jacobsens fine interviewbog »Søren Louis Pilmark«, som udkommer på Gyldendal, summerer han selv sit forhold til metieren op: »Da jeg var yngre, syntes jeg altid, at hele prøveforløbet var et nødvendigt onde. Jeg glædede mig til at spille det. Det var resultatet, der betød mest. Nu har jeg det omvendt. I dag er det selve skabelsesprocessen, der er den givende, den vigtige for mig. For lykkelig er den, der er på vej. Målet er ikke noget i sig selv. Og det er det, jeg er. Jeg er på vej«.