Grøften skrider i svinget

Grøften tager kegler på hygge og god service, men maden er langt fra skarp nok.

Foto: Thomas Lekfeldt. Maden skuffer hos restauranten Grøften i Tivoli, dog er betjeningen god og gammeldags.
Læs mere
Fold sammen

Bortset fra man har fjernet den forrige ejers store samling af kendisfotos fra herretoilettet, hvilket min ledsager bemærkede, ligner Grøften i Tivoli sig selv til forveksling. Jacob Elkjær overtog det traditionsrige sted tidligere på året.

I min verden rimer Grøften på rejemad, så vi besluttede os straks for at lægge ud med en lille rejesmagning: De dyre friskpillede fjordrejer, som denne aften stod i 175 kroner for 50 gram mod de søkogte rejer (125 kroner for 75 gram).

Friskpillede er måske så meget sagt for fjordrejernes vedkommende, eftersom Grøften køber rejerne færdigkogte og -pillede ude i byen og tydeligvis holder dem godt nedkølet, for rejerne var så kolde, at de stort set ikke smagte af andet end den dild, de må have været kogt med.

Min ledsager, som sad med smagen af sin mors friskkogte fjordrejer i baghovedet, hang en kende med mulen. De større og mere blege søkogte rejer smagte heller ikke af så meget, men dog anderledes og mere salt og havagtigt. Trods alt endte opgøret 2-1-stykker i fjordrejernes favør.

Hvad brød angår, valgte min ledsager surbrød, som han mener er obligatorisk til rejer, men han var langt fra tilfreds med det meget brune (formentlig farvet med malt) brød som han fandt manglede sprødhed.

Jeg foretrækker en mere neutral brødbaggrund for at give plads til den sarte rejesmag, så jeg valgte franskbrød. Det kom desværre ikke som nogen overraskelse for mig at et stykke kridhvidt brød, som »håndværksbageren« i sin tid lavede det, ankom sammen med mine rejer. Der er jo ikke nogen, som har sagt, at hvidt brød behøver at smage af papkasse!

Normalt er jeg ikke meget for tandsmør – jeg husker stadig, hvordan jeg i sin tid kæmpede med kvalmen over en frokost hjemme hos salig Kirsten Hüttemeier, da jeg interviewede hende i privaten i Skagen – men også her udgør fjordrejer en undtagelse: Jeg synes, at smørret på mere diskret vis bidrager med den fedme, som klæder rejer mere end mayonnaisen, samtidig med at saltet i smørret selvfølgelig også trækker smagen frem i de små skaldyr.

Min ledsager, som foretrækker mayonnaise, undrede sig over, hvordan Grøften kunne få den så hvid.

»Man tager en æggeblomme fra høne, som aldrig har oplevet den fri luft, springer senneppen over, og så pisker man lige så meget fuldt raffineret olie i ægget, som det kan binde,« svarede jeg.

Dårlig bøf og god betjening

Og i det glasset? Chablis, selvfølgelig. Vinen fra den kalkede jordbund med masser af skaldyrsfossiler smager nærmest i sig selv af rejer. I dette tilfælde en årgang 2014 fra Chateau de Viviers (450 kroner) var klassisk og perfekt til formålet.

Grøften skal have stor ros for at køre med tillægskort i de forskellige sæsoner. Den aften vi var forbi var der for eksempel et aspargeskort med fem forskellige serveringer. Vi blev enige om at dele en servering med røget laks og pocherede æg, som jeg synes klæder den hvide asparges smukt.

Aspargesene var i sig selv perfekt tilberedt, men desværre havde en stor mængde vand sneget sig ind på tallerken (måske sammen med det pocherede æg?) og fortyndede æggeblommen til noget pjask. Til en pris af 245 kroner havde jeg også forventet laks af højere kvalitet end den matte og grynede variant (fra dybfrost?), der ledsagede aspargesene.

»Dette er den dårligste bøf, jeg har fået i 10 år,« sagde min ledsager. Foran ham lå et lokumsbræt af en ribeye med diameter på vel omkring 18 centimeter. Det siger sig selv, at fordeler man 250 grams kød over så stor en overflade er det svært at få en højde på mere end halvanden centimeter og dermed en ordentlig stegeskorpe. Med mindre man totalt dræber kødet, naturligvis.

Helt gennemstegt var det new zealandske kød dog ikke, men smagen var ekstremt kedelig og kvaliteten i det hele taget et par klasser under de ribeyes fra Uruguay, man får mange steder for tiden. Faktisk var den mindre sjov end den generiske bøf, man kan købe i Netto til 25 kroner. Bearnaisesaucen var heller ikke noget råbe hurra for - alt for eddikesur og med for lidt smag af estragon.

Jeg fik helstegt rødspætte, et højt og flot eksemplar, som desværre havde fået lovlig meget, så den var blevet lettere tør. Skroget skvattede således sammen, da jeg vendte fisken, fordi rygraden var for mør.

De gik lidt bedre med desserterne, som vi valgte fra sæsonens jordbærkort. Mine bær kom ind helt plain med chokoladeflager og lille kugle meget mælket vanille-is italian style. Min ledsager fik serveret sine bær på en mazarinagtig tærtebund, som var passabel, selv om han nu fandt den lovlig hård. Der var guf-agtig creme på siden.

Betjeningen finder man til gengæld ikke meget bedre andre steder i byen. Anja – som skrevet stod på navnskiltet på den hvide tjenerskjorte – tog sig af os på den gode gammeldags facon. Og stemningen i den forvoksede kolonihave er også stadig unik: Hyggelig og levende på en meget dansk facon.

Men maden, som jo er den, vi giver stjerner for her, holder ikke. Jeg måtte konstant krydre med salt og peber fra bøsser, som man kender dem fra kantinen, uden at det hjalp ret meget. Og bøffen må Grøften som sagt længere ud på landet med. Stedet lever ganske enkelt ikke op til det kvalitetsniveau, man finder på den konkurrencedygtige københavnske mellemklassescene.

Hvad: Grøften. Hvor: Tivoli, Vesterbrogade 3, tlf. 33750675. Priser fra: Hovedret 165 kr., vin 220,-.