Han blev til på Jamaica for snart 70 år siden. Nu er James Bond vendt tilbage

I »No Time to Die« er James Bond for en stund igen på det sted, hvor det hele begyndte: Jamaica. Det var her, Ian Fleming skrev alle bøgerne om den ustyrlige agent, og for første gang siden 1973 er en Bond-film delvis optaget her.

 
No time to die trailer. Video: SF Studios Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anmelderne kunne ikke få armene ned, da den 25. James Bond-film forleden omsider havde premiere.

Det samme gjaldt alle dem, der var med til verdenspremieren i Royal Albert Hall, og som havde ventet i spænding på at se Daniel Craig i sin sidste rolle som Agent 007.

Et sted langt fra den røde premiereløber i London blev der også jublet, for efter knap 50 år er spionen vendt tilbage til stedet, hvor det hele begyndte: Jamaica.

Det var her, Ian Fleming opfandt den fiktive agent og skrev alle sine 12 romaner om 007. Til gengæld er der ikke siden 1973 optaget scener til en Bond-film i Jamaica. Indtil nu.

I »No Time to Die« har James Bond taget hul på sit otium og nyder for en stund livet på øen, der særligt er kendt for reggae og eksotiske strande. Så længe det varer. Inden længe er han naturligvis igen involveret i en mission, der denne gang leder ham på sporet af en skurk, som gemmer på et hemmeligt våben.

Blev forelsket i øen

​Men hvem var manden, der formåede at skabe bestsellerserien med et bogsalg på over 100 millioner eksemplarer på verdensplan, og hvordan havnede han på en caribisk ø?

I Jamaica håber turistindustrien, at den nye James Bondfilm kan få flere turister til den eksotiske ø. Fold sammen
Læs mere
Foto: GoldenEye.

Ian Fleming var britisk, født i 1908, og det, man roligt kan kalde en alsidig mand. Blandt jobtitlerne var journalist, forfatter og britisk efterretningsofficer i flåden. Desuden havde han været ansat i banksektoren og arbejdet som børsmægler og været korrespondent for nyhedsbureauet Reuters i Centraleuropa.

Det var jobbet som officer, der fik ham til at vende blikket mod Caribien. Under Anden Verdenskrig – i 1943 – deltog han i en britisk/amerikansk militærkonference i Kingston, Jamaica, og til trods for, at det styrtede ned hele tiden, mens han opholdt sig på øen, var han ikke i tvivl: Her ville han bo. Jamaica var på det tidspunkt en britisk kronkoloni og opnåede først selvstændighed i 1962 – efter mere end 300 års britisk overherredømme.

Efter krigsafslutningen i 1945 fik Ian Fleming opført et hus på den nordlige kyst. Han døbte det Goldeneye – formodentlig opkaldt efter en operation, han selv stod i spidsen for under krigen.

»The spy story to end all spy stories«

Det hele gik op i en højere enhed, da Ian Fleming fik jobbet som udlandsredaktør for Kemsley Newspaper Group, som på det tidspunkt ejede The Sunday Times.

Kontrakten var strikket sådan sammen, at han kunne holde hele tre måneders ferie hvert år. De blev tilbragt på Jamaica, og snart opstod ideen til at skrive en spionroman.

Eller som Ian Fleming er citeret for at sige: »I am going to write the spy story to end all spy stories«.

Ian Fleming blev forelsket i Jamaica under en sikkerhedskonference i 1943 og fik bygget et hus på øen, hvor han opholdt sig om vinteren. Det blev første skridt til James Bonduniverset.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Central Press/AFP.

I  biografien »Ian Fleming + James Bond« fortæller forfatteren Ben Macintyre, hvordan Fleming efter en sen tur i byen tog en morgendukkert og satte sig til rette ved sin Royal-rejseskrivemaskine, som han beherskede med seks fingre. De første linjer lød:

»The scent and smoke and sweat of a casino are nauseating at three in the morning.«

Omtrent en måned senere blev det sidste punktum sat. »Casino Royale« – og dermed James Bond – var født. Bogen udkom i 1953.

Den rigtige James Bond

​Faktisk fandtes der allerede en James Bond. Han var amerikansk ornitolog og forfatter til bogen »Birds of the West Indies«, som udkom i 1936. Den bog kendte Ian Fleming ganske godt. Han besluttede, at ornitologens navn var det helt rigtige til en britisk agent med licence to kill.

Den rigtige James Bonds hustru bemærkede naturligivs sammenfaldet, og en dag modtog Ian Fleming et brev fra Mary Bond, som hun hed. Hun beskyldte ham – i en munter tone – for at have stjålet hendes mands navn. Til det svarede Fleming, at han til gengæld gav Bond ret til at bruge navnet Ian Fleming »ubegrænset til et hvilket som helst formål«, ligesom han inviterede ornitologen og hans hustru på besøg på Goldeneye.

Den 'rigtige' James Bond var ornitolog og inspirerede Ian Fleming til at bruge netop det navn til agent 007. Fold sammen
Læs mere
Foto: Wikimedia.

De tog ham på ordet, og i februar 1964 kom parret på uanmeldt besøg. Efter at Ian Fleming havde forsikret sig om, at Bond ikke kom for at sagsøge ham, havde de to mænd efter sigende en god stund sammen.

Det til trods for, at den rigtige James Bond ikke læste bøgerne om sin navnebroder. Det gjorde hans hustru til gengæld, og da de tog afsked adskillige timer senere, forærede Ian Fleming dem en førsteudgave af »You Only Live Twice«, skriver Smithsonian Magazine, som i anledning af »No Time to Die« fortæller historien om den »rigtige« Bond.

Inde i bogen var der tilføjet med håndskrift:

»Til den rigtige James Bond fra ham, der stjal hans identitet, Ian Fleming, Feb. 5, 1964 (en stor dag!).«

Landets mest berømte resort

I en årrække tilbragte Ian Fleming sine vintre på Jamaica og skrev sine romaner i huset på øens nordlige kyst. Det blev til 12 bøger om James Bond.

Ligesom sin fiktive karakter havde han som nævnt en fortid i efterretningstjenesten. Læg hertil en hang til hurtige biler, golf og kvinder – interesser, han efter sigende holdt fast i, også efter at han blev gift med Ann Geraldine Mary Fleming, som han fik en søn med.

Langt senere blev Goldeneye omdannet til Jamaicas ubetinget mest berømte hotel, som i dag tiltrækker stjerner fra hele verden. Siden 1976 har det været ejet af britiske Chris Blackwell, grundlæggeren af Island Records og manager for navne som U2, Cat Stevens og – naturligvis – jamaicanske Bob Marley.

Ian Flemings villa, hvor han skrev 12 romaner om den fiktive agent. I dag kan man overnatte i huset – hvis man har finanserne i orden. Fold sammen
Læs mere
Foto: GoldenEye.

Kommer man som turist, er det oplagt at lande i Ian Fleming International Airport få kilometer væk. Og skulle man være ved at glemme forbindelsen til Bond, har resortet sørget for, at det ikke sker. Soveværelserne bærer navne som Honeychile, Romanov, Solitaire og Vesper – alle kvinder fra Bond-universet.

Det er tilmed muligt at bo i forfatterens egen villa med plads til ti personer – hvis man vil slippe et beløb, der begynder ved cirka 5.000 dollar pr. nat.

Men så bor man også tæt på Ocho Rios, hvor skønheden Ursula Andress i »Dr. No« fra 1962 steg op af vandet med to konkylier i hånden. Stedet optræder i filmen som Crab Bay. Stranden er senere blevet døbt »James Bond Beach« og er en af landets helt store turistmagneter.

Sean Connery var den første til at spille James Bond. Her i »Dr. No« fra 1962 med Ursula Andress som Honey Ryder. En stor del af filmen blev optaget i Jamaica. Fold sammen
Læs mere
Foto: G90/Scanpix.

 

Tilbage til begyndelsen

James Bond (Daniel Craig) på en bar i den del af No Time to Die, der foregår i Jamaica. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicola Dove.

Det er temmelig historisk, at James Bond for en stund lægger vejen forbi Jamaica. Sidst det skete var i 1973, hvor flere scener i »Live and Let Die« blev optaget her mellem smukke strande og krybdyr. Hvem husker ikke scenen, hvor Bond, spillet af Roger Moore, tager flugten hen over en række krokodiller?

Faktisk var det amerikaneren Ross Kananga, der satte fødderne på dræbermaskinerne. Han ejede en krokodillefarm nær byen Falmouth, hvor scenen er optaget – og så var han desuden stuntman.

Rygtet vil vide, at Ross Kanagas egen far blev ædt af en krokodille. Ikke desto mindre sagde han ja til jobbet, og i femte forsøg lykkedes det ham at forcere krokodillerne. Det var et stunt, han fik 60.000 dollar for, og som kostede ham 193 sting på benene og i ansigtet, har han senere fortalt.

​​Det er dog særligt i »Dr. No«, at Jamaicas byer og landskab folder sig ud på det store lærred. Her jager den kinesiske skurk Dr. No James Bond rundt på hele øen. Fra Kingstons larmende gader til de frodige bjerge Blue Mountains og Ocho Rios.

Filmen havde et budget på kun 1.000.000 dollar, mens indtjeningen nåede 59.600.000 dollar på verdensplan. Alene i Danmark fik den 244.000 mennesker i biografen.

James Bonds slægtskab med Jamaica bliver også fremhævet i kunstneriske projekter – her den græske designer Maria Papaefstathiou, som arbejder under navnet 'It's Just Me'. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Papaefstathiou.

I flere af sine romaner, henholdsvis »Dr. No«, »Live and Let Die« og »The Man With the Golden Gun«, sørgede Ian Fleming for at sende James Bond til Jamaica. Da sidstnævnte bog blev filmatiseret i 1974, valgte man imidlertid – efter flere diskussioner – at optage de mere eksotiske scener i Thailand.

Havde håbet på turistboom

Før coronapandemien fik sat en stopper for både turisme og filmpremieren, var der lagt op til, at 2020 skulle være det helt store James Bond-år i Jamaica. Nu sker det med forsinkelse og næppe i samme omfang.

I mellemtiden er der sket det, at den første – og nogle vil mene største – James Bond-skuespiller ikke er her længere. Sean Connery, der døde i oktober 2020, nåede at optræde som den fiktive britiske agent i syv film mellem 1962 og 1983 – én af gangene på Jamaica.

Manden, der fik det hele til at ske, Ian Fleming, døde selv i 1964 af et hjerteanfald i en alder af kun 56 år efter et liv med cigaretter og alkohol i større mængder. Han ligger begravet i England sammen med sin hustru, der levede frem til 1981, og deres fælles søn, Caspar Robert Fleming, som tog sit eget liv i 1975.

Fra Ian Flemings egen villa GoldenEye, hvor der er en lille udstilling. På fotoet Sean Connery og forfatteren. Fold sammen
Læs mere
Foto: GoldenEye.

Men James Bond lever videre i Jamaica. Ikke mindst nu, hvor 007 igen for en kort bemærkning har lagt vejen forbi den caribiske østat med de hvide sandstrande og den storslåede natur.

»Bond betyder for os, at vi er et sted for begyndelser, men vi er også et sted for store afslutninger,« som Jamaicas turismeminister, Edmund Barlett, udtalte forleden.

Ian Fleming ville uden tvivl være godt tilfreds.