Gyldendal udgiver mesterværk med masser af stavefejl

Dostojevskijs »Dobbelt­gængeren« er en foru­roligende kafkask beretning om en virke­lighed, der i stigende grad ter sig som en ond drøm. Mesterværket er nu kommet i en prisbillig udgave. Til gengæld er den sjusket.

I »Dobbeltgængeren« kobler Dostojevskij det fantastiske med det bureaukratiske og det støvet almindelige med det horribelt ualmindelige. Udateret portræt. Fold sammen
Læs mere

Den store russiskfødte forfatter Vladimir Nabokov, der ellers regnede Fjodor Dostojevskij for en middelmådig ditto, sagde om dennes ungdomsværk »Dobbeltgængeren« fra 1846, at den var en perfekt roman. Efter endt (gen)læsning må man give ham ret. »Dobbelt­gængeren« er perfekt i sin timing, perfekt i sin opbygning af den ene hysteriske scene efter den anden, perfekt i den måde, den til stadighed lader læserne i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. Og ufatteligt moderne. Og ufatteligt morsom, ikke mindst, midt i tragikken. Som (næsten) al stor litteratur er det.

Romanen, der nu er genudgivet (igen, igen) i Ejnar Thomassens oversættelse fra 1941, begynder med, at »vor helt«, som han kaldes, Sankt Petersborg-bureaukraten Jakob Petróvitsj Goljádkin, vågner op. Allerede her melder romanens gennemgående tvivl sig, for hvor er han? Hvad sker der? Nå, pyha, han er hjemme, men trængslerne på denne romanens første dag er først lige begyndt, for hans tjener, Petrusjka, har lejet ham en ekvipage. Nu skal han køre flot, han skal til fin fest, men undervejs nidstirres han (vistnok, intet er helt sikkert) af kolleger fra kancelliet, og en pludselig indskydelse får ham til at opsøge sin læge, Krestjan Ivánovitsj Rutenspitz. Scenen i konsultationen er et studie i absurd dialog:

»- Jeg tilstår, at jeg på min side ...

- Jeg forstår Dem, Krestjan Ivánovitsj, jeg forstår Dem så godt, og jeg på min side føler ligeledes ...

- Sig mig engang - hvor bor De egentlig nu? - Hvor jeg bor, spørger De?

- Ja ... jeg vil blot ... De levede dog tidligere, tror jeg ...

»Ja vist levede jeg, Krestjan Ivánovitsj, også tidligere levede jeg - hvorfor skulle jeg ikke have levet!«

Den stakkels Goljádkin lider, forstår man på samtalen, af muligvis begrundet paranoia. Efter endt snak køber han stort ind af udstyr, der skal bruges til hans forestående giftermål, og senere på dagen sniger han sig ind til en fest, som han ikke er velkommen til, og hvis opulente luksus beskrives med udsøgt ironi af romanens diskrete jeg-fortæller: »Det er selvindlysende, at min svage og stumpe pen på forhånd må opgive at skildre dette af festens bedagede giver så gavmildt foranstaltede bal på behørig måde ...« Endnu senere møder Goljádkin den dobbeltgænger, der har givet romanen dens titel, og som ligner ham på en foruroligende prik: »Den natlige ven var ingen anden end - ham selv, hr. Goljádkin selv, en anden hr. Goljádkin, men alligevel ganske og aldeles sådan én som han selv.«

Og det bliver endnu mere foruroligende, fordi dobbeltgængeren, der også hedder det samme som den, han er dobbeltgænger for, i stigende grad personificerer sig som »vor helts« bedre halvdel og i tilsvarende grad skandaliserer sidstnævnte. Det kommer til absurde scener, der ikke bliver mindre absurde af, at ingen andre end den ægte Goljádkin selv synes at undre sig specielt meget over, at der pludselig er to fysisk helt ens personer, der arbejder i samme kancelli, og den totale forvirring forstærkes af, at Goljádkin – stadig den ægte – i sin fortvivlelse veksler mellem desperat flugt fra sin dobbeltgænger og en modsat trang til at kaste sig i hans arme og lade alt være godt. Det er tragikomik på højeste plan.

Hvad siden hænder, skal vi ikke afsløre her, men derimod pege på, at romanen med sin kobling af det fantastiske med det bureaukratiske og det støvet almindelige med det horribelt ualmindelige synes at foregribe et senere århundredes Franz Kafka. Synd kun, at Ejnar Thomassens gamle og vistnok ikke 100 procent præcise, men i hvert fald velklingende oversættelse præsenteres så sjusket som her: Fejlene står i kø, enten som overflødige bindestreger (»for-drive«, »no-get«), manglende ordadskillelser (»næstenaltid«, »knubsetafkvinder«) eller gakkede stavefejl (»min yen«, »hen i vejet«).

På det grundlag kan nærværende udgave ikke 100 procent anbefales (selv om den, indrømmet, er billig!) Det kan romanen som sådan til gengæld, og at den fortjener seks stjerner kan selv ikke forvirret forlagssjusk ændre på. Nabokov havde ret. »Dobbeltgængeren« er skræmmende god. Læs den, hvis du tør.

Dobbeltgængeren

Forfatter: Fjodor Dostojevskij. Oversætter: Ejnar Thomassen. Forord: Marie Tetzlaff. Sider: 209. Pris: 100 kr. Forlag: Gyldendal.