Grass & Rif

Foto: Søren Bidstrup. Søren Kassebeer, litteraturredaktør.
Læs mere
Fold sammen

Günter Grass og Klaus Rifbjerg. Den ene født i 1927, den anden i 1931. Tæt på jævnaldrende. Begge netop døde, med få dages mellemrum. Begge enorme begavelser. Tomrummet efter dem er massivt. Hvorfor?

Fordi de fyldte. Som få andre forfattere fra Tyskland og Danmark i nyere tid har fyldt. Og som få andre af vores forfattere i fremtiden kan forvente at fylde. Det er der flere årsager til. Én af dem er de to forfatterskabers ubestridelige kvaliteter. De taler for sig selv.

En anden har med timing af gøre. Forstået på den måde, at de hver især i dén grad var formet af den tid, de også i så høj grad selv var med til at forme, og uden hvilken de ikke ville være blevet det, de blev.

Grass blev født i Danzig, fristaden mellem Polen og Tyskland, der efter den tyske invasion af Polen i 1939 blev en del af det tyske rige. Han meldte sig som ganske ung til hæren, blev soldat i det berygtede Waffen-SS, beskæftigede sig resten af livet med Tyskland og det tyske, revsede sine landsmænd og blev selv revset. Og vendte i sine bøger til stadighed tilbage til det Danzig, der efter krigen blev til den polske by Gdansk.

Tysklands historie – med nazismen og Anden Verdenskrig som det centrale – og Günter Grass’ rolle i dén historie – som borger, debattør og forfatter – kan ikke skilles ad.

Og på samme måde kan heller ikke Klaus Rifbjerg, som vi kendte ham, tænkes uden den baggrund i tiden før og under krigen, som var hans, og uden det sted, Amager, der var hans første sted.

Titlen på »Amagerdigte« fra 1965 taler for sig selv, men barndommen på øen popper hele tiden op, på den ene eller den anden måde, i det enorme forfatterskab, og det gør krigen også, eller i hvert fald besættelsestidens Danmark, katastrofen set fra Amager. I den samling fortællinger, »Besat«, der udkom forleden, få dage efter Klaus Rifbjergs død, er den der igen. Som titlen mere end antyder.

Den store historie – verdens historie – og den lille historie – barndommen, der spejler sig i den store. Grass og Rifbjerg var, i al deres forskellighed, præget af netop denne dobbelthed, og at vokse op med sådan en dobbelthed er god timing. For nu at sige det på den måde.

God timing, fordi dobbeltheden bliver et særligt godt råstof til dem, der, som Grass og Rifbjerg, forstår at bruge det, og ikke bare til at skabe litteratur med, men også som afsæt for et samfundsengagement, der i de to forfatteres tilfælde på godt og ondt fik dem til at fylde så meget.

At de to store, gamle og netop afdøde ikke vil komme til at fylde lige så meget i fremtiden, det giver sig selv. Deres personligheder ragede op, nok så meget som det, de skrev, og nu er der »kun« forfatterskaberne tilbage, og de går en uvis skæbne i møde. Som forfatterskaber altid gør.

Mere sikkert er det, at vi, og som antydet indledningsvis, næppe lige med det første kommer til at opleve forfattere med samme fylde. De var så begavede, Grass og Rifbjerg, men deres timing var også rigtig, og det var en timing af en slags, som man ikke selv er herre over. Hvor begavet man end er.