Grumme eventyr fra brødrene Grimm

Roman: Brødrene Grimms samlede eventyrBrødrene Grimms samlede eventyr er mest for de store børn. En usentimental oversættelse af Villy Sørensen giver god plads til originalernes uhygge.

Illustration fra bogen, af eventyret »De to brødre« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Historien om »Hunden og spurven« skal nok kunne holde de små børn søvnløse det meste af natten: Hunden bliver kørt ihjel af en tungt lastet vogn, mens den ligger og sover fredeligt i et hjulspor. Spurven, der har set det fra sin gren, sværger hævn over den koldsindige vognmand, der ikke gad styre udenom. Den hugger øjnene ud på hans heste, den hugger spunsen ud på hans tønder, så al vinen løber ud på jorden, den samler alverdens fugle til et ædegilde i vognmandens kornkammer, den flakser omkring i hans hus, så den desperate mand når at smadre hele sit indbo, og da hans kone til sidst forsøger at ramme den lille hævngerrige plageånd med en hakke, slutter fortællingen: »Konen slår til, men slår skævt og rammer vognmanden lige oven i hovedet, så han falder død om. Men fuglen var fløjet.«

Se, det er et rigtigt eventyr! Historien stod første gang at læse i brødrene Grimms »Kinder und Hausmärchen«, som blev udgivet i årene 1812 til 1815. Trods titlen var eventyrene skrevet for voksne - man forstår det på det gruopvækkende indhold. De tyske brødre Jacob og Wilhelm Grimm interesserede sig for folkeminder og begyndte for tohundrede år siden, i 1806, at indsamle traditionelt sagnstof. I første omgang fra skriftlige kilder, senere også fra mundtlige overleveringer. Det blev til syv bøger med sammenlagt 240 historier.

Tilpasset børnene
I senere udgivelser blev mange af de barske historier omskrevet til brug for opdragelse og underholdning af borgerskabets børn. Den onde moderfigur blev gradvist skiftet ud med den onde stedmoder, og meget andet blev tilpasset godnatlæsningen i børneværelset. Walt Disneys tegnede filmatisering af »Askepot« fra 1950 stemmer heller ikke helt overens med brødrene Grimms oprindelige version, hvor de onde søstre ender med at miste mere end en hæl og en tå. Også de må mærke fuglenes vrede, og deres øjne bliver resolut prikket ud: »Og således blev de for deres ondskab og falskhed straffet med blindhed for resten af livet.«

»Kinder und Hausmärchen« betragtes i dag som verdens mest berømte eventyrsamling, men mange børn og voksne kender formentlig kun til lettere forskønnede versioner af »Rødhætte«, »Tornerose« eller »Snehvide«. De færreste har vel hørt historien om »Gamle Rinkrank«, der holder en kongedatter fanget på bunden af et glasbjerg, eller historien om »De tre spindekoner«, som hjælper en doven pige med at spinde et bjerg af hør, så hun kan få lov at gifte sig med en prins.

Men nu har Gyldendal samlet brødrene Grimms fortællinger i en illustreret pragtudgave, oversat fra originalerne af Villy Sørensen. Bogen bærer undertitlen »Samlede eventyr«, og de er der også næsten alle sammen: 215 sagn, fabler, trylle- og skæmteeventyr af varierende længde og underholdningsværdi.

Det eneste, man kunne ønske sig mere, er at den sprænglærde Villy Sørensen skulle have overøst værket med et oplysende forord eller efterskrift - desværre umuligt idet forfatteren døde i 2001. Det kunne alligevel have været rart med en indføring i de to tyske folkemindeforskeres mystiske univers. Sidste år kom filmen »The Brothers Grimm«, instrueret af Terry Gilliam og med Matt Damon og Heath Ledger som de to brødre Wilhelm og Jacob.

Filmen beskriver dem som to omrejsende småsvindlere med speciale i djævleuddrivelse - temmelig langt fra virkelighedens brødre, som var højtrespekterede videnskabsmænd. Storebroren Jacob regnes i dag som grundlæggeren af den germanske filologi, og sammen arbejdede de på ordbøger, grammatikker og runetydninger. Da de i 1806 også begyndte at indsamle det materiale, som den folkelige fantasi havde aflejret op gennem tiden, var det et led i en ideologisk kamp for fædrelandet. Samlingen skulle illustrere nationens særprægede ånd og kultur. I den tyske romantik blev folkets naturpoesi fremhævet i modsætning til den lærde kunstpoesi - ikke underligt at den første danske oversættelse fra 1816 blev begået af vores store romantiker Adam Oehlenschläger.

Tre brødre
Det var Wilhelms kreative sprogøre, som sikrede eventyrene udødelig status, han stod for den stilistiske bearbejdning af de indsamlede fortællinger. Men der var også en tredje bror, den næsten glemte lillebror Ludwig, som var maler og leverede illustrationer til eventyrene. Han er ikke kommet med i Gyldendals nye udgave, der er illustreret med store farverige billeder af senere, engelske prærafaelitter og små stregtegninger og vignetter af Walter Crane, der illustrerede en engelsk udgave af eventyrene i 1882.

Det samlede indtryk er særdeles indbydende; det er en bog, man får lyst til at bladre i, og specielt Cranes tegninger fanger øjet undervejs. Man farer vild i detaljer, som man farer vild i teksterne og deres endeløse skove. Eventyrene er et univers af formler, talmagi og rituelle handlinger; forlader man sin sti et øjeblik, er man fortabt i forestillinger om gamle dage, »den tid da det endnu hjalp at ønske«, som det hedder i eventyret om »Jernovnen«, hvor en stakkels kongesøn bliver tryllet væk af en gammel heks og sat ind i en stor jernovn ude i skoven. Sådan kan det gå den uforsigtige, men i dette tilfælde ender alting godt med et lille vers:

»Der var en mus der rendte, og eventyret endte.«