Gyldendal bestiller egne positive boganmeldelser

Landets største forlag søger efter anmeldere til deres bøger på Facebook. Dårlige anmeldelser bliver ikke bragt. Et guerilla-agtigt forsøg på at komme i dialog med de læsere, der ikke læser avis, lyder det fra Gyldendal.

Foto: Simon Klein Knudsen. Gyldendals marketingdirektør, Mette Holbæk, fortæller, at Gyldendal aldrig kunne finde på at bringe en- eller to-stjernede læseranmeldelser på forlagets site: »Vores forfattere skal kunne stole på, at vi ikke først antager dem, hvorefter vi kritiserer dem sønder og sammen. Men vi er ikke ude efter reklametekster, dem kan vi sagtens selv skrive.«
Læs mere
Fold sammen

»I gamle dage kunne en teaterforestilling eller en bogs succes afhænge meget af, hvad en bestemt toneangivende anmelder skrev,« sagde Klaus Rifbjerg i 2006. Og den nu afdøde forfatter tilføjede i bogbranchens blad, BogMarkedet: »Sådan er det ikke mere. Nu er det mere tilfældigt, hvad det er for en cykelsmed, der kommer ind fra højre og skriver et eller andet.«

»Det er ret ironisk, at Rifbjerg faktisk har fået ret,« siger Kamilla Löfström, der er oldermand for Litteraturkritikernes Lav:

»Og så sker det oven i købet på Gyldendal, hvor Rifbjerg tidligere var litterær direktør.«

Kamilla Löfström reagerer på landets største forlags seneste initiativ. Gyldendal søger for tiden – på Facebook – efter anmeldere til nogle af forlagets aktuelle udgivelser. »Vil du også anmelde bøger for Gyldendal.dk?« spørger forlaget for eksempel i et opslag for en anmeldelse af Chris Kraus’ »I love Dick«, skrevet af læseren Christina Michelle Jensen.

Gyldendal har allerede fået vurderinger af blandt andet Dorthe Nors’ nyeste bog, »Spejl, skulder, blink«, Niels Lyngsøs »Himlen under jorden« samt Niels Henning Falk Jensbys »Techno«.

Anmelderne får ikke penge for at anmelde bøgerne, fortæller Mette Holbæk, Gyldendals marketingdirektør.

»Det her er et guerilla-agtigt forsøg på at komme i kontakt med nogle læsere,« siger hun om forlagets ambition.

Det handler om at nå nye læsere. Dem, der ikke læser avisernes anmeldelser.

»Vi skal vide at forstå, at det kun er en del af det læsende publikum, der indgår i det traditionelle litterære kredsløb. Det er folk i den kreative klasse – de, der er medlem af Samlerens Bogklub, de, der abonnerer på aviser. De forstår det økosystem, hvor der er forlagene, avisernes anmeldere og forfatterne. De anerkender det system og læner sig op ad det. De elsker at gå i Grand Teatret og læser de anmeldelser, der er hængt op i biografen,« siger Mette Holbæk:

»Men der er en anden del af det læsende Danmark, der optræder i de undersøgelser, jeg får lavet, om hvordan folk opfører sig, når de læser bøger, og hvorfor de gør det. De lytter kun til deres venner, når de skal læse bøger. De orienterer sig ikke efter anmeldelser. Jeg er også interesseret i den del af det læsende Danmark. Vi udgiver 500 bøger om året, og vi henvender os ikke kun til dem, der læser aviser,« siger hun.

Hun understreger, at projektet endnu ikke har fundet sin form. Efter at Berlingske har henvendt sig, ændrer Gyldendal da også betegnelsen »Anmeldelse« til »Læseranmelder« på Gyldendal.dk.

»Det er måske at stramme den at kalde det anmeldelser, for det er en genre, man har bestemte forventninger til. Der må ikke være nogen tvivl om, at det her ikke er på dag- bladene ansatte litteraturanmeldere,« siger Mette Holbæk om den beslutning: »Vil vi gerne høre, hvad almindelige mennesker synes om bøgerne? Ja, det vil vi helt vildt gerne. Erstatter det almindelige litteraturanmeldelser? Slet ikke.«

Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at forlaget aldrig kunne finde på at bringe en et- eller to-stjernet anmeldelse.

»Vores forfattere skal kunne stole på, at vi ikke først antager dem, hvorefter vi kritiserer dem sønder og sammen. Men vi er ikke ude efter reklametekster, dem kan vi sagtens selv skrive.«

Hvad kan man bruge sådan en anmeldelse til?

»Det er ikke en kvalitetskontrol på samme måde, som nogle har en relation til visse professionelle anmeldere på. Du kan ikke navigere efter amatøranmeldere på samme måde, som du kan efter professionelle anmeldere. Men er der noget, nogle folk gerne vil læse, så er det, hvad andre læsere synes.«

Selvom Kamilla Löfström mener, at Klaus Rifbjerg har fået ret i sin karakterisk af udviklingen inden for litteraturkritikken, mener hun ikke, at det er et reelt problem, at Gyldendal bruger egne anmeldere.

»Det er helt oplagt, at jeg som oldermand for Litteraturkritikernes Lav synes, at det er helt forfærdeligt, at Gyldendal gør det, men jeg mener faktisk, at det først ville være forfærdeligt, hvis man ikke kunne se forskel på marketing og kritik eller på de anmeldere, der får penge for det, fordi de har en faglig baggrund, og så Gyldendals læsere,« siger Löfström, der også er litteraturanmelder på dagbladet Information og underviser i kritik på litteraturvidenskabsstudiet på Københavns Universitet.

»Anmeldelserne på Gyldendal.dk er, hvad man kan kalde medrevet referat. Teksterne ligger meget tæt op ad en bagsidetekst,« siger Kamilla Löfström.

Hun er heller ikke bange for, at de professionelle kritikeres rolle er truet i fremtiden.

»Smagsdommeren i heibergsk forstand er på vej ud – den, der tror, at man kan diktere, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er god smag. Men nørden, mener jeg, har rigtig gode chancer. Den, der faldt i gryden som lille, og som simpelthen bare ikke kan lade være og som er fuldstændig uafhængig af andre. Og som evner at perspektivere og karakterisere det, han eller hun læser, på en helt anden måde end amatøranmelderne.«