Hård kritik af Horten efter nye oplysninger i sag om balletbørn

Til trods for at Horten skulle undersøge elevers udsagn om, at lærere havde opfordret normalvægtige børn til at tabe sig, udelod advokatfirmaet elevernes beretninger om netop dét.

Horten møder kritik for i undersøgelse at udelade balletbørns beretninger. Linda Kastrup

Da det i efteråret kom frem, at balletbørn på Det Kongelige Teaters Balletskole igennem flere år havde fået af vide, at deres kroppe var forkerte, blev advokatfirmaet Horten sat til at kulegrave forholdene på Det Kongelige Teaters Balletskole. 

Konklusionen på rapporten blev, at der havde været flere tilfælde af elever, der havde oplevet »et uacceptabelt hårdt undervisningsmiljø«. Men dokumenter viser nu, at advokatfirmaet udelod væsentlig kritik fra balletbørnene selv, da det udarbejdede rapporten.

Det skriver Politiken, der har fået adgang til indberetninger og referater. 

Flere af balletbørnene havde ellers i efteråret fortalt til medier, hvordan balletlærerne på skolen havde givet udtryk for, at eleverne skulle tabe sig, til trods for at de var normalvægtige. Det var på baggrund af elevernes udsagn, at Horten blev sat til at undersøge skolens forhold, men advokatfirmaet har altså i rapporten udeladt flere beretninger fra eleverne, som belyser netop dette.

Advokatfirmatets fremgangsmåde møder i Politiken kritik fra både tidligere elever og advokat Mads Pramming, der blandt andet har repræsenteret Godhavnsdrengene.

»Det er helt skørt, at det ikke er med i den rapport, der når offentligheden. Der er intet argument for ikke at tage de oplysninger med,« siger han til avisen.

Det var i efteråret 2023, at Det Kongelige Teater gennem Advokatrådet fik udpeget Horten til at undersøge forholdene på balletskolen, efter at Politiken gennem en række tidligere elever kunne berette om balletlærere, der igennem flere år havde kommenteret elevernes kropsstørrelser i undervisningen. Horten fik 10 millioner kroner til at udføre undersøgelsen for.

Advokatfirmaet afviser over for Politiken at stille op til interview vedrørende kritikken.

Horten i stormvejr

Det er ikke første gang, at det velrenommerede advokathus Horten er i modvind denne sommer.

Tidligere på året viste skjulte optagelser i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane« nemlig, at en af Hortens advokater og partnere, Nicolai Dyhr, var villig til at lukke øjnene for økonomisk kriminalitet som kurator for et konkursbo.

Umiddelbart efter dokumentarens udgivelse var Nicolai Dyhr fortid i Horten efter en »gensidig aftale« med advokathuset.

Afsløringerne har sidenhen ledt til, at Advokatsamfundets bestyrelse har valgt at lave en undersøgelse af den nu tidligere Horten-advokat for at afdække, hvorvidt der skal rejses en sag ved Advokatnævnet.

Horten har også selv igangsat en undersøgelse af Nicolai Dyhr for at undersøge hans praksis.