Han er her endnu, Sir Salman

25 år efter iranske ayatollah Ruhollah Khomeinis dødsdom er forfatteren Salman Rushdie stadig i live og i form.

Salman Rushdie er anerkendt som en af denne verdens betydelige forfattere, og det er næppe noget, der huer mørkemændene. Foto: Andrew Winning Fold sammen
Læs mere

Hvis det havde været en spændingsfilm, havde det været en stærk åbningsscene. Men det var ikke en film. Det var virkelighed.

Vi er i vinteren 1989. Bruce Chatwin, en af periodens store og meget læste forfattere, er lige død af AIDS, 48 år gammel. Til begravelsen i den græsk-ortodokse kirke i London-bydelen Bayswater er flere af hans bedst kendte kolleger til stede, folk som Martin Amis, Paul Theroux, Salman Rushdie ...

Sidstnævnte, der er fyldt 41 år, har nogle år forinden fået en af den engelsksprogede verdens mest prestigefyldte litterære priser, Booker Prize, for romanen »Midnatsbørn«. Hans seneste roman, »De sataniske vers«, er blevet nomineret til den samme pris og er blevet hædret med den fornemme Whitbread Book Award.

Forfatteren, der er født i Bombay, men uddannet i Storbritannien, er sin unge alder til trods allerede en litterær superstjerne. Ikke let at læse, men beundret af kritikere og fans for sin sproglige overlegenhed og fænomenale fortælleevne. Men da Salman Rushdie møder op til begravelsen, er det begyndelsen til enden på det liv, han indtil da havde levet, og han ved det godt selv.

En sørgelig historie

Samme morgen har han fået at vide, at Irans åndelige leder, oldingen ayatollah Ruhollah Khomeini, få dage før, 14. februar, har udstedt en religiøs befaling, en fatwa, med påbud til alverdens rettroende muslimer om at dræbe Rushdie, den formastelige. Og ikke bare ham, men også alle hans håndlangere i skikkelse af forlæggere og oversættere. (At det rent faktisk senere lykkedes at få myrdet den japanske oversætter er den sørgeligste del af hele den sørgelige historie).

Den gamle fundamentalist hævder, at »De sataniske vers«, hvor profeten Muhammed, en af den komplekse bogs utallige figurer, for en kort stund mister troen på den ene og sande Gud, og hvor der i øvrigt også er et morsomt portræt af en eksileret ayatollah, inspireret af Khomeiny, er blasfemisk. Derfor skal forfatteren dø.

Efter begravelsen går Salman Rushdie ud i byen og får fat på sin søn. Så går han og hans familie under jorden.

Anerkendt og hædret

Fatwaen var, på sin egen morbide måde, en logisk følge af, hvad der var gået forud.

Nogle britiske muslimer havde set stort på vestlige dyder såsom ytringsfrihed og kunstnerisk frihed og havde krævet bogen trukket tilbage. Romanen var blevet forbudt i Indien, Bangladesh, Sudan og Sydafrika. Senere fulgte Sri Lanka, Kenya, Thailand, Tanzania, Indonesien, Singapore og Venezuela. Kortfør ayahtollahens dødsdom havde der også været voldsom ballade i Pakistan.

Salman Rushdies litterært ambitiøse værk, som næppe mange blandt de ophidsede masser ville være i stand at at læse, endsige forstå, var blevet et hadeobjekt. Den var blevet et påskud for at puste til en latent vrede mod alt vestligt. På samme måde som Muhammed-tegningerne senere blev det.

Men Salman Rushdie klarede den. Han overlevede. Han havde sine nedture, og han ydmygede sig på et tidspunkt over for rettroende kredse, der ville have ham til at fortryde, og han blev skilt, og det var nogle gange et helvede.

Men han overlevede, og han fik alle sine kreative evner igen og skrev mesterlige romaner som »Maurerens sidste suk« og »Klovnen Shalimar« og »Fortryllersken fra Firenze«. Den britiske dronning gjorde ham ridder, og han blev udnævnt til kommandør af det franske l’Ordre des Arts et des Lettres, og senere i år tager han til Odense for at modtage H.C. Andersen Litteraturpris 2014.

Salman Rushdie er anerkendt som en af denne verdens betydelige forfattere, og det er næppe noget, der huer mørkemændene, men sådan er det. Han er her endnu, Sir Salman. Det er ayatollahen forresten ikke.