Grotesk vanskabning

Sean Connery kan ikke redde »Det hemmelighedsfulde selskab« fra at være et forvirret filmisk monstrum.

»Det hemmelighedsfulde selskab« er for filmkunsten, hvad Elefantmanden var for menneskeracen - en grotesk vanskabning, som man nok en kort stund kan finde fascinerende, men dog først og fremmest må have ondt af.

Ligesom Hughes-brødrenes film »From Hell« om Jack the Ripper er Stephen Norringtons film baseret på en tegneserie i bogform af Alan Moore og foregår også i den victorianske æra, nærmere bestemt i 1899, hvor den magtsyge maskerede galning Fantomet truer verdensfreden. Til at bekæmpe ham samles den mest besynderlige gruppe mennesker nogensinde set på film, nemlig syv markante litterære figurer - storvildtjægeren Allan Quartermain fra Rider Haggards »Kong Salomons miner«, ubådskaptajnen Nemo fra Jules Vernes »En verdensomsejling under havet«, vampyren Mina Harker fra Bram Stokers »Dracula«, den evigt unge Dorian Gray fra Oscar Wildes »Dorian Grays billede«, den usynlige mand (H. G. Wells), dobbeltmennesket dr. Jekyll/Mr. Hyde (Robert Louis Stevenson) og den kække amerikaner Tom Sawyer (Mark Twain).

Den idé er så tindrende absurd, at resultatet burde være blevet fornøjeligt forrykt, men »Det hemmelighedsfulde selskab« - der foregår i bl.a. London, Kenya og Venedig - er et konfust og genreforvirret monstrum af en film, buldrende bombastisk og fyldt til randen med larmende mekanik. Nok byder filmen på en lang række spektakulære dekorationer, virkningsfuldt fotograferet af den visuelt virtuose dansker Dan Laustsen, og nok er det opmuntrende, at den 73-årige Sean Connery som Allan Quartermain stadig har tør ironi i replikkerne og kraftig punch i næverne. Men de øvrige figurer er både skrevet og spillet som flade klicheer, og når vampyren Mina Harker færdes i sollys uden problemer, når kaptajn Nemo gøres til turbanklædt inder, og når Mr. Hyde skildres som en nær slægtning til The Incredible Hulk, forrådes filmens litterære baggrund med kulørt sløseri.

Man kan sagtens se, at store summer er investeret i »Det hemmelighedsfulde selskab«, og resultatet er på sin forvoksede facon ganske flot, når f.eks. den vældige ubåd Nautilus glider gennem Venedigs kanaler. Men med sit afsæt i verdenslitteraturen, sine alt for hektiske actionscener og sin fuldstændig forvåsede handling kombinerer filmen det indforståede med det infantile og henvender sig dermed til modne og særdeles belæste mennesker, som er 15 år gamle og rørende uvidende. Det må vist siges at være et ret snævert publikum.