Gucci-familien langer ud efter ny stjernespækket storfilm og åbner ballet til et af filmbranchens tilbagevendende spørgsmål

Torsdag er der dansk premiere på storfilmen »House of Gucci«, og opvarmningen til premieren er ikke gået stille for sig. Holdet bag filmen og arvinger i Gucci-familien er røget i totterne på hinanden i en fejde, der udspiller sig på allerforreste parket i det internationale rampelys.

 
Gucci-familien kalder den nye film »House of Gucci« for »ekstrem smertefuld ud fra et menneskeligt synspunkt«. Video: CNN/AP/Ritzau Scanpix. Redigering: Joachim Christian Valentin Werner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er intet mindre end en fløjkrig, vi er vidne til.

På den ene side står filminstruktøren Ridley Scott og et hold af toneangivende skuespillere. På den anden side står resterne af familien bag Gucci-imperiet, som langer kraftigt ud efter den næsten tre timer lange film »House of Gucci« og måden, den portrætterer den sagnomspundne italienske familie på.

Familien, der ikke længere har noget at gøre med modehuset Gucci, har egentlig hele tiden været bekymret for filmen med skuespillere som Lady Gaga, Adam Driver og Jared Leto i nogle af de prominente roller.

Det er heller ikke en rosenrød historie, filmen beskriver.

Den handler om mordet på Maurizio Gucci, som blev dræbt af en lejemorder. Den manøvre røg Patrizia Reggiani 26 år i fængsel for, idet hun blev dømt for at bestille det meget omdiskuterede lejemord. Og filmen går tæt på netop forholdet mellem Patrizia Reggiani og Maurizio Gucci, der blev til et ægteskab, men endte med mord.

Ridley Scotts »House of Gucci« har dansk premiere torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Studios/Universal/Ritzau Scanpix.

»Ekstremt smertefuld«

I denne uge, hvor filmen er premiereaktuel i Danmark, er familien så kommet med en udmelding, hvor den lufter frustration og afsmag over for filmen. Familien mener, virkeligheden er fordrejet, og at det ikke giver nogen mening, at filmen slår sig op på at være en »true story«.

Og de kalder filmen for »ekstremt smertefuld ud fra et menneskeligt synspunkt«.

»Filmens produktion gad ikke konsultere arvingerne, før de beskrev Aldo Gucci – virksomhedens direktør i mere end 30 år – og medlemmerne af Gucci-familien som bøller, der var ignorante og ufølsomme over for verden omkring dem og tilskrev fuldstændig opdigtede holdninger og adfærd til hovedpersonerne i de berygtede begivenheder,« skriver familien blandt andet.

Den omtalte Aldo Gucci bliver i filmen spillet af Al Pacino.

De kommer desuden med et svirp med halen. Familien vil gøre alt, der er nødvendigt for at beskytte deres navn, image og værdighed.

Men historien går længere tilbage.

Adam Driver og Lady Gaga spiller henholdsvis Maurizio Gucci og Patrizia Reggiani. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Studios Fabio Lovino/Universal/Ritzau Scanpix.

»Trist i flere dage«

Allerede i april kom Patrizia Gucci, en af arvingerne, med en beskyldning mod instruktøren Ridley Scott. Hun anklager ham for at »stjæle familiens identitet for at tjene penge«.

Hun bekymrede sig for den manglende kontakt til filmproduktionen, og at filmen er baseret på bogen »The House of Gucci: A sensational story of murder, madness, glamour and greed«.

I den har familien set en række »unøjagtigheder«:

Også Patrizia Reggiani, der modtog fængselsdom for lejemordet på sin mand, har udtrykt sin utilfredshed. Ikke mindst over, at Lady Gaga ikke har kontaktet hende med henblik på at portrættere hende i filmen.

Tom Ford, den verdenskendte designer, bekendtgør også, at han var »trist i flere dage«, efter at han havde set filmen.

Hvorfor? Fordi filmen mangler nuancer.

Et tilbagevendende spørgsmål

Det er store og tilbagevendende spørgsmål, som fejden mellem arvingerne og holdet bag filmen rejser.

Hvem ejer sandheden? Og kan man tillade sig at omskrive historien gennem fiktionens linse?

Eller som formuleret i The New York Times: Hvem vinder, når kunstnerisk frihed og realiteter kolliderer?

Det så vi også, da en serie om den spektakulære og mørke historie i Versace-familien, hvor skaberen Gianni Versace blev dræbt, kom ud. Det var »et stykke fiktion«, lød det i en udmelding fra familien – ikke andet.

Spørgsmålene er ingenlunde nye, men de seneste måneder er de blevet ganske aktuelle igen – ikke mindst herhjemme, hvor et lignende dilemma rejste sig i forbindelse med premieren på Ole Bornedals film »Skyggen i mit øje«, der handler om, da britiske bomber i 1945 ved et uheld regnede ned over Den Franske Skole i København.

De efterladte til den britiske pilot Peter Kleboe skrev et brev, hvor de krævede en scene fjernet. En scene, hvor Peter Kleboes fly skulle have beskudt en bil med tre bryllupsgæster. Men det er ikke sandt, at det har fundet sted, indvendte familien.

»Vores onkel, Peter Kleboe, fremstilles som en morder, og det var han ikke,« skrev Kleboes niece, dennes datter og barnebarn.

Ridley Scott har forsvaret sig imod familiens kritik af hans film »House of Gucci«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Filippo Monteforte/AFP/Ritzau Scanpix.

Og siden kom det frem, at familien havde succes med deres brev. Filmselskabet bag skrev til Berlingske, at det vil »foretage de nødvendige ændringer i filmen«. Det står dog ikke klart, præcis hvilke ændringer der er tale om.

I forhold til det aktuelle spørgsmål om »House of Gucci« er det langtfra det samme, der er sket.

Ridley Scott har forsvaret filmen – og ikke mindst skuespillernes præstationer. Og han betoner, at han de har forsøgt at være »respektfulde« såvel som »faktuelle«.