Guide: Sådan indretter du dig med lys

En rigtig lyssætning er ikke bare vigtig for udtrykket og stemningen i dit hjem – godt lys er også afgørende for dit velbefindende. Vi har fået en ekspert til at guide gennem lysjunglen.

Lys kan skabe forskellige stemninger og er afgørende for vores velbefindende. I køkkenet er det f.eks. vigtigt, at der er et godt arbejdslys. Foto: PR/Nuura

Spørger man lysekspert og -designer Sofie Refer, så er der mange gode grunde til at tage lyssætningen af sin bolig seriøst. Lys påvirker nemlig vores krop, psyke, humør, energiniveau og hjerterytme.

»Man skal have stor respekt for lys. Man bør få meget mere fokus på at indrette sig rigtigt med lys, for det påvirker os meget mere, end mange tror,« siger hun.

Sofie Refer, der er kreativ direktør og designer i det danske lysfirma Nuura, fortæller, at den indendørs kunstige belysning især på denne tid af året, hvor vi går ind i den mørkere vintertid, bliver ekstra vigtig at fokusere på.

Ud over de sundhedsmæssige aspekter handler rigtig belysning også om praktik.

»Lys har en vigtig funktion i boligen, fordi man f.eks. bliver irriteret, hvis man ikke kan se ordentligt til at læse, lave mad eller lægge makeup. Lys kan desuden skabe forskellige stemninger i en bolig,« fortæller hun.

Find dine lysbehov

Er man helt på bar bund, kan det være en idé at sætte sig ned og danne sig et overblik over boligens forskellige rum, råder Sofie Refer.

»Det er en god ide at starte med at lave en liste over de lysbehov, der er i de enkelte rum. Hvilke behov har du? Arbejdslys har man bl.a. brug for i køkkenet, ved skrivebordet og på badeværelset. Læselys har man brug for i soveværelset, ved sofaen og ved lænestolen. Desuden skal alle rum have et godt allround-lys, der kan lyse hele rummet op, og noget stemningslys, der kan skabe hygge,« forklarer Sofie Refer.

Sofie Refer er kreativ direktør og designer i det danske lysfirma Nuura. Foto: PR

Hun mener, at det er vigtigt, at man i hvert rum finder ud af, hvilke af de fire elementer man har brug for, og en god tommelfingerregel er ifølge eksperten, at der mindst skal være tre lyskilder i hvert rum. Desuden anbefaler hun, at man sætter en lysdæmper på sine lamper:

»Det giver mulighed for at justere lyset efter behov – og efter tidspunktet på dagen,« forklarer hun.

Hvor i et rum man skal placere sine lamper, afhænger af rummets størrelse, det naturlige lysindfald, og om man har mørke eller lyse vægge.

Undgå ’uhyggelige hjørner’

Når lyset er på plads i rummene, er det en god idé at tjekke, om alle hjørner i rummet er lyst op. Hvis de ikke er, har du for lidt lys.

»Der må ikke være døde hjørner, for det kan næsten være uhyggeligt og virke lidt klaustrofobisk,« siger Sofie Refer.

Lys er desuden en meget individuel sag, for nogle mennesker trives bedst med meget lys, andre med mindre. Ældre har som regel brug for mere lys end yngre osv.

»Derfor er det vigtigt at prøve sig frem og eksperimentere. Flyt lidt rundt på lamperne, og se, hvad der fungerer bedst for dig,« anbefaler Sofie Refer.