Hammershøi for ti millioner på auktion

To kostbare malerier af Hammershøi på auktion den 10. december.

Wilhelm Hammerhøis "Interiør med spejl" er vurderet til 5,6-7,5 millioner kroner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man står og mangler en julegaveide af den eksklusive slags, kan man slå et sving om Sotheby´s i London den 10. december.

Den dag har det fornemme auktionshus to malerier af den danske maler Wilhelm Hammershøi (1864-1916) under hammeren.

Begge med klassiske Hammershøi-motiver fra Strandgade på Christianshavn. Begge har været ejet af datteren af kunstnerens svoger Peder Ilsted, og begge er vurderet til et stort beløb.

Det dyreste, "Interiør med spejl", er vurderet til mellem 5,6 og 7,5 millioner kroner og har altid været i familiens eje. Bl.a. har kunstnerens kone Ida og hans søster Anna haft billedet, der i dag ejes af Franciska Halck, der er barnebarn af Kamma Ilsted, som var Peder Ilsteds datter.

Det andet billede, der skal under hammeren, har titlen "Interiør med Windsor stol" og er vurderet til 1,9-2,8 millioner kroner

Billeder af Wilhelm Hammershøi er de seneste år blevet populære på det internationale kunstmarked, hvilket bl.a. skyldes udstillinger af kunstnerens værker i München, London og Tokyo. Kunstnerens stramme og minimalistiske stil appellerer til et internationalt publikum.

I juni 2012 havde auktionshuset i den fornemme Bond Street i London fem billeder af Hammershøi på auktion, og her satte maleriet "Ida læser et brev" rekord for kunstneren med 15,75 millioner kroner. Siden har Sotheby´s solgt flere billeder af  kunstneren, senest i foråret.