Jeg er et gammeldags menneske. Jeg har aldrig sagt andet.
Mens andre er i gang med at stemmeaktivere deres sprinkleranlæg ved at tale til deres telefon, render jeg forvildet omkring og leder efter Fona. Jeg sender fødselsdagskort med posten, hører kassettebånd på min walkman og tilslutter mig fuldt ud det kloge udsagn fra Woody Allen om, at moderniteten nåede sit højdepunkt ved opfindelsen af frossen pizza.
Jeg ved, at jeg med min analoge tilgang til livet vil høste anerkendelse en dag. Måske ikke, mens jeg lever, men det samme var tilfældet for Vincent van Gogh, Kafka og Mendels arvelove. Vi ved alle fra actionfilm, at de sande helte – dem, der er sidste bastion, før Dommedag bryder løs – aldrig har ejet en iPad og hellere vil udsættes for vandtortur end for Google.
Næ, rigtige helte klarer sig på sund fornuft og integritet og lader skurkene om den digitale snilde. Bare tænk på Bruce Willis i »Die Hard«. Det er derfor ikke uden en vis stolthed, at jeg kan konstatere, at jeg var baggårdssmart, da jeg valgte mit ekspertiseområde.
Folk forventer, at min tilgang til teknologiske nyskabelser er mere konservativ end Fred Flintstones, og jeg betragtes som humoristisk fremfor behandlingskrævende, når jeg siger – og mener – at sociale medier er noget, Fanden har skabt. Ingen troede vel for alvor, at Djævelen ville fremtræde med røde horn i panden? Nu smiler folk hele vejen til Helvede.
Dette blev jeg mindet om, da jeg forleden havde besøg af udenlandske gæster, og vi spiste på en velrenommeret restaurant i København. Som vi sad der med forpoterne i fodertruget, blev jeg opmærksom på et fænomen så fremmedartet for mig som den indonesiske skik med at imitere en vandbøffel. Overalt, hvor jeg kiggede rundt, holdt folk deres smartphones hen over maden, og det var ikke, fordi restaurantens nye nordiske myrer var blevet bevilget en sidste telefonopringning hjem til tuen. Det var maden, der skulle foreviges og videretransmitteres til de sociale medier.
Kald mig fantasiforladt, men der er ingen måde, hvorpå jeg kan begribe den praksis. Enhver med selv moderat god hukommelse vil erindre, hvordan vi reagerede, når nogen ville vise os feriebilleder i de glade dage med fysiske fotoalbums. Tiggede vi om flere foto-fremvisninger? Berigede det vores liv at leve os gennem 300 panorama-vues over sydøst-asiatiske strande? Og endnu mere relevant: Kom der nogensinde et tidspunkt, hvor vi sagde: »Vil I ikke godt vise os billeder af den mad, I spiste?«
Ikke nok med, at man må spørge, om der overhovedet findes et publikum for ens mad-fotos et sted derude i cyberspace - hvad er det egentlige formål med denne evindelige fototransmission af levet liv? Ønsker man at bevise, at man var til stede her eller der? Hvilket man jo ret beset slet ikke var, fordi man var alt for optaget af at tage billeder af tilstedeværelsen. Eller ønsker man i virkeligheden at vække misundelse over, at man lever et så eventyrligt og overskudsagtigt liv, at ingen kan følge med?
De sociale medier er endnu af så ny en dato, at forskningen på området stadig er i sin vorden. Inden for det sidste par år er der imidlertid begyndt at dukke resultater op om, hvordan det påvirker vores humør og generelle selvværdsfølelse at benytte de sociale medier. En del undersøgelser har fundet, at der eksisterer en sammenhæng mellem depression og brug af Facebook. Andre undersøgelser fandt ikke denne sammenhæng, så forskerne dykkede nærmere ned i, hvad folk specifikt foretager sig, når de er på Facebook. Resultaterne er vældig interessante og af stor samfundsmæssig betydning.
Det viser sig, at folk, der benytter Facebook til at sammenligne deres egen situation med andres, oplever øget mistrivsel og depressionslignende symptomer. Sammenligningerne fører til misundelse over andres liv og lavere tilfredshed med eget liv, og resultaterne viser en sammenhæng mellem hyppig brug af Facebook og høje niveauer af misundelse.
Jeg spiste for øvrigt sort trompethat med jordskokke-skum. Og det må I tage mit ord for.
