Gu' er jeg en Heick

Hun har overvejet at skifte navn en million gange. Smidt tøjet i protest mod det, blevet vraget på grund af det og endelig anerkendt på trods af det. Annette Heick er ikke længere bare datteren.

Gu' er jeg en Heick - 1
Foto: Reimar Juul Fold sammen
Læs mere

Hun smiler nøjagtigt ligesom sin mor. Men ellers er der ikke meget Keld og Hilda over Annette Heick, da hun kommer blæsende ind i kunstnergarderoben i kælderen dybt under Glassalen i Tivoli.

»Puhhh, jeg kampsveder. Kan I lige vente, mens jeg får smidt alle mine ting?« spørger hun uden at vente på svar og er væk igen.

Det ville Keld og Hilda aldrig have gjort. De ville have inviteret til kaffe og kage hjemme på terrassen. Og Hilda ville heller ikke have haft rodet hår, slidte jeans og grønne gummisko. Eller sagt »kampsveder«.

Men det gør Annette Heick. 31 år gammel, de kulørte ugeblades darling og datter af dansktoppens pæneste par. I 30 år har hun kæmpet mod netop dét image. Sunget, skrevet, danset og blottet bryster i et badekar på forsiden af mandebladet M! Lagt stemme til over 1.000 tegnefilm, spillet revy og sågar uddannet sig til ejendomsmægler. Men først nu er hun blevet anerkendt som andet end bare »datteren«.

Hun er måske ikke verdens største sangerinde, skuespiller eller komiker. Men Annette Heick er en sand entertainer, et barn af showbiz. »Multitalentet« bliver hun ligefrem kaldt, ikke kun i Se & Hør og Billedbladet, også i aviserne.

»I er jo selv et glimrende eksempel,« siger hun og smiler provokerende:

»Det er da i hvert fald første gang, Berlingske Tidende har gidet interviewe mig. Når ens forældre er så kendte, så bliver deres image bare væltet over på den næste generation. Jeg respekterer mine forældre og synes, det er fantastisk, at de har opnået så meget. Men jeg er altså mig. Den lak har jeg simpelthen haft brug for at ridse i så mange gange. Det var da også grunden til, at jeg i sin tid optrådte bodypaintet i Pige Special og meget letpåklædt i M! Jeg har prøvet at gøre alt muligt. Jeg har virkelig forsøgt, men det har hidtil været umuligt for mig at bryde ud. På mange måder har det været en hæmsko at hedde Heick,« siger hun.

M/S møder hende til Freak Show 2003, et indsamlingsshow til fordel for aids-ramte. Forklædt som den kiksede japanske journalist Ushi Heiku skal Annette Heick agere backstage-reporter og interviewe de optrædende på sin vanlige idiotiske facon.

Rollen, der har gjort Annette Heick til kult.

Annette Heick er fuldstændig uimodståeligt sød - eller bare bundhamrende professionel. Taler hele tiden i retning af diktafonen, tænder, slukker, pauser og vender selv båndet. Hun skruer ned for fjernsynet i baggrunden og beder en vagt om at slukke sin walkie talkie. Den larmer. Da Tivoligarden kommer buldrende forbi, bøjer hun hovedet ind over bordet og taler enormt højt direkte ned i den lille båndtager.

»Der er ikke noget værre end at komme hjem fra et interview og så ikke kunne høre halvdelen. Jeg har prøvet det hundrede gange,« siger Annette Heick, der har arbejdet som journalist i en årrække, blandt andet på BT, Se & Hør og som bilanmelder på Ekstrabladet.

For tiden bor hun i Malmö i en 40 kvadratmeter stor etværelses lejlighed med sin mand, Jesper Vollmer. Egentlig har parret købt en grund i Sverige, hvor de skal i gang med at bygge et hus, men et eller andet kiksede. Derfor har de for nylig boet syv måneder hjemme hos Keld og Hilda i Holte.

De, der fulgte med i programmet »Alt på spil« på TV2 tidligere på året, ved det godt. Annette Heick og ægtemanden var nemlig en af de fire familier, der blev fulgt gennem et år, mens de skulle tage en drastisk beslutning i deres liv. For nylig var hun også gæst i »Mit sande jeg«, hun kan ses to gange ugentlig på TV Danmark 2 og har netop skrevet kontrakt med TV2 om at blive den nye vært på »Roomservice«.

Er du nogensinde bange for at bliver overeksponeret?

»Ja, meget. Især lige nu faktisk. Der var en uge, hvor jeg simplethen var så flov over mig selv. Der blev genudsendt en masse programmer, så jeg var tre gange på TV2, én gang på TV3 og to gange på TV Danmark. Samtidig var der en masse i aviserne og bladene. Men jeg prøver faktisk at være meget selektiv. Den anden dag blev jeg ringet op af en journalist, der ville høre min mening om alt lige fra Mors Dag til hvilken størrelse penis, jeg foretrak. Det gad jeg altså ikke svare på. Nogle gange, hvor jeg har rigtig meget lyst til at gå til en biografpremiere, fordi det faktisk er en film, jeg gerne vil se, så melder jeg også fra. Fordi jeg tænker, at folk simpelthen brækker sig, hvis de ser Annette Heick én gang til. Sådan har jeg det virkelig.«

Annette Heick er dødsulten og kaster sig over det ellers ret kedelige frokostbord.

»Ost på ost. Er det klamt?« spørger hun, smører et tykt lag smøreost på en halv bagel og lægger en skive mellemlagret Riberhus ovenpå.

Den ryger lige ned.

Hun ser dejlig ud, selv når hun spiser ostemadder. Faktisk rangerer hun som nummer 31 på internettets danske babe-liste over verdens mest sexede kvinder. Over både Pamela Anderson og Jennifer Lopez.

»Det er helt vildt! Det er simpelthen så morsomt. Drengene fra folkeskolen og gymnasiet må sidde og klaske sig på lårene af grin, for hvis der var noget jeg ikke var dengang, så var det eftertragtet. Jeg var jo hende den kiksede med permanentet hår, det grimme tøj og de dumme forældre,« siger hun og griner højt.

Annette Heick voksede op i Skovlunde, hvor forældrene havde købt et nybygget halvfjerdser-typehus med ligusterhæk. Her boede familien Heick, indtil Annette blev 14 år.

»I skolen var jeg et rigtig nemt mobbeoffer. Især da min far og mor begyndte at tage ud og optræde sammen i '81 og hele tiden var i aviserne. Børn er helt vildt onde mod hinanden. De kunne finde på at sige: »Synes du ikke bare, at Keld og Hilda er helt vildt latterlige og helt vildt dumme?« Hvad svarer man så? Man står der og er ti år gammel, og det er altså ens mor og far, de taler om. Så jeg holdt mig meget for mig selv,« fortæller hun.

Da familien flyttede til Holte, gik det helt galt.

»De havde nærmest alle sammen direktørforældre, der tjente kassen, og der kom jeg så med forældre, der spillede popmusik. Endda fra Ballerup Kommune. Hvor kikset kunne man være? Mens de andre piger gik med blå cardigans og perlekæder, var mit yndlingssæt et par pink gamacher, grøn silkeskjorte, gule seler og gul butterfly. Det var helt forfærdeligt,« siger hun.

Sin ungdom husker hun således især for striben af ulykkelige forelskelser. Hun skulle blive 18 år gammel, før hun fik sin første rigtige kæreste.

»Det var den dag, vi blev studenter og var ude at køre hestevogn. Han hed Martin, og vi blev ringforlovet. Jeg var virkelig dårlig til det med drenge. I virkeligheden tror jeg, at der gik så lang tid, fordi mit forhold til mine forældre var så rart og intenst. Jeg behøvede ikke opmærksomhed fra nogen andre,« siger hun.

Annette Heick har altid været i rampelyset. Eller tæt på i hvert fald. Igennem hele sin barndom var hun med sine forældre ude at optræde hver eneste weekend. Mens Keld og Hilda sang, rendte hun rundt og spiste pølser, is og popcorn.

»Mine kammerater var vildt misundelige. Tænk, at komme i tivoli hver weekend! Men sådan havde jeg det jo slet ikke. Jeg syntes, det var dødssygt at stå på en tivoliplads og spise røde pølser altid. Men i forhold til mine forældre var det enormt godt. Det man så populært kalder kvalitetstid i dag, havde vi monster meget af. Jeg var med til alt. Men i forhold til min egen udvikling, har det nok været ret hæmmende.«

Annette Heick lavede aldrig noget fis og ballade som lille.

Hun havde ingen konflikter med sine forældre eller obligatoriske teenageoprør.

Hun var også fuldt ud tilfreds med at være enebarn.

»Jeg ønskede mig på ingen måde at have søskende. Jeg havde det helt fint med at bestyre mit eget lille enevælde og have mine forældre helt for mig selv. Jeg har haft det fantastisk trygt og været meget forkælet. Det er først nu, at jeg er nået dertil, hvor de fleste når, når de er i starten af tyverne. Jeg har simpelthen ikke haft det der behov for at prøve mig selv af før. Det er faktisk takket været min mand, at jeg endelig har fået det godt med at skille mig ud fra mine forældre. Jesper er gået ind og har klippet den der navlestreng fuldstændig over,« siger Annette Heick.

Da hun endelig flyttede hjemmefra som 22-årig, gik det da heller ikke helt efter planen. Hun havde fået rollen som Liesel i Sound of Music på Amagerscenen, hvor hun nåede at spille 152 forestillinger. Samtidig havde hun fået en ny kæreste, der behandlede hende rigtig skidt. Annette Heick udviklede en spiseforstyrrelse.

»Jeg kværnede typisk en fire-fem smøreoste og to ruller mariekiks om dagen og åd en masse andre fede sager. I løbet af en måned tog jeg 12 kilo på, hvilket selvfølgelig resulterede i, at jeg ikke kunne passe mit kostume. Da min medspiller en aften svingede mig over en cykel, som han plejede, sprang knapperne i min kjole, og nederdelen fortsatte ud over scenen. Dér stod jeg så i mine hvide nylonstrømper og mikrofonmodtager på bagdelen. Jeg var så skamfuld,« siger Annette Heick, der ved de efterfølgende optrædener måtte hæfte sin kjole sammen med sikkerhedsnåle. Hun var helt holdt op med at købe mad ind, for alt blev spist, så snart hun pakkede indkøbsposerne ud.

»En aften var jeg så sulten, at jeg satte mig ned på køkkengulvet og åd en dåse flåede tomater med salt. Sad bare der med en ske og spiste direkte fra dåsen. Da kunne jeg godt se, at det simpelthen var for ulækkert. Jeg prøvede at kaste op, men kunne ikke. Så gik jeg ind og ringede til min mor og sagde: »Mor, den er helt gal.« Hun svarede, at det vidste hun godt, hun havde kunnet se det længe. Et kvarter senere stod hun uden for døren, og vi talte hele natten. Dagen efter droppede jeg min kæreste, og sådan endte det,« fortæller Annette Heick.

De sidste ti år har hun kæmpet en hård kamp mod offentlighedens opfattelse af mediefænomenet Annette Heick.

Blandt andet arbejdede hun i tre et halvt år som tilrettelægger og klipper på TV2s Morgen TV, hvor hun på et tidspunkt søgte et job foran kameraet.

»Jeg fik afslag med den begrundelse, at jeg jo klart var en DR-pige - på trods af at jeg havde arbejdet for TV2 så længe og aldrig havde lavet noget som helst for DR. Jeg kan huske, at jeg bare tænkte: »Jamen, det er jo min far, der arbejder på DR. Hvad har det med mig at gøre?« siger Annette Heick.

Havde hun selv kunnet vælge, var hun blevet sangerinde. Men det har været umuligt for hende at få udgivet en plade. Flere gange har pladeselskaber tilbudt at købe hendes musik og tekster, men til en anden kunstner. For man kan jo ikke have en dansktop-diva til at synge R&B og pop. I dag har Annette Heick simpelthen opgivet sangkarrieren.

Har du nogensinde overvejet at skifte efternavn?

»Ork ja, masser af gange. Men hvad skulle det hjælpe? Folk ville bare synes, at det var hysterisk morsomt, hvis jeg pludselig begyndte at kalde mig noget andet. I dag har jeg det godt med mit navn. Det er ligesom dengang, jeg blev mobbet i skolen. På et tidspunkt må man tage et valg. Enten kan man fortsætte med at være flov over sig selv og fornægte sine rødder. Eller også så siger man: »Det skal fandme ikke hedde sig, at jeg er flov over det, jeg kommer fra.« Og det har jeg gjort. Jeg er ikke flov over mine forældre. Jeg er faktisk stolt af dem. Og så kan folk tage det, eller de kan lade være. De kan grine ad det, hvis de har lyst. Men gu' er jeg en Heick. Og jeg er stolt af det. Det er jeg i hvert fald blevet.«

Hvordan adskiller du dig fra Keld og Hilda?

»De er meget sødere, end jeg er. Mine forældre er de flinkeste mennesker i hele verden. Og jeg synes, det er synd for dem. De er misforstået flinke på bekostning af dem selv. Siger ja til alting. Og sådan er de virkelig, det er ikke påtaget. Først kommer alt andet i verden, så kommer jeg, og så kommer de selv. Det er også kun i forhold til mine forældre, at jeg har oplevet at føle jalousi. Jeg kan simpelthen blive så rasende og sygeligt jaloux, fordi de prioriterer alt andet højere end dem selv. Jeg vil hellere være flink på en mere direkte måde og sige fra, når folk er påtrængende. Hvilket ofte sker, når vi tre er ude sammen. Man kan godt sige fra og stadig være venlig.«

»De skal altid være så flinke. Så flink er jeg overhovedet ikke,« siger Annette Heick.

Det skal vise sig at være en sandhed med modifikationer.

Egentlig havde Annette Heick overhovedet ikke forestillet sig, at hun skulle ende i showbiz. Det var blandt andet derfor, hun uddannede sig til ejendomsmægler.

Men da hun en dag kom til at kalde en samejekontrakt for en samlejekontrakt uden overhovedet at opdage sin talefejl, var det ligesom indlysende, at hun befandt sig det forkerte sted.

»Jeg har et motto, der lyder, at når man er vokset op i manegen, kan man aldrig blive andet end en cirkushest. Det er selvfølgelig møntet på, at jeg gennem hele min barndom gik og sagde, at jeg i hvert fald ikke ville lave det samme som mine forældre. Men det er jo der, jeg hører hjemme. Jeg elsker rakkerlivet. Jeg skal gerne lige en tur til Fyn og Jylland en gang om ugen, lige ud og røre lidt ved landevejen og snuse lidt til savs-muldet. Psykologisk er det nok meget naturligt.

Det man er vokset op med, finder man en tryghed i,« siger Annette Heick, der blandt andet optrådte sidste sommer med Bertel Abildgaard i Kerteminde-revyen og høstede fine anmeldelser. Sammen har de rejst landet rundt med deres »Annette og Bertel Show« og endda optrådt for de danske udstationerede soldater i Kosovo og på Balkan.

At den virkelige succes og anerkendelse skulle komme forklædt som japaner, havde nogen næppe forudset.

Sidste år blev Annette Heick ringet op af direktøren fra Metronome, der forelagde hende konceptet til Ushi Heiku. Hun bed på.

I løbet af fem uger lavede holdet 72 interviews, hvor Annette Heick fik tørret en perlerække af kendte danskere noget så groft.

Med udstående fortænder, sort paryk, brune kontaktlinser og det elendigste engelsk formåede hun at få dem alle til at tro, at de blev interviewet til Japans største Morgen TV-program. Udfrittede dem om de mest intime detaljer, lagde an på de mandlige deltagere, drak sig fuld og var så talentløs, uforskammet og pinligt uforberedt, at man ikke har kunnet undgå at krumme tæer.

Annette Heick har udvist et så stort komisk talent, at programmets seertal til tider har nærmet sig en kvart million, hvilket er højst usædvanligt for stationen. Faktisk har hun været så sjov, at to af dansk TV's allersjoveste drenge, Anders Lund Madsen og Jan Elhøj fra Banjos Likørstue, har frabedt sig, at optagelserne med dem blev vist. De blev møgsure.

Jo, Annette Heick har i den grad bevist, at hun har mere format end som så.

Men det var også en hård periode for Annette Heick. Stress, en 80 timers arbejdsuge, for lidt søvn, uregelmæssige måltider og den usikre boligsituation.

I september måned sidste år begyndte hun pludselig at bløde midt under en optagelse og blev kørt på hospitalet iført sit Ushi-kostume.

Hun var gravid i ottende uge, men udenfor livmoderen, og aborterede.

»Bagefter havde jeg det bare sådan: »Fint, praktisk, lad os så komme i gang med de optagelser, nu er vi hele fem interviews bagud.« Og så kørte vi bare på. Én af mine veninder, der selv havde været ude for det samme, sagde, at jeg skulle tage og slappe lidt af, for der ville uden tvivl komme en reaktion. Og ganske rigtigt. Det gjorde der,« fortæller Annette Heick.

I november brød hun sammen og kom ud i en depression. Oveni fik hun tilraget sig et åbent mavesår.

»Det kom bare med 300 kilometer i timen. Jeg har altid per definition været et glad og optimistisk menneske. Jeg kendte slet ikke til den slags negative følelser. Det var virkelig slemt. Så tog jeg en lynhurtigt beslutning. Jeg rejste til Spanien og boede i et hus tre uger helt alene, uden Jesper, uden venner, uden musik, uden fjernsyn. Den første uge trappede jeg bare ned, den næste læste jeg bøger som en sindssyg, og i den tredje uge kunne jeg mærke, at nu begyndte jeg at lade op igen. Det var en fantastisk fornemmelse at blive fuldstændig nulstillet på den måde,« siger hun.

Siden er Annette Heick blevet bedre til at sige fra. Er holdt op med ukritisk at hælde kaffe ned, springe måltider over og glemme at sove. Hun har også besluttet sig for at vente et par år med at få børn. For der skal være overskud til at nyde det øjeblik, hun har ventet på hele sit liv.

»Jeg har altid været sådan en, hvor folk har spurgt: »Hvad fa'en er det egentlig, hun kan?« Men for første gang føler jeg nu, at jeg fået et skulderklap. Forleden var jeg ude og tale med en skoleklasse, hvor en af eleverne spurgte, hvornår min karriere egentlig startede. Hallo! Lige nu! Min karriere er først lige startet. For det er jo sådan, det er. Jeg har altid været kendt, men det har været en latterligt ligegyldig følelse. Det, der betyder noget, er at være anerkendt. Og det føler jeg, at jeg er blevet. For første gang i mit liv.«

Annette Heick bryder op. Efter en halv time i sminkerummet er hun forvandlet til mareridtet Ushi Heiku.

Kunstnergarderoben under Glassalen vrimler med både kendte, ukendte og et ubestemmeligt mellemlag. Den skæggede dame, Peter Mygind i det mærkværdige guldkostume, et bøssekor, to dværge og Erna Iversen, der sidder med spredte ben og blotter boxershorts i sofaen.

Ushi Heikus første offer bliver Master Fatman, som hun vedholdent påstår er homoseksuel og har aids.

I irritation giver han hende til sidst et så langt og vådt tungekys, at gebisset er ved at falde ud af munden på Annette Heick.

Da hun interviewer de tre sorte rappere, brødrene Agami, undrer hun sig først og fremmest over, hvordan deres mor kan kende forskel på dem.

»So, you come from Africa?« spørger Ushi Heiku. De nikker.

»Ahhhh, same with aids!« lyder den intelligente konstatering fra japaneren.

Duoen Roben og Knud bliver spurgt om de foretrækker at dyrke sex med hinanden eller med aber. Og hun tilbyder, at de kan prøve en japaner senere, hvis de har lyst.

Hun er uartig, men styrtende morsom, og udløser latterkramper og larmende bifald fra de omkringstående.

Da aids-showet er forbi, skal Annette Heick til fest. Klokken er næsten 22, men hun indvilliger venligt i at få skudt et par billeder både som Ushi og som sig selv. To timer senere står Annette Heick stadig og poserer det bedste, hun har lært. Hun er faldet direkte i Keld og Hildas flinke-gryde.

»Nu bliver jeg altså nødt til at gå. Min mand står ude i regnen og venter. Han aner ikke, hvor jeg er,« siger Annette Heick, piller hårbøjlen med djævlehornene af hovedet og rejser sig.

Det er næsten blevet midnat. Ingen ved rigtig, hvor længe stakkels Jesper Vollmer har ventet på sin hustru ude i uvejret.

»Husk nu: Annette med to n'er,« råber hun, blinker og smutter ud af en bagdør i Glassalen.