Han boltrer sig med dans, pirater og en lille sort havfrue

60 år lørdag. Rob Marshall håndterer både musical og action, og så har han gjort sig bemærket med en kommende Disney-film.

Rob Marshall (th) sammen med Johnny Depp og Penélope Cruz ved præsentationen af hans bidrag til »Pirates of the Caribbean«.  Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE NELSON

Allerede efter sin første spillefilm blev han nomineret til en Academy Award (Oscar). Han har arbejdet med de største stjerner, og sidste år vakte han opsigt, da han til genindspilningen af Disneys udgave af »Den lille havfrue« valgte en sort skuespiller til hovedrollen.

Rob Marshall, amerikansk filminstruktør som 17. oktober runder de 60 år, synes egentlig ikke at være en mand, der gør meget væsen af sig. Til gengæld formår han at ramme et stort publikum med sine film, der tæller en del succeser og i begrænset omfang fiaskoer.

Hans debut med levende billeder var en TV-udgave af musicalen »Annie«, men gennembruddet som filminstruktør på det store lærred kom 2002 med biografversionen af musicalen »Chicago«, der fik en Oscar som årets bedste film.

Senere stod Marshall bag »Memoirs of a Geisha«, der modtog tre Academy Awards. Han instruerede også den stjernespækkede »Nine« med bl.a. Daniel Day-Lewis, Marion Cotillard, Nicole Kidman, Sophia Loren og Penélope Cruz på rollelisten. Filmen byggede på en musical, der igen byggede på Fellinis gamle film »Otte en halv«, men fik en noget blandet modtagelse.

Det er dog ikke dans og sang det hele. Rob Marshall havde instruktørfingrene i den fjerde film i actionserien »Pirates of the Caribbean« med Johnny Depp og Penélope Cruz. Til hans seneste arbejder hører »Mary Poppins vender tilbage« med Emily Blunt og Meryl Streep.

Fantastiske stjerner

Marshall synes ikke at have besvær med at få de store navne lokket til sine film. Om dem har han udtalt:

»Det tog lidt tid, eller vi har været lidt sent på den. Men endelig har vi erkendt, at de internationale stjerner er fantastiske. De er de største skuespillere i verden, og kun få mennesker ved det.«

I fjor kom Rob Marshall i vælten, da Disney-koncernen bebudede, at han skulle stå for genindspilningen af »Den lille havfrue«, og at hovedrollen som havfruen Ariel skulle spilles af den unge afroamerikanske sanger og skuespiller Halle Bailey – ikke at forveksle med den verdenskendte Halle Berry.

Valget af hovedrolle har ført til både applaus og mange vittigheder – foruden en del racistiske bemærkninger –  på de sociale medier. Indtil videre har covid19-epidemien udsat indspilning og premiere på filmen.