Grønnegårds Teatret i alvorlig krise

Grønnegårds Teatret kæmper med den værste sommer i nyere tid. Teaterchef Steen Stig Lommer frygter for udendørsteatrets fremtid, hvis ikke august giver flere publikummer til hovedforestillingen.

»Vi bløder meget, men vi er ikke døde endnu. Generelt må jeg dog sige, at vi ikke kan tåle en sommer mere som denne. Det ville teatrets økonomi ikke overleve,« siger teaterdirektør Steen Stig Lommer. Her fotograferet foran Odd Fellow Palæet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Farven på bænkene skriger op i den grønne have ved Designmuseum Danmark, hvor Grønnegårds Teatret holder til. De er røde. Og de har været alt for tomme denne sommer. Teatrets hovedforestilling »Visen om Sidsel« har kun trukket fuldt hus én gang. Det var til premieren i juni. Siden har der været omkring 250 publikummer til hver forestilling, selv om der er plads til 1.040.

»Vi står i den triste situation, at vi ikke spiller for nok publikummer i forhold til, hvad vi plejer. Der sidder simpelthen for få på bænkene,« siger teaterchef Steen Stig Lommer.

»Vi bløder meget, men vi er ikke døde endnu. Generelt må jeg dog sige, at vi ikke kan tåle en sommer mere som denne. Det ville teatrets økonomi ikke overleve.«

»Visen om Sidsel« er over halvvejs gennem sin spilleperiode og har på nuværende tidspunkt solgt omkring 15.000 billetter. Forestillingen fik ellers fire og fem stjerner i dagspressen og burde på en normal sommer have solgt det dobbelte, anslår teaterchefen.

Læs også: Da Sidsel blev en mand

»Hovedomstændigheden er selvfølgelig vejret. Sommeren har aldrig været her. Maj og juni har været ekstremt kolde, og folk har aldrig tænkt, at de snart skulle bestille billetter til at sidde uden for og se teater,« siger han.

»Vi står ved, at vejret er vores udfordring. Men vi har ikke oplevet det så grelt før, på trods af at vi har spillet alle forestillinger i grønnegården.«

Det dårlige vejr har særligt ramt Grønnegårds Teatrets største have. Både »Tribadernes Nat«, der spiller i Odd Fellow Palæeets Have, og de to familieforestillinger »Der Var Engang Engang« og »Den Indbildt Syge« har indtil videre klaret sæsonen med et rimeligt billetsalg, der næsten svarer til tidligere år.

Læs også: En giftig komedie

Traditioner dør hurtigt

På teatret spekulerer man både over, om man kom for sent i gang med reklameindsatsen – på grund af folketingvalget var det svært at finde plads til reklame i bybilledet – og i forhold til omtale i medierne, forklarer Sten Stig Lommer. Samtidig har Grønnegårds Teatret ikke haft mulighed for at spille i Designmuseum Danmarks Have de seneste to år, da museet har stået under ombygning.

»Traditioner har en tendens til at dø hurtigt, og jeg tror, det er nemmere at springe over endnu et år i den store have, når vejret er, som det er, hvis man allerede har gjort det i to år,« siger han.

Teaterchefen mener ikke, at teatret selv kan gøre noget for at gøre det dårlige vejr til et mindre problem.

»Vi kan jo ikke varme haven op, og vi kan heller ikke lægge tag på. Haven er for det første fredet, og den er kæmpestor. Samtidig er det en del af oplevelsen at sidde under den åbne himmel. Det er dét, der er fantastisk ved Grønnegårds Teatret,« siger Steen Stig Lommer.

Teatret modtager 1,72 millioner i støttekroner om året af Københavns Kommune. Det kommer man ikke langt med, forklarer Steen Stig Lommer. Derfor lever Grønnegårds Teatret i høj grad af sin egenindtjening, og derfor har teatret besluttet at råbe op.

»Det gør vi selvfølgelig i håbet om at blive husket på igen. At folk siger »nå ja, det kan da godt være, det er lidt køligere, men vi vil stadig gerne i Grønnegårds Teatret«. Frem for at sige »vi venter til næste år«,« siger han.

For fortsætter sommeren med det lave publikumsantal, bliver det sandsynligvis ikke det samme Grønnegårds Teater, der slår dørene op næste sommer.

»Gennem en årrække har vi tjent penge til at kunne stå imod dårlige år, og det gør, at vi kan stå imod i år – forhåbentlig da. Men det er da klart, at vi starter næste sæson mindre trygge, end vi har været andre år,« siger teater­chefen.

Det dårlige år kan også resultere i færre forestillinger på Grønnegårds Teatret næste sommer.