Grauballemandens nye luksusbolig

I en helt ny museusmbygning har Mosegaard Museum ved Aarhus – eller MoMu, som det nu også kalder sig – fået en ny mulighed for at genfortælle danmarkshistorien baseret på arkæologiske fund. Museet skal gengive den begejstring, arkæologerne føler på kanten af udgravningerne.

MJMSOLO - MOMU, Det ny moesgaard museum Fold sammen
Læs mere

Sidst vi mødtes var engang i midten af 1980erne. Han ligner sig selv. Det er nok mere end man kan sige om mig.

Og om hans omgivelser. Dengang lå han lidt hengemt og mørkt, og vi stimlede sammen om glaskisten for at se ham, som han lå der, lidt ensomt og udsat. Grauballemanden er et ikon for den danske jernalder og har været det, siden offentligheden første gang så ham i maj 1955.

Han har også altid været nærmest et vartegn for Moesgaard Museum. Men det er først for alvor er nu, han har fået de rammer, der tilkommer en kulturhistorisk berømthed af hans kaliber. Her er en forunderlig stilhed i den kuppel, han er lagt i. Vi sidder rundt om ham på bløde bænke i et behageligt varmt, dunkelt lys, der giver lyst til at dvæle og tænke over livet og døden.

17 år har det taget, fra man besluttede, at Moesgaard Museum skulle have fornyet sine fysiske rammer til Dronningen i oktober sidste år kunne åbne museet for offentligheden. Museets direktør Jan Skamby Madsen har fulgt processen hele vejen igennem.

»Vi havde lyst til at bygge et nyt museum op fra bunden, for at finde vores eget sprog og prøve kræfter med den formidling, som vi synes, er den rigtige, og som er den, det er blevet til nu. Vi ville have et museum, der kunne tale til tre generationer: Børn, forældre og bedsteforældre. Der skal være noget for dem alle,« fortæller Jan Skamby Madsen.

Det eneste tidspunkt han var nervøs, var op til arkitektkonkurrencen i 2005:

»Der havde jeg noget, der mindede om søvnløse nætter. For hvordan lægger man et betonhus midt i det guldalderlandskab, som museet skulle ligge i?«

Henning Larsens Tegnestue gravede museet ned. For det er jo arkæologernes fund i jorden, der danner grundlag for, at der er et Moesgaard Museum.

Som nu f.eks. Grauballmanden. Der har været andre fund af samme alder som moseliget fra tørvemosen. Når lige han blev så berømt og stadig er det, hænger det ifølge arkæolog og leder af udstillingsafdelingen, Pauline Asingh, i høj grad sammen med, at den berømte professor P.V. Glob, der også var museets leder dengang, gav jernaldermanden en historie, vi kunne identificere os med. Han gjorde ham til et menneske. Det er faktisk Globs greb fra dengang, der er det afgørende greb på det nye Moesgaard Museum.

»Vi møder de mennesker, der ligger bag samfundene,« forklarer Pauline Asingh. »Men ikke i én-til-én-udgave. Der skal stadig være plads til, at den besøgende selv kan skabe en fortolkning«.

Sådan var det ikke før, hverken på Moesgaard Museum eller på de fleste andre kulturhistoriske museer.

»Formidlingen har altid været så pokkers elitær,« siger Pauline Asingh, der har været dybt involveret i opbygningen af det nye museum. »Der var en række genstande, og så var der tekst til, skrevet af arkæologerne.«

»Men som arkæologer ved vi jo, hvad det vil sige at sidde på kanten af en udgravning og se tingene komme frem. Lige på det sted, hvor det er foregået. Alle er vildt begejstrede og alle tør give en fortolkning af fundene. Men før var det meget sådan, at ligeså snart vi kom ind på et museum, så vovede vi ikke længere give vores bud på en fortolkning. Men arkæologi er et puslespil, hvor der mangler brikker. Vi er nødt til at have et kit, der binder det hele sammen. Så nu har vi altid et bud – jeg siger udtrykkeligt et bud! - på en fortolkning. Vi arbejder anderledes, end vi plejede at gøre.«

At museet giver et bud på en fortolkning er tydeligt i den dramatiserede opbygning af de store fund fra Illerup Ådal ved Skanderborg, som medarbejderne på museet har lavet.

Illerup Ådal var i en årrække centrum for en af de største udgravninger, Danmark nogensinde har haft. Der blev fundet over 15.000 genstande, som var kastet i vandet som ofre efter et eller flere store slag i nærheden i perioden 200-500 e.Kr.

De tusindvis af genstande kunne man jo sagtens putte i montrer og lave udmærkede og informative planchetekster til.

»Den tidligere udstilling fra Illerup Ådal var faktisk meget smuk, men det var genstand på genstand og tekst på plancher,« siger Pauline Asingh.

»I stedet talte vi om, at det her jo er et fantastisk forløb med en klar dramaturgi. 50 af fjendens både, 1.000 mand, banker ind mod kysten. De lokale mobiliserer sig til kamp mod de fremmede indtrængere. Det skal vi da formidle som et slag.«

Så nu kommer den besøgende ind til tændte bål og en konstant hamren fra smedjen. Der laves våben. Ildevarslende musik akkompagnerer lejrlivet mellem soldaterne, som det bliver vist i små, fine skyggespil. Her trænes, spises og kysses. Det er næsten som at se i et gammelt laterna magica, hvis ikke det var, fordi genstandene fra optrinene ligger ved siden af i al deres virkelighed.

Lige inden helvede bryder løs, kan man træde i hærlederens sted. I hans telt kan man afprøve, om det er bedst at sende rytterne mod fjenden i trekantsformation eller på rækker. Her lærer man hurtigt et eller andet om, hvor mange mennesker man kan slå ihjel ved at træffe den forkerte beslutning bag skrivebordet.

En animationsfilm lader slaget brage løs om os. En gruppe meget unge museumsgæster sidder helt koncentrerede på gulvet og ser fra den ene soldatergruppe til den anden.

De tusindvis af genstande, der bagefter ofres for at takke guderne for heldet, vælter i kaskader ned fra etagen ovenover. En gengivelse af bevægelsen, da man kastede tingene i søen, forklarer Pauline Asingh. De lander hulter til bulter, i store montrer, ligesom de gjorde det i sin tid på bunden af søen, hvor de skabte én kæmpemæssig skattekiste.

På endevæggen har museumsfolkene givet den enkelte soldat liv gennem de ting, han havde på sig, da han døde. Lidt våben, en kam – og så bæltespænderne, der er så utroligt forskellige, at det bliver meget tydeligt, at der bag tingene har været et rigtigt menneske. Der døde den dag i slaget.

Er det så helt sikkert sådan, det er foregået? Ikke nødvendigvis. På en af de skærme, der er overalt i udstillingerne, hvor forskerne selv bidrager med ekstra viden om det udstillede, får vi at vide, at fundene i Illerup Ådal måske også kan være endt i vandet på anden vis. Vi har ikke nødvendigvis set den endegyldige sandhed her - men det er måske nok den bedste historie?

»Vi skal give et bud på en tolkning. Men arkæologien bevæger sig hele tiden. Det er et dynamisk fag. Vi står ikke som en skolemester med den løftede pegefinger og siger »Sådan var det!,« forklarer Pauline Asingh.

Fordi arkæologien hele tiden rykker sig, har et af problemerne for kulturhistoriske museer altid været, at udstillingsopbygningen modsat sjældent ændrede sig.

»Her vil vi gerne lave en dynamisk udstilling. Tidligere ændrede man måske først en opstilling efter 30 år, fordi det var så omfattende og dyrt. Her vil vi altid præsentere den nyeste forskning på skærmene formidlet af forskerne selv,« siger Pauline Asingh.

Filmene med forskerne kan derfor tages om i takt med, at ny forskning kommer til. På den måde vil museet hele tiden forny sig, uden at det koster en formue hver gang.

Mens museets folk selv har skabt udstillingen om Illerup Ådal fundene, allierede de sig i andre tilfælde med kunstnere. For eksempel med »Syv vikinger«.

»Vi skrev hele den faktuelle fortælling ned, og den gav vi videre til forfatteren Aage Rais-Nordentoft,« fortæller Pauline Asingh.

Rais-Nordentoft har skrevet og instrueret historierne om de syv vikinger, man ved alle har været i Aros, og så er de genskabt i voks. Nogle har været vidt omkring, det kan man nemlig måle på deres tænder. Den knap 50-årige og lidt udslukte Randlev-kvinde har for eksempel aldrig været uden for lokalområdet. Med den genstand, der relaterer til hver person - for biskop Reginbrandt er det for eksempel et kors - begiver man sig så gennem vikingetiden, som var man den person.

En stor formidlingsmæssig udfordring har været at forklare tidligere tiders ofringer. Her har samarbejdet med andre fagfolk været afgørende:

»Det er sindssyg svært for os i dag at forstå ofringerne. Tankegangen om, at man giver liv for at få liv. Vi ville gerne have sat mennesker på ofringerne, og der var det vigtigt, at vi sad tæt sammen med de animationsfolk, der skulle lave tegnefilmene om det. Vi har som forskere siddet og nørdet med de specifikke detaljer, som for eksempel hvorfor man brugte ofringer og hvad størrelsen på en hund var dengang. Animationsfolkene har til gengæld skabt historien,« fortæller Pauline Asingh foran en kort, enkelt fortalt tegnefilm om en lille pige, der følger sin hund hen til offerpladsen. Filmens slutbillede fra søen glider som en slags magisk happy ending over i en tegning, der fuldstændig ligner det hundeskelet, der er udstillet foran os.

Museet mangler endnu at skabe udstillingerne om stenalderen og middelalderen inden Moesgaard Museum – eller MoMu som det faktisk hedder på det nye logo – står fuldstændig klart til Aarhus er kulturby i 2017.

I april i år åbner den første store særudstilling i den nye sal på museet, »Den første kejser – Kinas terrakottahær«, som præsenterer 120 genstande fra Qin- og Han-dynastiet. Fremover skulle der gerne være én stor og helst international særudstilling om året.

Der bliver mange kvadratmeter, for gæsterne at tilbagelægge. Men tanken er heller ikke, at det hele skal opleves i et hug, påpeger Pauline Asingh:

»Meningen er, at man skal kunne tage et afsnit ad gangen. Man kan ikke kapere hele danmarkshistorien på én gang.«

Det råd skulle damen, jeg mødte på vej ind nok have fulgt: »Man kunne jo sagtens have gået derinde længe endnu,« sagde hun til sin mand »men til sidst blev jeg altså for træt i fødderne.«