Græsk violingeni får Sonnings Musikpris

Leonidas Kavakos modtager Léonie Sonnings Musikpris 2017 og kvitterer med en lang række optrædener i København.

Violinisten og dirigenten Leonoda Kavakos odtager Sonnings Musikpris 2017 Fold sammen
Læs mere

Leonidas Kavakos regnes gerne for vor tids største violinist og har høstet talløse priser. Léonie Sonnings Musikpris bliver den næste i rækken.
Den græske violinvirtuos brød igennem midt i 1980erne med sin sejr i den internationale Sibelius Konkurrence og har siden optrådt over hele kloden - fra Wien til London og Concertgebouw i Amsterdam. Grækeren er i øjeblikket huskunstner hos Berlinerfilharmonikerne og har spillet mange af de største violinkoncerter med byens filharmonikere.
Han kan høres på en lang række indspilninger og har fået en Gramophone Award to gange.

Dirigerer også

Leonidas Kavakos arbejder også som dirigent og var i en periode frem til 2009 kunstnerisk leder af orkestret Camerata Salzburg.
Den nu 48-årige virtuos modtager prisen og de 100.000 euro ved et arrangement 12. januar 2017 i DR Koncerthuset og vil i den anledning kvittere med violinkoncerter af både Johann Sebastian Bach, Johannes Brahms og Alban Berg. Man kan også høre ham tirsdag  10. januar i Mogens Dahl Koncertsal og fredag 13. januar på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Lyttere herhjemme har tilfældigvis fornøjelse af ham i DR Koncerthuset allerede nu på fredag: Den vordende prismodtager spiller en violinkoncert af Mozart og dirigerer DR SymfoniOrkestret i en symfonisk digtning af Richard Strauss.