Gru og gys på kollegiet

»Kollegiet« er en visuelt gennemført gyser, hvis plot dog ikke vil imponere genre-fans, men som et ungt publikum sikkert vil få glæde af.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Gyserfilm er ikke en genre, dansk film traditionelt brillerer i. De vellykkede foregangseksempler er få herhjemme og med det in mente, må man sige, at det er modigt af instruktør Martin Barnewitz at kaste sig ud i den, oven i købet som sin debut. Men måske er risikovilligheden noget af det, man lærer på den alternative filmuddannelse Super 16, som også har fostret talenter som Carsten Myllerup, Christina Rosendahl og Morten Hartz Kapler.

Martin Barnewitz har sans for stil i sine billeder. Med en konsekvent benyttelse af modlys og de-fokus og mange optagelser af lange, tomme gange næsten til en grad af overkill formår han at skabe en tilpas ensom atmosfære til at det bliver konstant ubehageligt, på det kollegium, pigen Katrine (Neel Rønholt) flytter ind på. Og at livet på et kollegium ikke er nemt, finder hun hurtigt ud af. Dels er der de andre beboere, der, anført af den stride Sanne (Julie R. Ølgaard), har det med at mobbe dem, de ikke kan lide. Sådan som de har gjort med fyren Rolf, der før boede på Katrines værelse. Dels begynder Katrine at høre lyde og se syner i spejlene. Er det hende, der er ved at blive skør? Er det de andre, der driver gæk med hende? Eller er der et genfærd på spil, som huserer i bygningens spejle? Da nogle af beboerne begynder at dø på de mest ulækre måder, må Katrine søge hjælp for at redde livet.

Om hun overlever, må man se filmen for at få svar på, men imens kan man hygge sig med den uhygge, filmen forsøger at bygge op. Der er mange klassiske gysergreb, men inspirationen er tydeligvis først og fremmest hentet i de japanske gysere som »The Ring«, »The Grudge« og »Dark Water« for at nu at nævne dem ved deres engelske titler, hvor den krybende stemning af angst skaber grobund for den største uhygge, når altså spøgelserne ikke lige er på forskrækkende spil.

Men til forskel for de japanske gysere, hvor genfærdene både har en plausibel grund til at hævne, og der også gøres en del ud af hvordan hovedpersonen finder ud af, hvordan hun kan slippe af med dem, kniber det med en sammenhængende forklaring i »Kollegiet«. Ubesvaret bliver spørgsmål, som hvorfor genfærdet lige vælger at myrde de personer, der dør. Og hvorfra fyren Rolf har sin viden om, hvad løsningen er?

I stedet bliver der i »Kollegiet« brugt en del krudt på at vise, hvor lede unge mennesker kan være ved hinanden, og selv om de to hovedroller bliver fyldt godt ud af Neel Rønholt, der er god til at se bange ud, og Julie R. Ølgaard, der er god til at være modbydelig, tilføjer de lettere socialrealistiske sekvenser om svær ungdom ikke rigtig noget til filmen. I stedet kunne der være brugt kræfter på endnu flere gysereffekter, der var bygget ind i handlingen og ikke bare i måden filmen er optaget og klippet på.

Så med et plot, genrefans næppe vil blive imponerede af, sætter »Kollegiet« sig ikke i førersædet i rækken af danske gysere, men den er bestemt et hæderligt bud, der byder på nok af fysiske forskrækkelser til at nogle vil hoppe i sædet af gysende fornøjelse.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse