Hængekøjen rokker fra side til side

Knirk, Knark, Knirk, Knark. Siger hængekøjen, når den gynger helt utroligt langsomt frem og tilbage.

Det gør den dels, fordi min søn apatisk trækker i den med sin lille syvårige hånd, mens han læser en thailandsk tegneserie om Kong Aim Sikuhata og slaget ved Nong Khai og så selvfølgelig, fordi den er vant til langt mindre vægt.

Det er varmt, fugtigt, ret tidligt om morgenen og ubeskriveligt stille og roligt. Den slags ro, der spadserer lige ind i sjælen. Vi ved, at vi senere på dagen starter vores scooter og kører et eller andet sted hen, spiser en stegt græshoppe og noget sticky rice og ellers bare ser, hvad der sker. Hvis vi selvfølgelig ikke lige fanger en blæksprutte med de bare næver, ligesom i går. Hvis vi gør det, når vi ikke det andet og det er også lige meget. Og det er altså ligegyldigt om jeg, grundet mange korte, men intense ophold i Nordjylland, godt ved, at ligemeget er en lort i hver hånd. Den rammende tilstand af ro, danderen rundt, varmen og den jazzede thailandske måde at håndtere livet på, gør, at om vi går ind i en pind, der stikker ud fra et tag og får en ridse og lige skal rense det eller ser to vilde elefanter, der bader så er det grundlæggende ok. Vi tager livet, som det kommer og det er en rar fornemmelse.

Forleden aften var det alligevel anderledes. Jeg kiggede på nogle gevaldigt store dørhåndtag oppe i den lokale Silvan, der først lukker ved 23-tiden hvilket i sig selv er topmoderne og så fremme i skoene, at det næsten er for meget. Det var nogle virkelig store dørhåndtag og jeg tænkte, at de ville se drøngodt ud på en rimelig lille bas-forstærker, jeg har. Så jeg brugte en times tid på at overveje købet og endte med den, for mig, rimelig uspontane og langsomme konklusion: Snup en iskold frugtjuice og overvej det lige, Tykke du har giga-mange håndtag, du aldrig rigtig har fået skruet på.

Oppe ved hovedvejen på den ø, hvor vi chiller, ligger der en masse små, hjemmekonstruerede barer. Jeg snuppede Annies Fruit Mix Shake Beer Bar. 280 bus-stænger i tilfældigt mønster, en omvendt plastbalje og to farvede pærer. Hyggeligt og tilforladeligt. Bestilte en coconut-shake og nikkede til de andre gæster, som jeg først rigtigt opdagede nu. Tre-fire røde europæere i intim lavmælt snak med seks-syv thailandske piger. Jeg tror fuldt ud på Kærlighed, også den mellem ældre, kraftigt byggede europæiske mænd og meget yngre piger fra Thailand. Den kan være lige så smuk som mellem to jævnaldrende arkitekt-studerende i Düsseldorf eller to fra Frederiksberg, der har mødtes til en George Michael-koncert for fire år siden.

Jeg ved ikke, men det var ikke som om, det var kærlighed, der var mest af på Annis Fruit Mix Shake Beer Bar den aften. Og så kan billedet jo godt se lidt forvrænget ud. Men jeg kan også tage fejl. Det har jeg gjort et hav af gange før. Og jeg er jo også blevet ked af det, når velfungerende par i Danmark får et barn og så stopper med at gå i seng med hinanden for ever. Med andre ord: Jeg drak ud, sagde hej til alle og skulle lige til at sætte mig op på scooteren og så bare hen og købe to poser kæmpe-håndtag, da jeg fik øje på ham. En tyk thailænder med stribet lungi om lænden, bar overkrop og et overskæg, der, hvis man virkelig har arbejdet med sig selv, alligevel vil skabe en smule misundelse. Han sad og hang oven på en slags tønde. Om halsen havde han en stor halskæde med forskellige sten og et stort vedhæng med en sten-Buddha. Mine øjne fæstnede sig på halskæden, og pludselig blev stenene til små levende ansigter. Der var en, der hed Poul, som bor i Århus, og som jeg kun har hørt om. Der var to afghanere, der virkede som om, de var rigtig søde, masser af folk fra Midtafrika, hvis ansigter lyste af lyst til resultater og forandringer. Hele Silkeborg var der, og der var glade amerikanske børn og to voksne, der havde et bestemt, fast blik i ansigtet, som om de godt vidste, at der var et stykke vej endnu, men at det slet, slet ikke er for sent og mange, mange, mange, mange flere. Alle sammen ansigter, som fortalte rigtig meget uden at sige et ord. Og der, oppe ved hovedvejen i en svedig T-shirt, måtte jeg så igen indse, at det hele hænger sammen. Hver for sig er vi forbundet med alle andre i verden, og jo før vi indser det og handler ud fra det, jo bedre.

Jeg ved godt, det kan lyde lidt frelst og lidt Dallas-agtigt. Sådan med et syn og en lille åbenbaring og nede i Thailand og alt sådan noget. Men jeg vil hellere skrive det, som det var og er, end prøve at pynte på historien. Og så også fordi dit ansigt også var der, og du så simpelthen så glad og tilfreds ud. Du er en del af en tyk thailænders halskæde, og det kan du lige så godt affinde dig med.