Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Ligesom sin karakter Hermione Granger i Harry Potter-filmene mangler skuespillerinden Emma Watson ikke handlekraft i det virkelige liv.
Det har den 26-årige skuespiller bevist, efter det onsdag kom frem, at hun er blevet udsat for et hackerangreb. Det skriver flere medier, heriblandt BBC.
Ved angrebet har Emma Watson fået stjålet en række private fotos, som efterfølgende er blevet lagt til offentligt skue online.
De stjålne billeder er flere år gamle, og de er taget under et møde med en stylist, hvor Emma Watson prøvede tøj.
Men det vil den britiske skuespillerinde, der i øjeblikket er aktuel som Belle i Disneys nye version af klassikeren »Skønheden og Udyret«, ikke finde sig i.
Ifølge repræsentanter for Emma Watson opruster skuespillerinden nu med advokater, som skal repræsentere hende i de retlige følger af hackerangrebet.
»Der er ikke tale om nøgenfotos. Advokater er blevet informeret, og vi har ikke yderligere kommenterer«, lyder det onsdag fra Emma Watsons repræsentanter.
Også Hollywood-skuespillerinden Amanda Seyfried, der er kendt for sin rolle i musicalfilmen »Mamma Mia«, er blevet udsat for et hackerangreb og har fået stjålet en række private fotos, hvor hun blandt andet optræder nøgen, skriver TMZ.
Amanda Seyfried forlanger nu, at de intime billeder af hende bliver fjernet fra hjemmesiden Celeb Jihad, og hun har pudset advokater på sagen.
Intet tyder på nuværende tidspunkt på, at de to angreb har noget med hinanden at gøre.
Emma Watson er tidligere blevet truet med at få lækket nøgenbilleder på nettet, efter hun i 2014 holdt en brandtale om ligestilling som FN-ambassadør.
Dengang var der tale om falsk alarm, og Watson udtalte efterfølgende, at hun vidste, at billederne ikke eksisterende.