»Gud ja, Pjerrot mangler hovedet!«

Sidste år forvandlede de Pjerrot til en vampyr. I år er han blevet til Afro-Pjerrot, der springer fra Pantomimescenen og ud i Tivoli sammen med verdens største ghettoblaster, fem meter høje dukker og en gigantisk blæksprutte. AOK har talt med instruktør Steen Koerner og komponist Yo Akim Hjejle, som nu for tredje gang vender tingene på hovedet på Pantomimeteatret i Tivoli.

Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kort før verdenspremieren på forestillingen »Columbines Karneval« er der fuld gang i den foran den gamle Pantomimescene i Tivoli. Det er tidlig formiddag i mild sol, og prøverne har, som vanligt, været i gang siden kl. 6 om morgenen. Foran scenen tårner de fem meter høje dukkeversioner af Harlekin, Columbine, Pjerrot og Kassander sig op over dukkeførerne, der sidder og sludrer på bænkene.

»Gud ja, Pjerrot mangler hovedet!«, udbryder scenograf Maja Ravn, mens hun piller ved Columbinedukkens gigantiske, pink tylskørt.
På scenen venter omkring 20 dansere og statister tålmodigt på næste gennemspilning, mens forestillingens instruktør Steen Koerner forklarer noget til en lille skov af farvestrålende graffitipile af pap, som synes at bevæge sig rundt ved egen hjælp langs den snoede grussti under træerne.

Det er nu tredje gang, Steen Koerner og komponisten Yo Akim Hjejle indtager Pantomimeteatret med deres moderne og farvestrålende twists af de klassiske Tivolikarakterer, og i år begrænses forestillingen ikke til påfuglescenen, men bevæger sig rundt i Tivoli som en udendørs totaloplevelse, der ganske vist starter på Pantomimeteatret men ender på Plænen og den store scene i en farvestrålende finale, som både vækker karrusellen Nautilus og Påfuglemanden til live.

Forestillingen blev til ud fra et oplæg fra Tivolis direktør Lars Liebst, som gerne ville have noget, der samlede haven, og samtidig bevægede sig rundt i den. Resultatet bliver et 30-minutters »streetshow«, hvor electric boogie, japansk Kasou Taishou-magi og akrobatisk luftdans kombineres i en tempofyldt totalforestilling - til et soundtrack, der er snoet sammen af elektroniske beats og klassiske toner fra Tivolis eget symfoniorkester. Og hvor velkendte figurer fra hele Tivoli – fra Pantomimescenen til Piratskibene – deltager i karnevallet.

Når forestillingen skal bevæge sig gennem haven, bliver publikum ført afsted af en gigantisk ghettoblaster og en hær af pangfarvede graffitipile – og i den store, fyrværkeriglitrende finale på Plænen er karrusellen Nautilus vakt til live som en kolossal blæksprutte, der besejres af Harlekin, mens kærligheden svulmer på scenen til tonerne af glad dancehall med vokal af Anisette.

»Vi syntes, Tivoli skulle gøre noget mere ud af deres figurer«, siger Steen Koerner. »Når man går rundt og kigger herinde, hedder det hele jo noget med Harlekin og Columbine og Påfuglen og Pjerrots Varehus, så vi håber, at den her forestilling vil få resten af haven til at give endnu mere mening bagefter. Og så ville vi gerne tage Tivoli i brug på en anderledes måde, og lave noget, der var stort og spektakulært. Og noget, vi ikke havde prøvet før.«

Både Steen Koerner og Yo Akim Hjejle er gennembegejstrede for den gamle pantomimescene med det smukke fortæppe, der er udformet som en påfugl, og fortæller henrykt om knirkende hejseværk og gammeldags scenerekvisitter, som var det magisk legetøj. Også selvom der skal bruges fem personer bag scenen udelukkende til at styre påfuglens hale under forestillingen, fordi intet må ændres eller mekaniseres i den fredede teaterbygning.

De har arbejdet sammen så længe, at de er enige om det meste. Deres svar snor sig ind og ud mellem hinanden. Yo Akim Hjejle taler højest og afbryder oftest. Steen Koerner smiler mere og virker på ingen måde premierepresset under sin bløde hat, selvom slutscenen faktisk ikke er helt på plads endnu. Han skal jo lige »møde blæksprutten først«. Nogle gange danser han sine svar.

»Yo Akim og jeg har en hel fælles verden, vi har bygget op«, siger han. »Jeg kan kun lave de her forestillinger, hvis det er Yo Akim, der laver musikken. Han kender dansen og forskellene mellem karaktererne og ved, hvad der skal bruges. Det ville tage for lang tid med en anden.«

De fortæller, at de længe før deres første forestilling havde tænkt på Pantomimeteatret som »electric boogie-teatret«: »Electric boogie har en hel masse tilfælles med gamle mimeting. For eksempel det der helt klassiske move, hvor man lader som om, der er en rude foran en«, siger Yo Akim Hjejle, og Steen Koerner tager over:

»Vi bliver jo ofte mødt af den der forestilling om, at electric boogie er voldsomt moderne, mens balletten er det gamle og originale. Men i vores første pantomimeforestilling blev Harlekin spillet af Rui (Pereira, red.), som er brasiliansk mester i capoeira, og capoeira har altså 3.000 år gamle rødder i Angola. Balletten er kun 450 år gammel.«

Og så rejser han sig og danser et stykke af verdenshistorien frem, så man ser kinesiske robotter, gamle egyptere og mekaniske klokketårne fra 1400-tallet for sig, og tiden opløses i ét fint og gennemlyst electric boogie-øjeblik.

Makkerparret føler sig i det hele taget glimrende tilpas i den gamle have. »Mange ser Tivoli som noget meget fint noget, og vi havde også mægtig stor respekt for det hele i starten, men det er jo i virkeligheden en stor gang gøglere, der arbejder herinde«, griner Yo Akim Hjejle. »Dem, der har boderne, er sæsonarbejdere, som så kan rejse ud i verden og gøre, hvad der passer dem bagefter. Så vi synes jo, vi passer meget godt ind.«

Han smiler og fortsætter begejstret: »Vi er nogle legebørn. Vi holder meget af, at her er plads til skæg og ballade, men i en seriøs ramme. Herinde må det godt være sådan POW! WOW! med knald på farverne. Jeg kan rigtig godt lide den måde, Tivoli blander underholdning og æstetik – og tager underholdningen alvorligt. Jeg har altid lavet musik, man kan danse til, og så bliver jeg lidt ked af det, hvis folk siger, at det ikke er »vigtigt« nok, og at der skal mere kød på.«

Han sukker: »På nogle teatre kan man godt høre, at der helst ikke skal være for meget cirkus og underholdning på scenen. Men i Tivoli bliver vores ideer bakket op. Og så er det meningen, at man skal kunne blive lidt væk herinde. Der er masser af snoede veje, hvor man hele tiden kan opdage noget nyt rundt om hjørnet. Det passer meget godt til Steen og mig.«

De lavede deres første forestilling til Pantomimeteatret – »Harlekins Triumf« - i 2003. Siden fulgte »Vampyren Pjerrot« i 2008, og der var de, ifølge Yo Akim, nået »væsentligt videre« med deres formsprog: »Vi havde nok lige en tand mere respekt for det hele herinde tilbage i 2003 og lagde os mere fast på den klassiske stil. Men med »Vampyren Pjerrot« var der ligesom noget, der lykkedes. Dér fulgte vi ikke længere nogle regler, men lavede det hele præcis, som vi følte, det skulle være. For eksempel smed vi et et helt straight reggae-nummer ind i forestillingen. Før havde vi nok tænkt, at det aldrig ville kunne lade sig gøre, men det endte med at være det nummer, vi fik flest positive reaktioner på.«

Steen Koerner supplerer: »I den her omgang kom både Peter Bo Bendixen (Pantomimeteatrets chef, red.) og Nikolaj Koppel (musikchefen, red.) uafhængigt af hinanden og sagde til os, at nu skulle vi passe på ikke at lave musikken for pæn. De har bedt os om at skrue op og lægge flere beats på. Og de er begge klassisk uddannede af den allerværste skole,« siger han, og griner. »Verden har virkelig forandret sig i løbet af de seneste ti år.«

Når »Columbines Karneval« rammer scenen på torsdag bliver det med mekaniske Harlekiner og en Afro-Pjerrot, der danses af den franske slowmotiondanser Phax.

»Vi maler ham selvfølgelig ikke hvid i hovedet, men han får sådan en hvid stjerne ved øjet og en lille, sjov boble-afro. Han ligner mere én fra bandet Kiss«, siger Steen Koerner. »Jeg vil gerne have, at tingene skal være nye - som om man ser det hele for første gang. Så derfor vender vi hele tiden tingene på hovedet. Det er en gammel karnevalstradition. De rige får lov til at være fattige, og de fattige får lov til at være rige, og al status bliver nulstillet.«

Han fortsætter med et eksempel fra sine dansetimer:
»Når jeg underviser, sørger jeg for, at dem, der stiller sig op foran, bliver rykket ned bagved, og dem ude i siden skal ind i midten, og hvis jeg scrambler dem nok rundt i løbet af en time, så er der ikke nogen fast orden i det mere - og så er der ikke længere nogen, der er utrygge ved at stå forrest eller bagerst. Og det er den effekt, som Tivoli gerne skulle have på mennesker. Folk bliver scramblet herinde, indtil det ikke betyder noget, hvilken plads man har i samfundet. Når først man har betalt for at komme ind, er alle lige. Det kan jeg enormt godt lide. Og når vi putter sådan en fyr som Phax på scenen som Afro-Pjerrot, eller brasilianske Rui som Harlekin, eller japanske Koichiro Mori som Vampyr-Pjerrot, så viser vi, hvor forskellige folk kan se ud.
Da vi lavede »Nøddeknækkeren«, havde vi også både palæstinensere, jøder, japanere og brasilianere på scenen samtidig. Alle de forskellige nationaliteter, vi er vokset op med i hiphop. Og det kan gøre, at publikum føler sig inviteret og velkomne. Så passer alle ind.«

Er der så noget, I ikke kan tillade jer at lave om på?
»Der er ikke nogen traditioner, der fungerer, hvis der ikke er en fornyelse at holde dem op imod«, svarer Steen Koerner, og fortæller om Tivolis første Pjerrot, pantomimikeren Niels Henrik Volkersen, der ledede Pantomimeteatret frem til sin død i 1893.
»Det var jo også et helt hiphopteater, de lavede. Noget med stærke mænd, der stod på hænder. Så hvis der nogensinde er nogen, der skulle overtage fra den familie, så passer det meget godt, at det er os. Og hvor lang tid tager det for en tradition at blive til en tradition? Fredagsrocken er jo en tradition for dem, der er 20 år gamle nu. Så om 100 år kan det godt være, de ikke taler om Pantomimeteatret, men om Fredagsrocken som den største Tivolitradition overhovedet«.

Yo Akim Hjejle fortsætter: »Da jeg var helt lille, så jeg jo de gamle pantomimer sammen med min mormor, som fortalte, at hun havde set nøjagtigt de samme ting som barn. Og dét er faktisk ved at forsvinde. Det der med, at man kan stå ved siden af sin gamle mormor, og hun kan sige:
»Sådan var det også, da jeg var lille«. Det er virkelig vigtigt, at den sammenhæng ikke forsvinder. I starten, da vi kom herind og satte forestillinger op, syntes vi, de gamle pantomimer var lidt kedelige og langsomme. Men jeg synes, vi efterhånden har lært meget af at se dem. Og de får også noget tilbage fra os.«

Så derfor blander de det gamle med det nye. Traditionelle Tivolikostumer med mekanisk robotdans. Symfoniske strygere med elektroniske beats. Og kæmpestore, kandiserede æbler, der deler scenen med pangfarvet graffiti. Så der hele tiden, midt i alt det nye, er noget traditionelt i billedet, der peger tilbage på rødderne.

»Og så kan publikum, der har set vores forestilling, måske også se en gammel pantomime bagefter«, siger Yo Akim Hjejle, og afslutter:
»Vi ville være stolte af at være med til at holde den forbindelse ved lige.«