Gyldendal-ikon stopper som litterær direktør efter 24 år

Efter 24 år har Johannes Riis besluttet at fratræde som litterær direktør, men han fortsætter på Gyldendal som forlægger for sin forfatterportefølje.

Johannes Riis ved en af Gyldendals traditionsrige efterårsreceptioner, hvor han i årevis var hovedtaler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Litterær direktør på Gyldendal Johannes Riis fratræder sin stilling efter 24 år.

Han fortsætter dog hos Gyldendal som forlægger for sin forfatterportefølje.

Det oplyser forlaget i en pressemeddelelse.

»Alting har sin tid; det har været mit privilegium at være litterær direktør på Gyldendal i 24 år. Nu sættes der nye mål, og for at nå dem skal der nye og andre kræfter i spil. Jeg ønsker dem alverdens held og lykke og ser frem til at få mere tid til at arbejde med ”mine” forfattere og deres manuskripter, forhåbentlig til gavn og glæde for både forfatterne, Gyldendal og læserne,« udtaler Johannes Riis.

Adm. direktør Morten Hesseldahl siger i den forbindelse:

»Johannes har gennem alle årene været garant for, at der på Gyldendal har været udgivet bøger af høj litterær kvalitet, og samtidig har han på fornemste vis formået at forsvare et både bredt og nysgerrigt litteratursyn. Jeg vil gerne sige ham tak for en fantastisk indsats som litterær direktør for Gyldendal.

Når det gælder fremtiden for Gyldendal Forlag, vil vi i morgen præsentere en ny organisation, der skal imødegå udfordringerne på et bogmarked i hastig forandring. I et sådant generationsskifte er jeg taknemmelig for og ser det som en stor styrke, at vi fortsat kan trække på Johannes’ enorme erfaring.«

I midten af august kostede et svigtende bogsalg Gyldendal dyrt, da forlaget havde et underskud på 45 millioner kroner i første halvår.

Den gang sagde Morten Hesseldahl, at Gyldendal ville gå i gang med at se på, hvordan forlaget kan komme på ret kurs igen.

Han ville ikke afvise, at der også kunne blive tale om at skære i antallet af medarbejdere.