Haarder vil sikre danske unge adgang til »Skam«

Det er et enormt tilbageskridt, at danske unge er afskåret adgang til tv-serien "Skam," mener Bertel Haarder.

Foto: pr-foto

Det vakte ramaskrig i store dele af landet, da danske seere 13. januar blev afskåret fra at kunne følge med i historien om Eva, Noora, Isak og de andre gymnasieelever på Hartvig Nissens Gymnasium i Oslo.

Med henvisning til internationale musikrettigheder måtte den norske tv-kanal NRK lukke ned for adgangen til den populære ungdomsserie "Skam" på nrk.no.

Her har mange danske unge ellers fulgt serien, og det skal de kunne igen, mener Venstre-veteranen Bertel Haarder (V).

I et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til sin efterfølger som kulturminister, Mette Bock (LA), vil Haarder vide, om hun vil arbejde for, at der "igen bliver uhindret adgang til den norske tv-serie "Skam"" for danske seere.

I begrundelsen for spørgsmålet skriver Bertel Haarder:

- Intet betyder mere for den gensidige nordiske sprogforståelse end uhindret adgang til nabolandskanalerne. Pippi Langstrømpe har i så henseende haft større betydning end samtlige sessioner i Nordisk Råd.

- Det var et enormt tilbageskridt, da rene pengeinteresser stoppede for danske teenageres fulde adgang til den norske tv-serie "Skam" på NRK's hjemmeside.

/ritzau/