H.C. Andersen på godt og ondt

Søren Kassebeer, litteraturredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

I år er det som bekendt 10 år siden, vi fejrede H.C. Andersens 200-års-fødselsdag. Det varede hele året, og det kostede en bondegård, og der var alt for meget af alting, og det sluttede med Tina Turner på kort og milliondyr visit og en masse ælv og kævl. Ikke noget kønt syn. Ikke godt for Andersen.

Og hvor er digteren så henne i dag? Er der sket noget med hans image siden dengang? Med vores måde at bruge ham på?

Nej, tænker jeg. Ikke til det bedre.

Tag nu bare den massive danske kulturcharmeoffensiv, der i efteråret blev det kinesiske diktatur til del, og som blev ledsaget af tvivlsomt generaliserende udsagn om Andersen og Kina og forholdet mellem de to.

Kineserne har jo samme underspillethed som H. C. Andersens eventyr, ikke? De kan genkende sig selv i ham, for de elsker jo Andersen, de kinesere, alle 1.4 milliarder, fra den højest placerede pamper til den fattigste risbonde, gør de ikke? Og så slemt står det jo heller ikke til i det Andersen-elskende Kina, vel? Den slags pludder. Udtalt af folk, der burde vide bedre.

Jo, han kan stadig (mis)bruges, Andersen.

Han er stadig én, man kan skyde foran sig, når man af hensyn til eksporten vil gøre sine hoser grønner i udlandet. Han er stadig et navn, der kan bane vejen for »dialog« med tvivlsomme stater. Kina er et relativt aktuelt eksempel, men der var jo også sådan noget som dengang i 2005, da man som led i H.C. Andersen-fejringen udnævnte såkaldte H.C. Andersen-ambassadører rundt omkring i verden. Én af dem var Suzanne Mubarak, gift med den daværende egyptiske leder, Hosni Mubarak. Diktatorens hustru som H.C. Andersen-ambassadør! Velbekomme! Stakkels Andersen. Han havde fortjent bedre.

Men når det er sagt, er der en anden facet af 210-års-fødselaren, som også bør nævnes.

Lad os bare være enige om, at H.C. Andersen har skrevet nogle håndfulde fantastiske eventyr som i deres mundtlighed, deres enestående frie sproglighed og deres nyskabende »barnlighed« er grænseoverskridende gode, verdenslitteratur. Der er også nogle andre ting, sådan noget som rejsebogen »I Sverrig«, der løfter sig højt op.

Men rigtig meget af det, H.C. Andersen skrev, er konventionelt, og/eller sentimentalt, og/eller kristeligt på en ikke særligt rar måde. H.C. Andersen glimtede genialt, javist, men en stor del af hans værk bør man nok lade ligge, med mindre man er særligt litteraturhistorisk interesseret.

Og hvad kan vi så konkludere ud fra det?

Måske, at vi bare skal se nøgternt og realistisk på vores litterære arv (og kulturelle arv i det hele taget). At vi skal lade være med at gøre tingene større (eller mindre), end de er, at vi skal lade være med at spænde vores kulturelle koryfæer for den ene eller den anden mere eller mindre tvivlsomme vogn.

Det bliver de måske lidt mindre af, de gamle, men de bliver også mere menneskelige, vores forhold til dem mere ærligt.

Når vi når dertil, vil vi være nået et pænt stykke vej. Det vil være ganske eventyrligt.