H.C. Andersens kælder

H.C. Andersens Kælder på Gammel Strand efterlod Svend Rasmussen med en ubehagelig fornemmelse af turistfælde iklædt »Kejserens nye klæder«.

H. C. Andersens 200-års jubilæum fejres på mange måder i år, lige fra stort opsatte tv-shows med bedagede stjerner i Parken til små citater her i avisen. Så hvorfor ikke også fejre verdens måske kendteste dansker gastronomisk? Stik imod myten om den udsultede og asketiske digter var H. C. Andersen nemlig noget af en livsnyder og levemand, der med stor lyst og sans for livets goder spiste sig gennem det ene lukulliske måltid efter det andet hos såvel hovedstadens borgerskab som rundt om på landets herregårde. Der er altså al mulig grund til også gastronomisk at hylde nationalklenodiet, sådan som den kendte kok Jens Herlev har gjort ved i den høje kælder på Gammel Strand, der tidligere rummede bl.a. restaurant Akvavit, at indrette H. C. Andersens Kælder. Ifølge vor tjener er der ganske vist ingen tegn på, at H. C. Andersen nogensinde selv har sat sine ben her, men det har Jens Herlev, som mange vil huske fra hans tid på både Den Røde og Den Gule Cottage ude i Klampenborg, klaret ved at bede Bakkemaleren Jeppe Eisner om at give kælderen et touch af eventyrdigteren. EN ENKELT RET på menukortet stammer såmænd fra digterens egen hånd. I hvert fald har Andersen i sin dagbog 11. marts 1868 noteret sig: »Hos Enken Fru Ørsted fik de for første Gang efter min Opskrift og Lyst: Skidne Æg!«. Det måtte vi selvfølgelig prøve. I Jens Herlevs udgave kommer de tre pocherede æg i selskab med stenbiderrogn, et par friske spinatblade med tern af ristet kalvebacon og en sennepssauce. En uhyre klassisk og enkel ret, der da heller ikke kunne siges noget på, udover at sennep og stenbiderrogn er en uheldig kombination, fordi den skarpe sennepssmag fuldstændig tager pippet fra den delikate rogn. Resten af menukortet har, igen ifølge vor tjener, intet med H. C. Andersen at gøre. Således heller ikke min forret, en ragout af brisler og svampe. Det lød umiddelbart godt, men skulle vise sig at være en meget fed affære. Ragouten af svampe og brisler blev serveret i en vol-au-vent, altså en butterdejsform med låg, og var stuvet i en meget cremet sauce, hvor kun nogle få gulerodstern, forårsløg og semi-dried tomater gav det fede fyld smags- og konsistensmæssigt modspil. Det var en voldsom tung affære at komme igennem, da retten savnede både salt og enhver anden form for krydring, der kunne have løftet det ensartet fede udtryk. Bedste indslag var to kammuslinger, lidt fjordrejer og to ristede jomfruhummere, som helt udenfor nummer og ganske langt fra nogen form for sammenhæng pludselig optrådte på tallerkenen - »køkkenet besluttede i sidste øjeblik at opgradere retten«, som tjeneren sagde, da jeg undrede mig. Den slags gør jo altid én noget mistænksom, når man er ude i anmeldelsesøjemed, især fordi det skulle vise sig ikke at være den eneste gang, det skete denne aften. FRA DET MEGET lille vinkort havde jeg valgt en ung hvidvin fra Bordeauxappellationen Graves de Vayres ved Dordognefloden. En herligt frisk, aromatisk og frugtig vin, der må siges at være et ganske godt køb til sympatiske 215 kr. Den klarede da også fint fruens hovedret, i menukortet af uransagelige grunde betitlet »Tinsoldaten«. To stykker smukt skindstegt torsk var belagt med ristede mandelflager og placeret i en orangesky og blev serveret med grillede kæmperejer, lidt kapers og sauterede strimler af både røde, gule og grønne peberfrugter. En velsmagende om end en anelse anonym servering, der dog skulle vise sig at blive aftenens bedste indslag. Min »Flyvende Kuffert«-hovedret viste sig at være pocherede stykker gåsebryst, serveret med saftige sukkerærter og strimler af syrlige gulerødder, løg og squash, sauteret i gåsefedt. Desværre havde det ikke levnet meget fedt tilbage på gåsebrystet, der udover halvlunkent også fremstod endog meget tørt, sine steder på grænsen til det uspiselige. Menukortet bebudede en cremet peberrodssauce. I munden fremstod den snarere opbagt, og med mere smag af mel og smør end af den lovede skarpe peberrod, der ellers var tiltrængt. FRA DESSERTKORTET havde jeg udvalgt mig en jordbær-rabarbergrød med hjemmelavet vanilleis. Jeg foretrækker vanilleis i den fløjlsbløde udgave, denne var umanerligt bastant i strukturen og underligt anonym i smagen. At drikke til havde jeg valgt portvin. Ifølge Henrik Oldenburgs nysudkomne bog om digteren som livsnyder, »Den anden Andersen«, drak H. C. Andersen ustandselig portvin og med allehånde undskyldninger: Mod søsyge, kolera, kulde, dårlig mave, diarré, mavekneb og sågar rejsefeber. Da jeg på kortet spottede et glas tawny (38 kr.), var der derfor ingen vej udenom. Kun for endnu engang på mystisk vis at blive opgraderet til et glas vintage port, som ifølge vinkortet slet ikke kan erhverves glasvis. På fruens »H. C. Andersen desserttallerken« var den bastante vanilleis ligeledes blevet opgraderet med et hjemmelavet nougatæg, uden at det tilførte det samlede indtryk noget særligt. Det var i forvejen skæmmet af en lille skål, der blev præsenteret som creme brulée, men hvor det var længe siden det karamelliserede låg havde været sprødt og æggecremen nedenunder fremstod sej som en alt for tung smørcreme. Et ledsagende stykke æbletærte smagte bogstavelig talt af ingenting. TIL KAFFEN investerede vi i hjemmelavede petit fours (18 kr.) og fik tre marcipanbrød, hvoraf det ene kom fra Anton Berg! En passende afslutning på en besynderlig aften, hvor ikke mindst de gentagne »opgraderinger« stak ud. Det er selvfølgelig svært at vide, om de blot var udtryk for at køkkenet kedede sig - udover vores var kun to andre borde besat - men jeg har personlig aldrig været ude for noget lignende. Læg dertil, at vi kun ved at lytte til nabobordet fandt ud af, at restauranten udover a la carte-kortet faktisk også opererer med en fast menu. Samt ikke mindst en meget svingende madkvalitet, der går fra det helkiksede til det passable, og hvor man har meget svært ved at genkende gourmetkokken Jens Herlev. Den noget hasarderede omgang med H. C. Andersens navn skal jeg undlade at kommentere - kun konstatere, at aftenen efterlod os med en ubehagelig fornemmelse af turistfælde iklædt kejserens nye klæder.