Gru og grin

Den sydkoreanske film »The Host« er et underholdende sammensurium af gyser, farce, familiedrama og allegorisk satire.

Den skrækkelige situation er den amerikanske hærs skyld. Det var nemlig den, der for nogle år siden ganske kynisk hældte store mængder formaldehyd ud i den sydkoreanske Han-flod, og nu må de arme koreanere døje med konsekvenserne i form af et gigantisk monster, som drøner lige hjemmevant rundt til vands og til lands. Det glubske uhyre er med andre ord en slags amfibium eller hybrid, og det samme er Bong Joon-hos mildt sagt usædvanlige film »The Host«, som man på grund af det hærgende monster umiddelbart ville kalde en skrækfilm. Men den betegnelse slår slet ikke til, for »The Host« er et uregerligt sammensurium af gyser, farce, familiedrama, økologisk advarsel og politisk satire, og det gør den strengt taget til noget frygteligt rod, men på en yderst underholdende facon. Filmens anden hovedperson ved siden af det hæslige uhyre, der ligner en krydsning mellem rumvæsenet i »Alien« og en overdimensioneret fisk er den unge døgenigt og enlige far Gang-du, hvis lille datter snuppes af monsteret og først formodes død, men siden viser sig at være skjult dybt nede i en kloak, som det åbenbart forudseende uhyre bruger som forrådskammer. Et panisk mobilopkald fra datteren sætter manisk gang i den ellers så sløve Gang-du, og han får behjertet hjælp af sin gamle far samt sin søster, der har olympisk bronzemedalje i bueskydning (hun ville sikkert have vundet guld, hvis hun ikke havde tøvet for længe med den sidste pil). Nu går den vilde monsterjagt, men samtidig sker mangt og meget andet i denne plot-overfyldte film, der vrimler med emsige læger, sure bureaukrater og hidsige militærfolk. På et tidspunkt formodes monsteret at sprede en dødbringende virus, og her er det oplagt at se filmen som en allegori, især da amerikanerne beslutter at bekæmpe bæstet med giftgassen Agent Yellow og dermed får et stort antal vrede sydkoreanere på gaden i protest. Altså er »The Host« til en vis grad en politisk film på en flertydig måde, sådan som vi også kender det fra nogle af den markante sydkoreanske instruktør Kim Ki-duks værker men den er mest en legesyg blanding af gru og grin, og den har så meget at fortælle og rummer så mange digressioner, at den til tider er tæt på det konfuse. Til gengæld er selve monsteret så ulækkert, som man overhovedet kan ønske sig, og Gang-dus datter er så tapper en lille heltinde, at intet øje kan forblive tørt. Man skal helst ikke se »The Host« i forventning om harmoni, konsekvens og udsøgt smag. Men hvis man uden at føle sig kræsen er i humør til at fortære en film, der er forrykt på en skramlende fornøjelig facon, er den her.