Gratis adgang er ikke nok til at få de unge ind i teatrene

I sidste uge foreslog Berlingskes Anne Sophia Hermansen at indføre et kulturklippekort til unge, der kan få gratis adgang til udvalgte kulturtilbud. SF har siden adopteret ideen, mens Dansk Erhverv i stedet foreslår et skattefradrag på kulturoplevelser.

Men hvilken model er bedst, hvis man ønsker at styrke trivslen og dannelse blandt unge og støtte kulturlivet?

For det første er kulturklippekortet ikke en ny idé. I 2007 luftede Socialdemokratiet for første gang tanken om et kulturklippekort. I 2013 blev ideen genoplivet af Enhedslisten, mens Alternativet og de Radikale i 2018 endnu engang foreslog et kulturklippekort.

I 2014 indførte man faktisk et kulturklippekort i Brasilien. Det samme gjorde man i Italien i 2017 og i Frankrig i 2019. Og hvordan er det så gået? En evaluering af Italiens Bonus Cultura, der giver 18-årige 500 euro til kulturaktiviteter, viser en række problemer.

For det første bruger de unge kun omkring halvdelen af det afsatte beløb. Bare fordi det er gratis, betyder det altså ikke, at de unge benytter sig af kulturtilbuddene. Det skal også være relevant.

For det andet er det kun omkring 1,5 procent af de anvendte midler, der bruges på teatre og museer, mens over 80 procent anvendes på studiebøger, som ifølge den italienske avis Il Post sandsynligvis ville blive købt alligevel. Det er således afgørende at forholde sig til, hvilke kulturtilbud der skal omfattes af et kulturklippekort.

Jeg hælder derfor mere til Dansk Erhvervs forslag om at indføre skattefradrag på kulturforbrug. Udover at det formentlig vil være lettere at administrere, så har det også en række fordele.

For det første er det ikke kun unge, som mistrives. Det samme gælder for store dele af befolkningen. Jeg forestiller mig, at især de 1,6 mio., svarende til hver tredje dansker, der bor alene, må opleve mistrivsel under nedlukningen.

For det andet har coronakrisen ramt de store attraktioner hårdest, da deres egenindtægter normalt udgør en væsentlig del af deres budgetter. Med et skattefradrag på kulturforbrug vil den indirekte statsstøtte overvejende gå til de store attraktioner, hvilket vil være godt, da behovet er størst her.

For det tredje vil et skattefradrag også understøtte kommercielle aktører som forlag, boghandlere, gallerier og lignende, som udgør en vigtig del af det danske kulturliv.

Der er dog et stort spørgsmålstegn ved begge modeller. Spørgsmålet er nemlig, hvor afgørende prisen er for vores kulturforbrug, når landets kulturliv igen får lov at åbne.

I en ny undersøgelse fra Applaus svarer 21 pct. af de adspurgte danskere, at de har fået mere lyst til at gå i teateret i 2021, mens 15 pct. forventer at bruge flere penge på teateroplevelser. Der er grund til at tro, at det samme gælder for danskernes lyst til at besøge museer, koncerthuse og så videre.

Hvis det er tilfældet, risikerer vi at bruge en masse skattekroner på at stimulere et forbrug, der alligevel ville have fundet sted. Det vil gavne kulturbrugernes privatøkonomi, men ikke de nødlidende kulturinstitutioner. Pengene ville da måske være givet bedre ud, hvis de i stedet blev givet som hjælpepakke til de store kulturinstitutioner, hvor en del af midlerne blev øremærket initiativer målrettet unge.