Hammershøi i Dreyers lys

Dobbeltudstillingen om Wilhelm Hammershøi og Carl Th. Dreyer, som i efteråret kunne ses på Ordrupgaard, vender i dag »hjem« til Barcelona. Det var her ideen opstod.

Hammershøis "Kvinde klædt i sort" fra 1901. Fold sammen
Læs mere

Som dansker behøver man ikke at se mange sekunder på et billede af Wilhelm Hammershøi, før fornemmelsen melder sig. Nogle gange er det, som når det første snert af kulde i luften en tidlig septemberdag varsler efterårets komme og sommerens snarlige død. Andre som den stille desperation, når vinteren ingen ende vil tage - hverken den klimatiske eller den eksistentielle.

Vemodet og den smukke, forfærdelige indebrændthed hos Hammershøi rammer direkte i mellemgulvet, når man er vokset op i hans hjemland. Men hvordan formidler man de tyste interiører og vinduespartier med eller uden bortvendte kvinder til mennesker, der lever under Middelhavets brændende sol og med Sydens klare farver?

»Hammershøi har jo stort set ikke været vist uden for de nordiske lande. Og så fik vi den ide, at når malerierne nu skulle sydpå, kunne man samtidig lade 'deres lys' tage rejsen med for at fremme forståelsen,« forklarer Jordi Balló med et kryptisk smil.

Unikt projekt

»Hammershøi Dreyer«, der i dag åbner i Barcelonas Centre de Cultura Contemporànea (CCCB), er tydeligvis et hjertebarn for den catalanske kunsthistoriker og udstillingsleder.

Ideen til dobbeltudstillingen fik han under forarbejdet til en bog om samspillet mellem billedkunst og film. Carl Th. Dreyer havde længe hørt til husguderne. Hammershøi kom til efter besøget på en stor udstilling i Paris. Og da Balló i sin research stødte på den danske kunsthistoriker Poul Vads vurdering af Dreyer som den eneste virkelige arvtager til Hammershøi, så han muligheden for at samle de to danske kunstnere i et unikt projekt.

Under et besøg i København blev ideen solgt til bl.a. Anne-Birgitte Fonsmark fra Ordrupgaard, hvor mange af Hammershøis værker hænger til daglig. Resultatet kunne i efteråret ses på det nordsjællandske museum under titlen »Hammershøi - Dreyer. Billedmagi«. Og i dag vender udstillingen så »hjem« til Barcelona med de samme 12 filmsekvenser og 36 malerier men med et forskelligt forløb og på helt andre præmisser.

Dreyer som guide

»Mens folk kender Dreyer, har ingen hørt om Hammershøi, og et af målene med udstillingen er at præsentere ham i Spanien. Derfor har vi vendt tingene hovedet. I stedet for at vise Hammershøi som inspiration for Dreyer, går vi mod tiden og lader filmskaberen introducere maleren,« siger Jordi Balló.

Udstillingen er i CCCB bygget op i tre klart adskilte forløb. Først præsenterer en sal med fotografier og andre personlige effekter de to kunstnere. Herefter følger en "biograf" med fremvisning af sekvenser fra Dreyer-film som "Præsidenten", "Vredens dag", "Ordet", "Vampyr" og "Gertrud", mens udstillingens sidste del er forbeholdt Hammershøi.

Et til lejligheden opført labyrintisk og filmisk inspireret rumforløb sætter de enkelte malerier i scene, og ideen er nu, at komposition og især lyssætning hos Dreyer skal hjælpe med at afkode dem - ikke blot på den indre nethinde men helt konkret. Det er her det "rejsende lys" i bogstavelig forstand kommer ind i billedet.

»Vi lader simpelthen Dreyer sætte lys for Hammershøi. Hvert maleri er oplyst som i konkrete scener fra de film, den besøgende netop har set,« forklarer Jordi Balló.

Universelle

Resultatet, skabt i samarbejde med det catalanske arkitektfirma RCR, er betagende. Mens nogle malerier er oplyst fra siden, som skinnede solen ind gennem et vindue, skal andre studeres ved svagt »stearinlys« som i en scene fra »Vampyr«. Billedet »De fire stuer« hænger for enden af en uhyggeligt oplyst gang - en scene, som filmelskere vil genkende fra »Gertrud«.

Om den subtile lyssætning vil bibringe en spanier nogen dybere forståelse af den særlige danske melankoli, der driver af såvel Hammershøis lærreder som Dreyers celluloid, er anden sag. Men det er heller ikke hovedmålet.

»Da jeg opdagede Hammershøi, troede jeg, at al dansk kunst fra perioden var sådan. Senere fandt jeg ud af, at den var fuld af husdyr og anekdoter. Den dramatiske intensitet og abstrakte styrke hos Hammershøi løfter ham ud over det nationale niveau,« forklarer Jordi Balló og tilføjer:

Det ville se rigtig pænt ud, hvis jeg sagde, at udstillingen skal lære os om Danmark og danskerne. Men det er ikke det, det handler om. Hammershøi og Dreyer er universelle kunstnere, der ad forskellige veje, når frem til samme dramatiske intensitet, og som derfor kan belyse hinanden. Det er dét, som er interessant.«