Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?
»Måske er det mere et ordsprog end en dyd, men man siger jo, at tale er sølv, og tavshed er guld. Og det har altid undret mig. Ikke fordi jeg mener, at man ikke skal lytte, for selvfølgelig skal man det. Men jeg har altid selv snakket meget, og når man som ung pige får at vide, at man skal sidde pænt og tie stille – sikkert for belejlighedens skyld alene – har jeg undret mig og følt mig provokeret. For når det er naturligt for en at bruge ordet, mister man lidt af sig selv, når man bliver bedt om at lade være. Vi har vel også efterhånden lært – og det er især blevet cementeret de seneste par år – at det er godt at tage bladet fra munden. Ordsproget provokerer mig også, når jeg tænker på, hvor mange mennesker i verden, der er i en situation, hvor de ikke kan og ikke må tale. Når vi nu herhjemme har den frihed, skal vi da benytte den.«
Hvad er det største problem i verden lige nu?
»Det kan jeg næsten ikke svare på, uden at det kommer til at lyde dobbeltmoralsk. For det største problem, jeg overhovedet kan komme på, er, at vi alle sammen mener, at vi har ret. Alle grupperinger – politiske fløje, religioner og i vores egen lillebitte andedam. Og implicit siger jeg det jo også selv nu. Vi lytter ikke til hinanden – vi har bare bestemt os for, at det, vi selv siger, er det rigtige, og så buldrer man derudad. Der går så mange ting tabt, og vi kommer længere og længere væk fra hinanden. Det undrer mig virkelig med alt, hvad vi har lært af fortiden, at vi ikke har lært, at det er en god idé at lytte og være empatisk. Det er, som om vi har glemt at være i tvivl. Vi skulle måske huske mere på de gamle ord, at »du ved først noget, når du ved, at du ikke ved alt«.«
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?
»Det er en bog af Jean P. Sasson, der hedder »Prinsessen«. Jeg fik den af min far, som mente, at den ville jeg få meget ud af at læse. Den handler om en saudiarabisk prinsesse, som i årevis har skrevet dagbog og risikerer ret meget for at mødes med en kvindelig journalist og give hende sin historie. Jeg var kun lige blevet teenager, da jeg læste den, og den gjorde et enormt indtryk på mig. For det her privilegerede liv, jeg forestillede mig, at en arabisk prinsesse levede, var jo slet ikke sådan. Hendes mand var hende utro, der var flere koner og vold og alt muligt. Det lærte mig meget om verden, om mit køn, om, hvor meget det betyder, hvor du er født, og hvor vigtigt det er at være fri. Og at selv om du risikerer noget, er det vigtigt at fortælle historien, så ting kan blive lavet om. Jeg tror, det er en af de bøger, der har været mest skelsættende for mit liv – også i forhold til at jeg endte med at vælge den profession, jeg har valgt.«
Når det er naturligt for en at bruge ordet, mister man lidt af sig selv, når man bliver bedt om at lade være.
Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?
»Det er ikke det bedste råd, jeg nogensinde har fået. Men i anden runde af castingen til »Quizzen«, sagde min kollega Lærke Kløvedal: »Stol på prompten« – altså teleprompteren. Og det var et rigtig godt råd lige dér. Jeg har lavet radio i mere end seks år, men ikke TV sådan for alvor, så jeg har lige skullet vænne mig til at glo ind i et kamera og læse fra teleprompter i stedet for at kigge på mine papirer eller på publikum. Seerne kigger jo på mig, og så er det jo god stil at kigge tilbage.«
Hvad er din største succes i livet – også professionelt?
»Det har i virkeligheden nok været at stoppe på P3. Det var hårdt, fordi jeg har været der i så mange år, at det næsten var blevet en del af min identitet. Men det var også godt, for det satte en proces i gang i mit hoved – at ens identitet er ikke, hvad du laver, og hvor du laver det, men hvem du er. Det ved jeg nu. Og i sidste ende åbnede det døre for en masse andet, og nu laver jeg igen noget, som jeg er helt vildt glad for. På den måde har det været en succes, både professionelt og på et mere personligt plan.«
Hvad er ikke lykkedes for dig i tilværelsen?
»Jeg er ikke lykkedes med at holde op med at slå mig selv i hovedet over småting. Jeg vil gerne blive bedre til at sige pyt. Selvfølgelig skal man lytte til folk, der vil én det bedste, og det er også fint at lade pilen pege indad nogle gange, så man kan forbedre sig. Men når det er småting – hvis man f.eks. har fået sagt noget, man bagefter synes lød lidt fjollet – eller hvis ligegyldige mennesker, altså de, som ikke vil én det godt, kommer med kritik, som ikke er konstruktiv – så skal man kunne trække på skuldrene og sige pyt.«
