Grænseoverskridende film om kvindekroppen

Den kontroversielle tyske film »Vådområder«, der har premiere i dag, er baseret på Charlotte Roches feministiske bestseller-roman fra 2008. Det er vigtigt, at unge piger også har andre forbilleder end »de velpolerede typer,« mener instruktøren David Wnendt.

Carla Juri (til højre) er fænomenal i rollen som Helen, teenagepigen fra Tyskland som ikke er bange for hverken sex eller bakterier. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den suggestive filmtitel »Vådområder«, på tysk »Feuchtgebiete«, henleder tankerne på sumpede moser eller fugtige regnskove. Det er i overført betydning såmænd også det, der er det gennemgående tema i filmatiseringen af bogen af samme navn, som den kontroversielle tyske TV-vært og forfatter Charlotte Roche udgav i 2008.

I hvert fald kan man roligt konstatere, at filmen – nøjagtig som romanen, der i øvrigt i hjemlandet opnåede bestseller-status med flere end 2,5 million solgte eksemplarer – sætter lup på kvindekroppen, dens kropsåbninger, de dertil hørende væsker, blod, sved, tårer og ja, faktisk også hæmorider for blot at nævne nogle eksempler.

Da bogen blev udgivet i Tyskland gik litteraturkritikernes reaktioner fra fornærmet forargelse over overlegen afvisning til begejstret hyldest. Den samme kritik gentog sig, da filmen i efteråret 2013 ramte de tyske biografer.

Nu har den omstridte film så premiere i Danmarks fire største byer. I den anledning satte vi filmens tyske instruktør, David Wnendt, i stævne for at høre, om han mon kunne forklare, hvad den ophedede debat er udtryk for.»Når filmen ligesom bogen er så eksplicit i sin fremstilling af kvindens krop og seksualitet, skaber det utvivlsomt debat. Den er et modstykke til idealbilledet af den renskurede, voksede, barberede og lakerede kvindelighed, som mange kender fra modebladene,« siger David Wnendt og tilføjer:»Det har mange mænd som kvinder stadig et problem med den dag i dag. De ønsker ikke, at kvindeidealet bliver portrætteret på andre måder end det traditionelle, og at kvindens nedre dele bliver associeret med andet end velduft.«

Utraditionel kvindeideal

»Vådområder« handler om den unge, provokerende og grænsesøgende skaterpige og teenager Helen, der har et usædvanlig afslappet forhold til personlig hygiejne, og som eksperimenterer med forskellige grøntsager, når hun masturberer. Hun tiltrækker mænd på stribe, men er i virkeligheden mere optaget af blodbåndet til veninden Corinna, forsøget på at forlige de skilte forældre og den pludselig opståede hæmoride, der kommer i vejen under en lidt hastig intimbarbering.

Helen er nemlig til analsex, og – undskyld sprogbruget – »da røven altså er en del af sex for mig, er den også underkastet den her moderne barberingstvang,« som hun siger i filmen, Da denne handling kræver en ret så akrobatisk kropsstilling, kommer hun til at snitte sig selv og bliver efterfølgende indlagt på proktologisk afdeling med en »analfissur«. På hospitalet forsøger hun at bringe forældrene sammen ved sygesengen, men det viser sig at være en svær opgave, da forældrene er travlt optaget af deres egne kaotiske liv. Til trods for den smertefulde operation, der har lænket hende til hospitalssengen, tyer Helen til desperate midler som et oprør for at opnå forældrenes opmærksomhed og omsorg. Til stor irritation for de fleste, pånær en mandlig sygeplejerske, Robin, der fatter sympati for den mildest talt uortodokse Helen.

Da størstedelen af bogens handling foregår på en hospitalsstue og er præget af Helens indre monolog, indre tanker, spraglede associationer, indblik, vittigheder og erotiske fantasier, blev udfordringen for David Wnendt imidlertid at overføre Charlotte Roches delvist selvbiografiske værk, der er oversat til 27 sprog og udgivet i hele verden, til det store lærred.

»De indre monologer er fantastiske i en roman, men fungerer ikke så godt på film. Min medforfatter Claus Falkenberg og jeg blev derfor nødt til at forvandle monologen til dialog, skabe figurer, dramatiske scener og udforme en plot,« siger David Wnendt.

Ifølge ham er Helen en meget utraditionel person, der spiller efter sine egne regler, hvilket kan virke provokerende og barskt på mange. Det er meget nemmere at elske og acceptere en pæn og renskuret pige, mener instruktøren:

»Det er dog vigtigt, at unge piger i dag også har andre forbilleder end de velpolerede typer. Jeg siger ikke, at teenagere i dag skal være som Helen, men det er kun sundt, synes jeg, at de også har andre kvindeidealer at se op til. For Helen er en pige, der i den grad er til stede i sin krop. En krop, hun er glad for. Derudover kan hun lide sex – med sig selv såvel som med andre. Hun vil vide alt om den, mærke den, se dens skjulte steder og ikke mindst smage den,« siger David Wnendt.

Kroppen som den er

Til gengæld indrømmer instruktøren, at det var en balancegang at vælge, hvor udpenslede nogle af scenerne skulle være.

»Det var en hårfin grænse. Jeg ville ikke have hele filmen til at handle om sex. På den anden side ville jeg heller ikke være sippet. Eftersom en stor del af romanen handler om hovedpersonens krop, var det vigtigt at vise kroppen, som naturen har skabt den. Vi brugte næsten ingen makeup, og der er ingen digital retouchering,« siger David Wnendt.

Ofte er forfattere ængstelige ved tanken om at lade deres litterære værker filmatisere. Men TV-vært og forfatter Charlotte Roche er mere end lykkelig for, hvad David Wnendt og produceren Peter Rommel har formået at få ud af bogen. Hun kalder beslutningen om at overlade projektet i deres hænder »den bedste beslutning, hun har truffet i sit liv«.

David Wnendt, der læste bogen adskillige år før, han blev tilbudt instruktørrollen, er da også glad og lettet over slutproduktet.

»Det har været en sjov og spændende udfordring at få lov til at bringe bogen til live. Men faktisk havde jeg en naiv forestilling om, at folk ville tage imod filmen mere åbensindet. Det viste sig dog hurtigt, at en masse allerede havde stærke holdninger til den, længe før den overhovedet havde premiere,« siger den tyske instruktør, der nu ser frem til det danske publikums modtagelse.

»Tyske film har ikke ry for at blive vel modtaget i Danmark. Men nu må vi se, hvad danskerne siger til den.«.