»Gudstro ligger tæt på fascisme«

Den svenske dramatiker og instruktør Lars Norén har ikke meget til overs for religion eller for Kaj Munk, som han kalder »uhyre udemokratisk«. Alligevel – eller måske netop derfor – sætter han den danske digterpræsts religiøse stykke »Ordet« op i Skuespilhuset. Berlingske Tidende har mødt Norén inden premieren onsdag.

Det smukke i »Ordet« er efter Lars Noréns mening, at kærligheden overvinder døden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Sæderup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lars Norén kan ikke udstå det ofte stillede og umiddelbart uskyldige spørgsmål: ’Tror du på Gud?’:

»Hvis man svarer nej, ligger der jo i det, at Gud findes, men at man bare ikke tror på ham. Man burde i stedet spørge: ’Tror du på en gud?’,« siger Lars Norén og tilføjer: »Frågan är fel« – spørgsmålet er forkert.

Den 64-årige svenske dramatiker og instruktør er ikke meget for religion. Faktisk nærer han et dybt had til særligt de fundamentalistiske udgaver, hvor de hellige skrifter, hvad enten det er Biblen eller Koranen, læses ordret og bruges til at slå de vantro oven i hovedet med.

»Jeg forholder mig kritisk over for enhver form for totalitarisme, og jeg mener, at der i religionen og i hvert fald i kristendommen findes en dragning til en stærk leder. Jeg synes, at gudstro og fascisme ligger meget tæt på hinanden. Manden der skal skelne mellem godt og ondt, sandt og falsk. Troen på Jesus ligger for mig at se tæt op ad dyrkelsen af Hitler,« lyder Lars Noréns kontante vurdering.

Derfor kan det virke besynderligt, at han af alle skuespil har valgt at kaste sig over et stykke, der i den grad er gennemsyret af religiøsitet, når han fra i morgen opfører Kaj Munks »Ordet« i Skuespilhuset.

»Jeg vil oversætte det, der står i »Ordet« til vor tid,« siger Lars Norén selv som begrundelse:

»Det er et vældig kompliceret stykke. Næsten umuligt. Faktisk det mest umulige stykke, jeg har arbejdet med, men jeg vil fortælle, hvor skadelig fundamentalisme er, hvad enten det er udtrykt gennem fascisme eller religion,« siger Norén og gør klart, at Kaj Munk efter hans opfattelse netop var eksponent for den tilgang til troen.

»Jeg er meget kritisk over for ham. For mig at se fremstod han uhyre antidemokratisk,« siger han.

»Ordet« er fra 1932 og foregår i Vestjylland. Stykket handler om den forbudte kærlighed mellem den ene af sønnerne i den grundtvigianske familie Borgen og datteren af byens indremissionske overhoved, Peter Skrædder.

»De indremissionske giver afkald på livet på Jorden for belønningen efter døden. Det, synes jeg, ligner den fundamentalisme, som er stærk i alle religioner i dag. Ikke mindst i katolicismen som forbyder prævention og abort. Der ligger en uhørt opgivelse i det,« siger Lars Norén og tilføjer:

»For mig er verden så smuk og betydningsfuld, netop fordi den har skabt sig selv, og derfor må vi også selv give den mening. Det er der ikke nogen gud, der skal.«

Berlingske Tidende møder Lars Norén i Skuespilhusets kantine. Han kommer lige fra prøverne på »Ordet«. Vi sætter os ved et af bordene med panoramaudsigt over Københavns Havn og Operaen på den anden side af vandet.

»Det er fantastisk at arbejde i de her rammer,« siger han og slår ud med armene. Teknikken er utrolig god og personalet er virkelig dygtigt og hårdtarbejdende. Det er jo kun den anden forestilling på Store Scene, så man kunne tro, at man ikke var kommet helt ind i rutinen endnu, men det fungerer bare skidegodt,« konstaterer Lars Norén med et smil.

Lars Norén var 12 år, da han første gang så Carl Th. Dreyers filmversion af »Ordet«. Det var i midten af 1950erne, og han boede med sine forældre i den lille by Genarp et par kilometer uden for Lund i Skåne. Han så dansk TV, og her blev sendt en hel kavalkade med den store danske manuskriptforfatter og instruktørs film.

»Jeg kan huske, at »Ordet« gjorde et voldsomt indtryk på mig. Når man er barn, går film jo direkte ind. Særligt scenen om døden og genopstandelsen, hvor Inger vågner op efter at have været død i barselssengen, er meget stærk. Det har nok også betydet noget, at jeg lige havde mistet min morbror, som jeg holdt meget af. Det hobede sig alt sammen op i mig og blev en meget stærk oplevelse,« husker Lars Norén. Men der lå nu ikke noget religiøst i det. Selvom hans mor kom fra en stor præstefamilie, var barndomshjemmet ikke præget af gudstro.

»Jeg har aldrig været troende, heller ikke da jeg var lille. Så der er ikke tale om, at jeg har tabt min barnetro, eller at det er et oprør, når jeg er så negativ over for troen i dag,« siger Norén.

Han mener, at hans tilgang til »Ordet« og troen er en fordel, når han sætter stykket op.

»I og med at jeg ikke selv tror på, at der findes en gud, kan jeg måske se mere kritisk på det. Det smukke i stykket er jo, at kærligheden overvinder døden. Men hvordan jeg har løst det – min slutning på stykket – skal være en overraskelse for publikum, så det vil jeg ikke tale om,« siger Lars Norén.

Egentlig var det Carl Th. Dreyers version, han ville opføre i Skuespilhuset, men arvingerne lod ham ikke bruge manuskriptet.

»Jeg læste det, men fik ikke lov til at bruge det som udgangspunkt for forestillingen. Dreyer er for mig en af de største kunstnere i sidste århundrede, og han har påvirket mig meget. I 1960erne traf jeg ham faktisk. Jeg skulle have været assistent på manuset til »Gertrud«, men det blev nu ikke til noget. Men jeg var meget imponeret af ham,« fortæller Lars Norén.

Når vi under interviewet kommer ind på »Ordet«, nævner Lars Norén ofte den sammenhæng, han ser mellem fundamentalistisk tro og fascismen eller nazismen. De højreekstreme kræfter har han da også beskæftiget sig indgående med i tidligere forestillinger. For ti år siden fik det tragiske følger, da han opførte stykket Sju /tre (Syv / Tre), hvor han brugte tre nynazistiske fanger fra det svenske fængsel Hall. Dagen efter den sidste forestilling benyttede en af fangerne lejligheden til at stikke af og begå et bankrøveri, der forårsagede to betjentes død. Noget der fik store dele af den svenske befolkning til at vende sig mod Lars Norén og kritisere ham i skarpe vendinger.

»Jeg var dybt chokeret. Det påvirkede mig meget, og jeg tænkte meget over det. Vi arbejdede otte-ni måneder sammen, men jeg havde ikke nogen forestilling om, at teatret skulle forandre dem, men trods det var det dybt chokerende,« siger Lars Norén og fortæller om det voldsomme pres, der var på ham.

»Da stormen var på sit højeste i medierne og i debatten, søgte jeg i ly – beskyttelse. Men jeg har aldrig skrevet så godt, som jeg gjorde i den periode. Jeg skrev stykket »Kyla«, der handler om et kendt overfald, hvor en nynazist sparkede en svensker med et udenlandsk klingende navn ihjel. Det stykke er blevet spillet mere end 200 gange i hele Europa,« siger Lars Norén og påpeger, at det var kriminalforsorgen, der havde givet lov til at bruge fangerne.

Ved bordet bag os sidder nogle af skuespillerne fra »Ordet« og snakker. Pludselig bryder de ud i en messende sang.

»Det er mit ensemble,« udbryder Lars Norén med et tilfreds smil. Det er en scene fra bønnemødet hos Peter Skrædder i »Ordet«, de øver. Netop det at skuespillerne er et ensemble – en enhed – er vigtigt for den svenske dramatiker og instruktør.

»Vi må spille sammen, det handler mere om at lytte til andre end bare selv at tale,« siger Lars Noren, der af samme grund har indskærpet over for skuespillerne, at de ikke må øve deres roller hjemmefra, men skal lære dem sammen i Skuespilhuset.

»Ordet« blev i den oprindelige version opført på Betty Nansen Teatret i 1932. Et teater, der siden fik en særlig og noget besynderlig betydning for Lars Norén. Sammen med Ulrika Josephsson blev han for godt halvandet år siden tilbudt chefposten på teatret, men de to endte efter megen ballade med at trække sig, allerede inden de var tiltrådt. Men det har nu ikke gjort Lars Norén træt af Danmark. Tværtimod kunne han sagtens forestille sig at vende tilbage på mere permanent basis. Der er bare lige det med tiden.

»Nu skal jeg til at arbejde i Paris og bagefter i New York, og så må vi se, hvad der sker. I Paris skal jeg sætte et af mine egne stykker op i november, og i New York har jeg premiere på »Krig«, men jeg vil gerne tilbage til Danmark,« bedyrer Norén.

Han kan godt lide atmosfæren her og synes, det er rart at komme væk hjemmefra arbejdslejligheden i Stockholm.

»Man kan bedre koncentrere sig – de problemer man har derhjemme, kan man jo ikke gøre noget ved, så det giver sig selv,« siger han men understreger samtidig, at han holder meget af om sommeren at være på det landsted, han har på Gotland.

Især i Sverige er Lars Norén ofte blevet forbundet med det meget dystre. Man har endda et særligt udtryk, der hedder »rent norénsk«, som bruges om noget virkelig sort og trist, ligesom en mislykket højtid kan betegnes »Norén-jul«. Men det billede har Lars Norén svært ved at kende.

»Jeg er ikke mørk og dyster,« siger han med et stort smil:

»Jeg forstår det ikke rigtigt. Det kommer an på, hvordan man spiller mine stykker. Man kan spille dem meget let, som komedier, men jeg oplever ofte, at det bliver meget sort. Men jeg er altså ikke dyster, når jeg skriver det,« siger Lars Norén. Ifølge ham er der hele tiden to spor i hans arbejde.

»Der er samfundsskildringerne som »Drengene i skyggen« »Mod til at dræbe« og senere »Anna Politkovskaja«, men jeg har også mere eksistentielle stykker, som er langt lysere. Jeg kan ikke holde ud at være i det helvede hele tiden. Da jeg arbejdede i fængslet skrev jeg for eksempel nogle af mine smukkeste stykker om aftenen.« Lige for tiden skriver Lars Norén dog ikke.

»Det er for tungt for mig. »Ordet« kræver for meget af mig. Det er et tungt stykke, og der er så meget i det. Jeg er helt brugt op, når jeg kommer hjem,« siger Lars Norén.