Hård kost

Få skoler er så sagnomspundne som Herlufsholm Skole, der i århundreder har udklækket rige og magtfulde unge mænd som studenter. Men to tidligere elever retter nu en skarp kritik mod skolens disciplin og hierarki.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kødet mangler salt. Drengen rækker per refleks ud efter saltkarret et stykke væk på det meterlange bord i kostskolens spisesal. Men med sin bevægelse bryder den unge elev bordskikken. Gode elever beder pænt andre om at række dem saltet, hedder det sig.

Forseelsen opfanges omgående af den ældste elev ved bordet - bordherren, præfekten. Han kalder drengen til sig, imens hundrede øjne i spisesalen følger det drama, de ved vil komme. Drengen skal straffes og stiller sig med tynget mine for enden af bordet.

Præfekten griber sin kniv og banker det tunge metalskaft ned i elevens hoved. Han falder sammen og finder hulkende vej tilbage til sin plads, mens flere hundrede kostskolekammerater griner hånligt.

Scenen er taget fra den aktuelle »Ondskab«, en film om den svenske forfatter Jan Guillous mareridt af et kostskoleophold i 1950erne, hvor vold var et opdragelses- og magtmiddel, og hvor ældre drenge blev sat til dagligt at disciplinere de yngre med et udspekuleret system af ydmygelser og fysisk afstraffelse. Jan Guillous beskrivelser førte til, at kostskolen »Solbacka« måtte lukke. Også Danmark har sit traditionsrige og sagnomspundne kostskolemiljø. Mest kendt er måske Herlufsholm ved Næstved, hvor sønnerne af samfundets spidser gennem årtier har fået deres grundlæggende uddannelse og opdragelse, og hvor et magtfuldt og livslangt socialt netværk grundlægges. Men de færreste kender miljøet indefra.

Usædvanlig åbenhed
Flertallet af »gammelherlovianerne«, som de tidligere elever kaldes, står last og brast på tværs af årgange for at værne om skolens traditioner og gode omdømme. »En gang herlovianer, altid herlovianer,« lyder mottoet, og kun få gange er der blevet kradset i glansbilledet af skolen.

Men i fredagens Information leverede en tidligere elev, Kasper Hansen, et sønderlemmende angreb på skolens værdier og beskrev i detaljer, hvordan drengenes hverdag på Herlufsholm så sent som for ti år siden var præget af tilfældig fysisk og psykisk afstraffelse for småforseelser - udført af deres ældre skolekammerater og med lærernes mere eller mindre tydelige billigelse - nøjagtig som på Guillous »Stjärnberg«.

»Jeg har aldrig nogensinde set så mange bundulykkelige unger som på Herlufsholm - det var et fuldstændigt omsorgsforladt miljø. På et tidspunkt har man ophøjet det til en grundlæggende værdi på Herlufsholm, at det er karakterfremmende at være hård og brutal ved andre mennesker,« siger Kasper Hansen.

Han tilbragte 6. til 9. klasse på skolen fra 1989 til 1992, og han kan, bakket op af en anden tidligere elev Christian Johnsen, fortælle om, hvordan han tilbragte al sin fritid gennem en måned i et affaldsrum som straf for en mindre forseelse. Om hvordan elever blev tvunget til at skubbe tegnestifter hen ad gulvet med næsen, hvis de havde larmet på sovesalen.

De kan fortælle om drenge, der blev væltet så voldsomt og pludseligt ud af deres senge, at de stadig sovende børn landede på gulvet med den tunge seng over sig. Om elever, der som straf for overtrædelser af skolens reglement blev bedt om at sidde på knæ på et flisegulv med ret ryg, eller blev tvunget til at løbe ærinder for de ældre elever - præfekterne - efter deres forgodtbefindende. Om slag i hovedet, på albuen, »trælår« og »lammere« med knytnæveslag på skulderen - for simple reglementsovertrædelser som at lade sit bestik hvile på både tallerken og bord.

»Den almindelige fysiske afstraffelse var systematisk, og som 12-13-årigt barn er man slet ikke i stand til at reflektere over, om det er rigtigt eller forkert. Men overgreb var det. Også når straffesystemet handlede om at latterliggøre et barn foran hele skolen - det var mobning sat i system som et pædagogisk princip,« siger Kasper Hansen.

Ifølge Christian Johnsen blev problemet forstærket af, at børnene ikke kunne søge tilflugt hos forældre eller venner uden for skolen:

»Lærerne har et forhøjet ansvar, når de ikke bare skal varetage folks uddannelse, men også deres personlige dannelse og menneskelige indsigt - og det er et ansvar, som jeg mener, at skolen kun påtog sig i meget ringe omfang,« siger han.

Lærerne på skolen vidste, ifølge Christian Johnsen og Kasper Hansen, udmærket, at afstraffelserne foregik, men de så igennem fingre med det meste, fordi kammeratopdragelsen blev set som en gammel tradition, der gav drengene rygrad. Og denne hægen om århundreders gamle værdier er Kasper Hansens primære anklage mod sin gamle skole:

»Værdierne på den skole ligger simpelthen for langt fra, hvad samfundet ellers accepterer. Det er forkert at lade børn opdrage børn og forkert at udnævne nogle af dem til autoriserede bøller over for andre,« siger Kasper Hansen.

Men kan det virkelig passe, at en så formørket pædagogik styrede hverdagen på landets fornemste skole indtil for blot ti år siden? Eller afhænger det af øjnene, der ser - af den psykiske styrke hos de børn, der blev sendt hjemmefra og levede deres ungdomsliv på skolen?

Berlingske Søndag har talt med flere tidligere elever fra Herlufsholm, og alle bekræfter, at der var et mere eller mindre institutionaliseret straffesystem mellem præfekter og yngre elever. Men enigheden hører op, når de tidligere elever skal fortolke, hvorvidt straffesystemet var et problem:

»Der var regler og sanktioner. Man kunne få »lammere« eller »trælår«, men det lå uden for reglerne, og de fleste lagde selv op til det. I den alder vil drenge gerne slås, og de fleste syntes, at det var sjovere at få en »lammer« eller et slag frem for at sidde på sit værelse i to timer som straf. Personligt opfattede jeg det som skæg og ballade, og jeg var meget glad for at gå på Herlufsholm,« siger Christian Westergaard, der blev student i 1995.

En anden tidligere elev mener, at præfektsystemet er nødvendigt for at skolen kan fungere:

»Når 300 helt unge elever er samlet, så skal der skal være faste rammer og regler, når lærerne ikke er der. Selvfølgelig blev der drillet og selvfølgelig blev der givet lammere som på ethvert andet gymnasium, men det var ikke institutionaliseret. Man skal ind i normerne på Herlufsholm for at forstå det. F.eks. bliver elever smidt i søen ved skolen, hvis de får et 13-tal. Men det er ikke en straf, det er en ære,« siger Jonathan Szpirt, som understreger, at han, når han får børn, uden tøven vil sende dem på Herlufsholm, såfremt de ønsker det.

Modernisering
Da Klaus E. Jacobsen tiltrådte som rektor på Herlufsholm i 1993, indledte han ifølge flere elever en modernisering, der også ændrede ved præfektsystemet. I de følgende år blev de traditionelle straffe på Herlufsholm enten mildnet eller helt afskaffet, forklarer Leanne Iermiin, student i 2000.

»Der er stadig præfekter, som skal holde styr på elevernes opførsel og velvære. Hvis præfekterne slår i dag, så får de advarsler og kan få frataget deres præfekt-status. Men der er stadig sanktioner, hvor man f.eks. får udgangsforbud eller skal rede andres senge,« siger hun.

Leanne Iermiin og andre forklarer, at mange elever ligefrem savner det gamle præfektsystem, der både var underholdende og holdt historien og traditionerne i live på Herlufsholm. Der er altså stærkt delte meninger om præfekternes strafferet på Herlufsholm.

»Jeg synes, at præfektsystemet var fantastisk, og jeg oplevede aldrig straffene som noget skidt. Men både på Herlufsholm og andre kostskoler skal man være stærk for at gå der. Hjemme hos mor og far bliver man elsket, men på kostskolen er man én blandt mange,« siger Leannes søster, Cindie Iermiin, årgang 1993 fra Herlufsholm Skole.

Rektor på skolen, Klaus E. Jacobsen, ville gerne tale med Berlingske Søndag, men han ønsker ikke at medvirke i en artikel sammen med de to kritiske elever, som er gået ud af skolen før hans tid.lin@berlingske.dk

kkh@berlingske.dk