Grotesk, rørende og virkelig sjov: Dansker står bag ny HBO-serie

»Welcome to Utmark« er en nordisk western, der formår at være både grotesk, rørende og virkelig sjov.

»Welcome to Utmark« fungerer som en absurd nordisk western med den alkoholiserede fåreavler Finn og hans hævntogt i fokus. Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO Nordic

Kim Fupz Aakeson har i sit imponerende forfatterskab, der tæller børnebøger, voksenromaner, tv- og filmmanuskripter, ofte dyrket det tragikomiske. Men sjældent har det været mere vellykket end i »Welcome to Utmark«, som han har skrevet manuskript til.

HBOs nye serie behandler temaer som utroskab, skilsmisse, alkoholisme, spillegæld, hustruvold og skambidte får. Det lyder ikke som sådan morsomt, men alligevel er serien til tider virkelig sjov. Andre gange er den absurd, rørende og nogle gange lige til at få ondt i maven af.

Spektakulær deroute

Vi befinder os højt mod nord i Udkants-Norge i en lille by, hvor alle kender alle, og det er meget svært at have hemmeligheder. I centrum for fortællingen står den alkoholiserede fåreavler Finn (Tobias Santelmann – sidst set i den danske serie »Den som dræber«), som går spektakulært i hundene, da hans kone forlader ham. Samtidig indleder han en stadig mere dum øje-for-øje-fejde med den ultramaskuline rensdyravler Bilzi, der er utroligt skidtvigtig omkring sin samiske baggrund og slynger om sig med lettere forvrøvlede naturmetaforer – og i øvrigt er manden, der er rendt med Finns kone.

Den overmaskuline samer Bilzi sørger med stor patos og selvhøjtidelighed over sin afdøde rottweiler Horagallis. Foto: HBO Nordic. Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO Nordic.

De to og deres hanekamp er dog bare enkelte brikker i et ekstremt kulørt persongalleri, der blandt andet tæller en nytilflyttet, kejtet lærer med en mystisk forhistorie og store problemer med at få sit flyttelæs fragtet til det rigtige sted. En konfliktsky politimand, der affejer alle oplysninger om forbrydelser som rygter og i øvrigt døjer med en tarmsygdom, så han hele tiden skal låne et toilet. Finns 12-årige datter, som er den eneste nogenlunde normale indbygger i byen. Og en livstræt præst, to albanske prostituerede, en rengøringskone i livskrise, en buschauffør med utroligt dårlig humor, en alfons, der virkelig savner sin afdøde kone, et par finske spiritussmuglere og en brugsuddeler med et liberalt forhold til udløbsdatoer, som vistnok er besat af en ond ånd.

»Fargo« møder »Twin Peaks«

Det er »Fargo«, der møder »Twin Peaks« med et pift af »Monty Python«, og det er virkeligt sjovt. Men ikke for sjov. Blandt de vanvittige karakterer og groteske situationer handler »Welcome to Utmark« om at finde sin plads i livet og acceptere de slag under bæltestedet, tilværelsen tildeler en. Og når man ser afsnit efter afsnit – for det gør man – er det ikke så meget, fordi der er et overordnet plot, der skrider fremad, men mere fordi man oprigtigt er interesseret i persongalleriet og deres skæbner.

Mens Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd kritiseres for at mangle politisk relevans – ikke mindst under coronakrisen, hvor der ikke har været meget fælles fodslag – er »Welcome to Utmark« et eksempel på, hvad nordisk samarbejde kan, når det virkelig lykkes. Castet er norsk (plus et par finner), manuskriptforfatteren er dansk, og instruktøren er islandsk. Og resultatet er en serie, som man ikke kan forestille sig være udviklet andre steder end i Norden.

HBO skruer i øvrigt op for nordiske lokalproduktioner i disse tider, og senere i år er der premiere på den første danske serie »Kamikaze« – som sjovt nok er baseret på en roman af norske Erlend Loe.

»Welcome to Utmark«. Komediedrama, 8 afsnit af cirka 45 minutter. Instruktion: Dagur Kári, manus: Kim Fupz Aakeson. Med: Tobias Santelmann, Marie Blokhus, Alma Günther, Stig Henrik Hoff m.fl. Premiere 18. april på HBO Nordic