Gudedans på Grønnegård

Nikolaj Hübbe som Apollon er et stærkt kort på det alsidige sommerprogram med Den Kgl. Ballet, som fra Grønnegårds Teatret fortsætter på turné rundt i landet.

Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff i lyrisk pas de deux i Balanchines »Apollon« i Grønnegårds Teatret. Foto: Jakob Boserup Fold sammen
Læs mere

Nikolaj Hübbe er en danser, der kan fylde et helt scenerum ud med sin karismatiske udstråling og sit intense nærvær. Og det kan han sandelig også, selv om scenen er udendørs under åben himmel i Kunstindustrimuseets store smukke have.

Den 39-årige danser, der til næste sommer tiltræder stillingen som balletmester for Den Kgl. Ballet, fænger os med sit blik, sin musikalske frasering og gennemførte bevægelseskvalitet, straks han træder ind på scenen i aftensolen som guden Apollon. Og selvfølgelig er det et stærkt kort på Den Kgl. Ballets sommerprogram i Grønnegårds Teatret, at Nikolaj Hübbe er kommet hjem fra New York for at danse titelrollen i Balanchines udødelige mesterværk.

Tre dejlige muser har han med sig på scenen med Femke Mølbach Slot, Caroline Cavallo og Silja Schandorff som henholdsvis poesiens, mimekunstens og dansens muse, og smukt og ømt danner Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff par i ballettens blide, lyriske pas de deux.

Enkelte skønhedsfejl var der på premiereaftenen mandag i Apollon, men heldigvis kunne nogle få sekunders koks i den digitalt indspillede Stravinskij-musik ikke vælte guden fra New York omkuld.

Tim Rushtons trio Triplex fra 1999, som oprindeligt blev koreograferet til sommerballetten på Frederiksborg Slot og siden er blevet danset udendørs i Politigården af Dansk Danseteater, har nu også fundet vej til haven i Bredgade. Den legende, kåde dans med masser af sjove vrik i hofterne til Bachs 5. klaverkoncert er bestemt et gensyn værd og bliver nu danset fint af det unge trekløver Femke Mølbach Slot, Sebastian Kloborg og Alexander Stæger.

Fra den forgangne sæson byder det alsidige program i Grønnegårds Teatret på duoen 10 to Hyper M, som var finske Jorma Elos bidrag til Den Kgl. Ballets fejring af 250-året for Mozarts fødsel. Ligesom til urpremieren på Takkelloftet i november skurrer sammenstillingen af tre vidt forskellige Mozart-værker stadigvæk lidt i ørerne. Men det er en fryd at se Silja Schandorff og Fernando Mora i deres seje sorte jeans folde sig stærkt og smidigt ud i Elos koreografi med karakteristiske bølgende arme, raffineret håndgestik og dyrisk årvågne blikke.

Oplagt er det selvfølgelig på et sommerprogram, som man må formode bliver set af en del turister og som skal på turné rundt i landet, at præsentere uddrag af 3. akt af Napoli. Danseglæde og gejst mangler der bestemt ikke hos de i alt 12 dansere i pas de six og tarantel fra Bournonvilles ballet, og såvel herrer som damer og ikke mindst Caroline Cavallo byder på fine solopræstationer. Men vi har set Bournonville danset smukkere og mere homogent, og den Kgl. Ballets varemærke skal sidde lige i øjet hver gang. Det kommer måske også til at ske, når danserne har vænnet sig lidt mere til det skrånende gulv på udendørsscenen.

Og mon så ikke også udlændinge ligesom os hjemmefødninge ville være glade for at få lidt flere informationer om de enkelte værker, end de sparsomme oplysninger, man finder på det trykte programark.

Ballet på Grønnegårds Teatret. »Apollon«. Koreografi: Balanchine. Musik: Stravinskij. »Triplex«. Koreografi: Tim Rushton. Musik: J.S. Bach. »10 to Hyper M«. Koreografi: Jorma Elo. Musik: Mozart. Pas de six og tarantel fra »Napoli«. Koreografi: Bournonville. Musik: Helsted og Lumbye.

Den Kgl. Ballet. Grønnegårds Teatret, mandag. Sidste dag 29. juli. Herefter turné rundt i landet.