Håndkantslag til andedammen

Scene: »Anders Matthesen ... vender tilbage«. Anders Matthesen er tilbage uden dikkedarer i et stand up-show med nerve og autencitet.

I passager i sit nye show, »Anders Matthesen ... vender tilbage«, fremstår komikeren Anders Matthesen nærmest som en vred, ung libertarianer, der med humoren, sarkasmen og satiren som våben piller vor velfærdsstatslige konformitet fra hinanden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rikke Juellund

Er du træt af bagerjomfruer, som ikke ved, hvor mange korn, der er i et trekornsbrød, og får du lyst til at gå på græsset, selv om det ikke må betrædes? Så har du fundet en lidelsesfælle i Anders »Anden« Matthesen, der nu vender tilbage til den hårdtslående stand up-comedy, som startede hans karriere.

Med Gasværkets mursten som baggrund, rapperen Ice Cubes gangstalyrik i højtalerne og mikrofonstativet som eneste barriere mellem ham og det publikum, der er bænket på klassisk stand up klub-manér med de forreste siddende ved små runde borde, går Matthesen på scenen.

Der lægges ud med nogle platte jokes, en smule improviseret dialog med publikum og et par regibemærkninger om de elementære spilleregler for dette ganske klassiske stand up-setup, men så bankes magasinet ellers i det verbale maskingevær, og de næste 90 minutters rutine leveres med en præcision, timing og energi, der er de færreste komikere forundt.

Vred ung (m)and
Omdrejningspunktet i showet er de regler, der styrer og regulerer vores samfund og sociale sameksistens, og som Matthesen med komisk, kirurgisk skarphed splitter ad og stiller til skue.

I passager fremstår han nærmest som en libertarianer, der med humoren, sarkasmen og satiren som våben piller vor velfærdsstatslige konformitet fra hinanden og prædiker færre regler, færre apostle, som skal styre vort liv og bestemme, hvad der er godt og skidt, mere frihed under ansvar, større tiltro til, at vi godt selv kan finde ud af at leve under samme tag, og frem for alt et diktum om, at det enkelte menneske selv kan gennemskue konsekvenserne af sine egne handlinger.

Stærkest virker samfundssatiren næsten, da han i løbet af aftenen tager en enkelt rekvisit i brug – hvilken skal ikke røbes her – og overraskende bryder med det ellers enkle én mand, én mikrofon-setup.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at det er meget morsomt?

For det er det, morsomt altså. Andens fornemmelse for ord, sprog og sætninger fornægter sig ikke. Han rammer sin stil præcist og leverer varen med et kontrolleret sammensurium af stemmer; fra 68er generationens pædagogik-retorik over poptøsens SMS-logik til bureaukratens kancelli-lingo – og hele tiden med den vrede komiker-(m)and, der med kynisk røntgenblik spidder sin omverden, som turguide.

»Anders Matthesen ... vender tilbage« er mere end et almindeligt stand up-show, hvor jokes lires af som ukurrante perler trukket lidt tilfældigt på en snor.

Andens forløb og flow er fuldstændig styret og iscenesat, som et veldrejet teaterstykke, og drevet af en underlæggende indignation, der giver nerve og autencitet.

Der er da punchlines, som ikke gik hjem hos denne anmelder, ligesom man kan håbe, at Anden i de kommende shows vil improvisere lidt mere i forhold til publikum – han har skarpheden til det. Men ellers er det bare på sin plads at konstatere, at den-evigt-snakkende-altid-sarkastisk-reflekterende-nu-kortklippede-men-med-»hvad snakker du om«-attituden-intakt-fra-scenekanten-sin-galde-udspydende Anders Matthesen beviser, at han stadig er på toppen af den danske comedy-pop – også uden Terkel, Stewart Stardust og alskens dikkedarer.