Gurli Gris er for farlig for kineserne

Gurli Gris er forsvundet sporløst fra en populær kinesisk app. Forklaring: Hendes relation til undergravende subkulturer har bragt hende i unåde hos myndighederne.

Et subkulturelt ikon: Gurli Gris. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

En af mange børns favoritfigurer Gurli Gris er ikke længere velkommen i Kina. Det skriver den statskontrollerede kinesiske avis Global Times og flere andre medier.

Gurli Gris – eller Peppa Pig, som hun hedder på engelsk – er en animeret TV-serie for børn med episoder af fem minutters varighed, der handler om Gurli og hendes venner Karla Kanin, Pedro Pony, Herluf Hund med flere. Herhjemme kan den opleves på DRs børnekanal Ramasjang.

Som udgangspunkt er der altså tale om et uskyldigt børneunivers, men ifølge de internationale nyhedsmedier er hashtagget for Gurli Gris hen over weekenden forsvundet fra den meget populære kinesiske app Douyin, der bruges til at uploade, redigere og dele korte videoer. En søgning på Gurli Gris giver heller ingen resultater.

Forklaringen er ifølge Global Times, at det støder de kinesiske myndigheder, at Gurli Gris er blevet et »subkulturelt ikon«. Gurli Gris associeres således i stigende grad med begrebet »shehuiren«, der både refererer til organiseret kriminalitet og til personer, der ønsker at leve alternativt. Eksempelvis har voksne fans uploadet billeder af en tæt tatoveret Gurli Gris, ligesom de har linket Gurli Gris til gangsta-rappere og skabt deres egne Gurli Gris-videoer. Her kan man blandt andet opleve Gurli Gris drikke blegemiddel eller blive tortureret af en tandlæge og andre ting, der slet ikke er for små børn.

»Hvis subkulturelle tanker og adfærdsformer kommer ud af kontrol og bliver ekstreme, kan det skade samfundet,« forklarer Jiang Haisheng, der er leder af afdelingen journalistik og kommunikation ved universitet i Shandong, til Global Times.

Gurli Gris er langtfra det eneste vestlige børnekulturikon, der er under pres i Kina. Sidste år bad myndighederne i Beijing således de kinesiske forlag om at begrænse antallet af billedbøger til børn skrevet af vestlige forfattere.