Gysets budbringer

Instruktøren Martin Barnewitz har lavet en dansk gyserfilm, der kombinerer japanske overnaturlige gys med dansk socialrealisme. Gyserfilm kan gøre os bedre til at tackle livet og ikke mindst døden, påstår han.

Julie R. Ølgaard spiller den ondskabsfulde Sanne, der gør livet surt for Katrine, da denne flytter ind på det uhyggelige kollegium. Foto: Bjørn Bertheussen Fold sammen
Læs mere

Hvis man har set en nyere japansk gyserfilm, så ved man, at man skal være forsigtig med at kigge bag bølgende gardiner. Der står som regel noget meeeget ubehageligt bag det. Man bør også holde sig fra rum, hvor der en gang er begået hæslige mord, eller hvor der lyder underlige lyde som for eksempel af dryppende vand, eller noget der gurgler, Sådanne lokaliteter er nemlig ofte hjemsøgt af en yurei, et nederdrægtigt spøgelse, der ønsker hævn.

Personerne i den danske instruktør Martin Barnewitz film »Kollegiet« har tilsyneladende ikke set en eneste japansk gyser, for de plumper ret konsekvent lige i fælden hver gang, der er optræk til klamme konfrontationer med det hinsides i denne usædvanligt stilrene danske film.

Martin Barnewitz, der spillefilmsdebuterer med »Kollegiet« på fredag, har til gengæld set mange af de asiatiske titler, der fra slutningen af 1990erne fik stor indflydelse på gyserfilmgenren. Det er f.eks. japanske film som Hideo Nakatas »Ringu« (Ringen) og samme instruktørs »Honogurai mizu no soko kara« (Dark Water), og Takashi Shimizus »Ju-on« (Forbandelsen) og koreanske film som Ji-woon Kims »Janghwa, Hongryeon« (Tale of Two Sisters).

»De asiatiske gyserfilm gjorde indtryk på mig, fordi de er så uforudsigelige. Amerikanske gyserfilm har i årtier kørt efter bestemte fortællemæssige mønstre, som de asiatiske ikke følger, ligesom lydsiden også er anderledes. Derfor kan publikum ikke i samme grad gardere sig mod filmens chok,« siger Martin Barnewitz.

Ondsindet dansk spøgelse
Kort fortalt handler »Kollegiet« om den søde engelskstuderende Katrine, spillet af Neel Rønholt, der flytter ind på et københavnsk kollegium. Her bliver hun ligesom alle andre tilflyttere indviet i myten om det spøgelseshjemsøgte værelse 205 og bliver samtidig introduceret til en seriøst partyindstillet studenterungdom, der dyrker løs sex og kokainsnifning. Myten om spøgelset bliver pludselig håndfast virkelighed, idet spøgelset i modsætning til de mere melankolske gespenster som f.eks. Den Grå Dame, vi kender herhjemme, er ret ondskabsfuldt og begynder at aflive kollegiets beboere på spektakulære måder.

Instruktøren lægger ikke skjul på, at hans film er kraftigt inspireret af det seneste årtis japanske gyserfilmsbølge, der også kaldes j-horror. Ligesom sine forbilleder har Barnewitz arbejdet meget med atmosfære og miljø.

»I en japansk gyserfilm lægges der vægt på stemningen i en scene. En tom dagligstue kan blive uforklarligt uhyggelig, når kameraet bliver ved med at hvile på det,« siger Martin Barnewitz.

Plejehjemsuhygge
»Kollegiet« er indspillet på et nedlagt plejehjem i hovedstaden, og man føler medlidenhed med de arme gamle, der en gang har boet på de lange trøstesløse gange. Ligesom i den japanske gyser »Dark Water«, hvor en enlig mor flytter ind i en hæslig vandskadet lejekaserne, anslås en knugende stemning af forladthed i »Kollegiets« første scene, da Katrine ankommer til sin nye bopæl. De kedsommelige gule mure og vinduesrammer er som et monument over velfærdsstatens fallit. Også her er inspirationen fra de asiatiske gyserfilm tydelig: Hvor amerikanske filmspøgelser som regel indretter sig dramatisk i store gamle træhuse, foretrækker de japanske spøgelser at bebo den samme grå storbyvirkelighed som de levende.

Samtidig sender Barnewitz dog også nik til mesterlige vestlige film som Stanley Kubricks »The Shining« og Roman Polanskis »Den nye lejer«, der begge hører til nogle af hans yndlingsfilm.

I »Den nye lejer« spiller Polanski selv en ung mand, der flytter ind i en nedslidt parisisk lejekaserne, hvor beboerne er uforklarligt ubehagelige. Samme uvilje samler sig om »Kollegiets« hovedperson Katrine, da hun flytter sine papkasser ind på gangen.

»Jeg tror, de fleste vil kunne genkende den særlige ensomhed, man som tilflytter kan opleve på et kollegium, hvor man kan høre folks latter gennem tynde vægge,« siger Martin Barnewitz.

Da personerne i »Kollegiet« begynder at omkomme på stribe, forlader filmen det stemningsorienterede og bliver mere direkte i sine effekter med ubehagelig vægt på spidse genstande og boblende blodpøle. I den henseende har Barne­witz rejst tilbage til 70erne, da gyserfilm som »Motorsavsmassakren« og »Night of the living dead« overskred tidligere grænser for god smag. Siden har disse film høstet kritisk anerkendelse for deres kontante stil, der rammer tilskueren som en lussing i ansigtet.

»De havde noget råhed, som betød, at man kunne mærke, de var lavet af mennesker. I 1980erne blev gyserfilmen igen mere stereotyp med de mange slasherfilm, men i dag er det som om, at man prøver at genskabe noget af 1970ernes kropslighed,« siger Martin Barnewitz.

Det samme kropslige chok forsøger Barnewitz at få frem i »Kollegiet«. Der skal ikke her afsløres for meget af handlingen, men nogle af filmens personer stiller træskoene på måder, som ville sende en hel flok bedemænd på overarbejde. Martin Barnewitz har selv en høj tærskel for filmblod og vold.

»Jeg har lige læst Shakespeares teaterstykke »Titus Andronicus«, og det rummer det ene blodbad efter det andet, blandt andet scener hvor en kvinde bliver voldtaget og får skåret sine hænder og tunge af. Vold har altid været underholdning, og selv om det nogle gange kan være mere uhyggeligt at antyde end at vise, så skal man også indimellem vise det uviselige,« siger Martin Barnewitz.

Samtidig mener han, at gyserfilmgenren kan noget helt særligt, nemlig fortælle historier om meget komplekse emner. Det er historier, der konfronterer tabuer og er velegnede til at fortælle om døden, om vores angst for smerte, om seksualitet og om at miste.

»Det er alt sammen noget, vi føler og frygter i vores liv, men ikke noget vi kan tale om i dagligdagen i vores vestlige kulturkreds. Det kan genrer som thrillere og gysere imidlertid. De er næsten fysiske størrelser, der virker mere på krop og følelser end på fornuften. De går således mere i de gamle dybere lag i hjernen end i storhjernen. Publikum sidder i mørket og overgiver sig til fortællingen. De lader sig forføre og tager med på en rejse til de mørkeste områder i menneskets sind for til slut at blive bragt sikkert tilbage. Nu, mere i live og rensede, kan de gå ud af biografens mørke,« siger Barnewitz.

Østen er blodrød

Fire film der ændrede genren

»Ringu«

(Ringen). 1998.

Hideo Nakatas filmatisering af Koji Suzukis roman er den moderne japanske gyserfilms urmoder. Filmen følger en kvindelig reporters forsøg på at få rede på sandheden bag en vandrehistorie om et dræbende videobånd. Tilsyneladende dør enhver, der har set videobåndet i løbet af nøjagtig en uge. Filmens handling bevæger sig i rundt i nutidens japanske samfund, hvor grå ensomhed synes at hærge som en influenzaepidemi. Uhygge bygges op med forladte motelrum, tomme TV-skærme og med selve videobåndets sære indhold. Slutningens intelligente og rædselsvækkende twist er et cinematisk knytnæveslag, som spøger længe efter at filmen er slut.

»Honogurai mizu no soko kara«

(Dark Water) 2002.

Hideo Nakatas smukt realiserede kombination af socialt drama og overnaturlig gyser fasttømrede konventionerne i den genre, han selv havde grundlagt med »Ringu«. En enlig mor flytter ind i en lejekaserne sammen med sin datter. Ikke blot skal hun slås i Statsamtet med en led eksmand og en dorsk vicevært, hun skal også plages af genfærdet af en lille pige, der er forsvundet under mystiske omstændigheder. »Dark Water« er en af de vådeste gyserfilm, der nogensinde er sat på strimmel. Det regner uafladeligt, plumret vand plasker ud af hanerne og i loftet vokser en foruroligende vandskadeplet. Både »Ringu« og »Dark Water« er lavet i amerikanske versioner.

»Ju-On«

(Forbandelsen). 2000.

Den første del af en forvirrende samling af gyserfilm fra Takashi Shimizu, der alle kredser om det samme udgangspunkt: En familiefars grusomme jalousidrab på sin kone og søn. Filmen har foreløbig to opfølgere, og alle tre japanske film er blevet genindspillet på amerikansk, stadig med Shimuzu i instruktørstolen. Filmen følger de japanske gyserfilmskonventioner ved sine dagligdags bymiljøer, men adskiller sig ved sine hyppige brug af chokeffekter. Ligesom »Ringu« bliver der gjort grin med Ju-On-filmene i »Scary Movie«.

»Odishon«

(Audition). 1999.

Takashi Miike er en af Japans mest produktive og tabubrydende instruktører. På 13 år har han lavet over 60 film, hvoraf flere udforsker seksuelle grænse­områder. »Audition« var Miikes internationale gennembrud og fik publikummer over hele verden til at stønne af ubehag, hvis de overhovedet blev siddende i biografsalen. Filmen handler om en mand i filmbranchen, der afholder en falsk film-audition for at finde en ny kone. Den smukke unge kvinde, han falder for, viser sig desværre at have en overordentligt dyster fortid. Slutscenen er ubeskriveligt makaber, og her skal vi nøjes med at fortælle, at den involverer en lammende gift og en metaltråd, der kan skære gennem legemsdele.