»90 procent af hvad jeg siger er jo bare bullshit, så….«
Joaquin Phoenix er nok lidt af en udfordring. Også for en del instruktører, men i hvert fald for mange journalister, der skal forsøge at få noget sammenhængende ud af ham i forbindelse med hans film. Som han flere gange har erklæret, at han ikke gider se bagefter - han gider heller ikke se ret mange andre film, i øvrigt, og da slet ikke snakke om dem.
Men han gider godt gå helt ind i rollerne og leve dem ud i filmen, og han har en sjælden evne til at brænde igennem. Om det er som den ualmindeligt lede kejser Commodus i »Gladiator«, som en plaget og alkoholiseret Johnny Cash i »Walk the Line« eller som en tro-hungrende veteran i »The Master«, så er Joaquin Phoenix bare sin rolle.
Og det taler jo på en måde for sig selv.
Brænde igennem gør han også i den grad i filmen »You Were Never Really Here«, der fik dansk premiere i torsdags. Her har Phoenix den altdominerende rolle som FBI- og krigsveteranen Joe, der ernærer sig ved at bringe forsvundne børn tilbage og gerne nakke de voksne børnemisbrugere ved samme lejlighed. Og så i øvrigt klare sig igennem sin PTSD og tage sig af sin mor. En opgave med at finde en bortført pige afslører en større pædofil-ring, og Joe sætter alt ind på at få pigen ud. Som i alt.
Og hvordan forberedte han sig så på den rolle?
»Jeg gik i seng en dag og stod op den næste, og så var den der. Nej altså, jeg talte jo med nogle folk, der arbejdede med at opspore børn fra trafficking-netværk, men du ved… man må lede efter det…,« lyder det fra Joaquin Phoenix, som Berlingske møder i Cannes, hvor filmen blev vist sidste sommer.
Her i solskinnet er det en Phoenix, der er ganske afslappet i blød bluse og flade sko, og en del kilo lettere end i rollen som den fuldskæggede og marginaliserede Joe i filmen. Og meget venlig på sin egen lidt plirrende facon - også i stærk kontrast til den ret brutale hævn-figur i »You Were Never Really Here«, hvis foretrukne våben er en kuglehammer.
»Det er jo et brutalt emne, og noget af det, der sker med de her børn, er ret oprørende, så det giver vel god mening. Det er indlysende, at der er noget brutalt ved hammeren, men det kunne jeg egentlig godt lide - der er noget undertrykt vrede, der kommer ud den vej,« siger Joaquin Phoenix, inden han kaster sig ud i en længere redegørelse om hammerteknikken.
»Sagen var, at der nogle fysiske instruktører, som havde alle mulige ideer til, hvordan jeg skulle agere - med kropsvrid og uppercuts og alt muligt, men det er jo ikke en fucking kungfu-film – det er bare en fyr, der går ind og hamrer fyrene ned. Ingen grund til at komplicere det yderligere. Så jeg gjorde det let for mig selv, og det var også en ret let hammer i virkeligheden, så …,« fortæller Phoenix på sin karakteristiske let snøvlende måde.
Selv om det ser let ud for den amerikanske skuespiller, så er han kendt for at gå langt ind i rollerne - for eksempel tog han i filmen »I Am Still Here« rollen som hiphop-kunstner på sig et helt år - og blev i den i alle offentlige sammenhænge. Men det handler ikke om at arbejde hårdt - det handler om følelsen, siger han - efter først at erklære, at det her måske også bare er noget bullshit, han går og siger - hvem ved:
»Når det er bedst - nogen gange bare i en enkelt optagelse - så kommer den scene, der falder perfekt ud, og du føler det bare i kroppen, og det er så lykkeligt. Jeg er altid på jagt efter det øjeblik, og det er alle de kedelige dage værd, hvor ingenting sker, og hvor man bare tænker: Røvsygt.
Men det øjeblik, det er en storslået følelse. Og det sker som regel først, når man arbejder hårdt for noget og er meget dedikeret i det. Hver gang jeg bare tænker: Nå, det her er en let scene, den kører jeg hjem på rutinen, så ender det altid i en skuffelse,« siger Joaquin Phoenix.
Af samme grund foretrækker han at arbejde med folk, som presser sig selv og samtidig ham som skuespiller - som for eksempel den britiske instruktør bag »You Were never Really Here«, englænderen Lynne Ramsey.
»Hun er meget lidenskabelig, og der er ikke nogen scener, hvor noget bare sker - hver eneste optagelse forsøger at presse vores forventninger et andet sted hen. Men det var fint, fordi jeg ofte var den eneste på settet, så jeg fik instruktørens fulde opmærksomhed, og det kan jeg bedst lide. Jeg er egoistisk og kan godt lide at bruge meget tid til at finde ud af tingene, så det er bedst at have instruktøren for sig selv,« siger Joaqin Phoenix efterfulgt af et af sine finurlige grin.
Rollen som veteranen Joe indbragte Phoenix prisen for bedste mandlige hovedrolle i Cannes, men et spørgsmål om, hvad priser betyder for ham, affærdiges som »latterligt«:
»Selvfølgelig betyder de noget - min karriere havde været meget anderledes, hvis jeg ikke havde fået den anerkendelse, jeg har. Men det er ikke nogen blåstempling af mit arbejde - det er vigtigere for mig, at instruktøren er tilfreds med det, jeg laver, end at jeg får en pris bagefter.«
På det seneste har Joaquin Phoenix været rygtet til en rolle som Jokeren i en ny film over Batman-universet. Det vil være et brud med stilen fra de seneste år, hvor den karismatiske skuespiller har holdt sig til mindre og uafhængige filmproduktioner. For et par år siden var han langt inde i forhandlinger om en rolle i »Dr. Strange« filmen, men var alligevel ikke klar til Hollywood.
»De laver da nogle sjove film, og jeg er ikke nogen filmsnob, så det har jeg ikke noget problem med. Den fucking industri skal jo holdes i gang, men for nu at sige det diplomatisk, så var alle nok rigtig glade for, hvordan det endte med »Dr. Strange«,« siger Phoenix. Han har heller ikke altid erklæret sig lige glad for at promovere sine film, men har det dog fint med at være i Cannes. »Her er jo fandens smukt«.
»Ærlig talt har jeg kæmpet lidt i fortiden med at skulle vise mig selv fra en særlig side ved arrangementer som det her. Så skal jeg have make-up på, og så kommer de noget i mit hår og shit - altsammen så latterligt. Men i dag har jeg det mere sådan, at alt der kan støtte kreative kræfter, det er fucking amazing. Så det er da fedt med en festival med så mange gode film. Jeg har godt nok ikke set nogen af dem, så måske er de elendige, men det føles godt…«