Googles spåmand er teknologiens Mozart

Om 20 år vil computeren flytte ind under huden, siger Googles chefingeniør, Ray Kurzweil. Berlingske mødte teknologiens Mozart til en snak om, hvad det vil betyde for vores evne til kunstoplevelse, koncentration og sanselighed.

Ray Kurzweil. Foto: Laura Pedrick/The New York Times Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han bliver kaldt teknologiens Mozart, for hans ideer har været med til at definere den tid, vi lever i. Ray Kurzweil er chefingeniør i Google. Han er også manden bag den moderne scanner og computeres evne til at læse tekst, og han er en pioner inden for talegenkendelse og mange andre ting, der er afgørende for, hvordan moderne teknologi fungerer.

En af hans grundtanker er, at IT udvikler sig eksponentielt, altså hurtigere og hurtigere i en kurve, der konstant stiger stejlere. Han kan vise et utal af kurver, der illustrerer hans pointe, og teorien har gjort ham til en af de mest præcise spåmænd for den digitale udvikling. Og en af de mest debatterede og udskældte tænkere i nyere tid.

»Fremskridtets hastighed har altid været stigende. Verden vil være radikalt anderledes om fire år,« siger han fra talerstolen på konferencen Future Publishing and Accessibility, arrangeret af NOTA, Daisy Consortium og Kulturministeriet.

I praksis betyder denne hastighed ifølge Kurzweil, at al den computerkraft, der er i en moderne smart phone, om 25 år vil kunne være i en computer på størrelse med en blodcelle. I stedet for at gå rundt med teknologien i lommen vil vi have den inde i kroppen, og vi vil konstant være forbundet med »skyen« – internettes endeløse lager af information og kommunikation – og det vil udvide vores hjernekapacitet betydeligt.

Mens Ray Kurtzweil er i København møder Berlingske ham til en snak om, hvad hans vision vil få af betydning for mennesket som tænkende, sansende og følende væsen. Vi begynder med kunsten og ender ved kysset.

Hvor efterlader din fremtidsvision kunst og litteratur?

»Kunst og litteratur er de ultimative informationsteknologier. Mennesket har ekstra hjernebark, og det var det, der gjorde det muligt for os at opfinde sprog. Nu opfinder vi teknologi, der gør os i stand til at finde, dele, analysere og kommunikere information med større styrke. Det er en stor velsignelse for kunst og litteratur. Vi har allerede millioner af gratis e-bøger, mange af dem af høj kvalitet, og fremtidige kunstformer begynder at skyde frem. Der er eksempelvis et voksende marked for 3D-printere. I dag er det muligt at e-maile en guitar. Jeg sender dig informationen, og du kan printe den ud på en 3D-printer."

Men essensen af eksempelvis litteratur har vel ikke ændret sig så meget som den digitale hverdag. Kan litteratur holde trit med udviklingen?

»Litteraturen har udviklet sig. Jeg har skrevet otte bøger, og det er så meget lettere i dag. Jeg kan skrive bedre bøger, fordi jeg har adgang til mere information. Du kan indvende, at det kun gælder for faglitteratur, men det gælder i lige så høj grad for fiktionen. Jeg skriver selv på en roman for tiden. Min heltinde er en ung pige, der tager til Zambia. Jeg vil beskrive, hvad hun oplever – hvad hun spiser, hvilke blomster og træer der vokser der. For 15 år siden ville jeg være nødt til at rejse derned. Nu kan jeg finde det meget hurtigt. Så tilgængeligheden af højkvalitetsinformation gør det lettere at skrive en roman.«

Nogle gange synes jeg, at det kan være svært at samle mig om at læse en roman, fordi jeg er så vant til at være logged on. Jeg læser fem sider. Så tjekker jeg Facebook. Så læser jeg to sider. Og så skal jeg lige se, om der et sket noget nyt i netaviserne. Jeg kan frygte, at mens computeren rykker længere og længere ind i vores hverdag – og ultimativt helt ind i kroppen, vil vi miste evnen til at fokusere på én ting, at være fuldstændig tilstedeværende. Deler du den bekymring?

»Jeg vil sige to ting som svar på det. At bestemme, hvad vi bruger vores tid på, bliver en stadigt vigtigere beslutning. Men vi har friheden til at træffe den beslutning. En del af grunden til, at vi måske bruger mindre tid på bøger, er, at der er flere alternative former for information – og det er ikke en dårlig ting. Da TV kom, sagde mange også, at »folk vil bruge meget mindre tid på at læse bøger«, men det var jo bare en anden form. TV og film blev deres egen kunstform. Blogs er en helt ny kunstform. Ja, folk vil bruge mindre tid på bøger, men vi har andre former. Du kan indvende, at disse online-former ikke er af høj kvalitet, men heller ikke alle bøger er af høj kvalitet. Det gælder for alle genrer, at 98 procent af det ikke er værd at huske på. Det er godt, at vi har alternativer. Vi bestemmer selv, hvad vi tager imod.«

Bliver vi ved med det? Kommer det til at være muligt at slukke sin iPhone, når den er direkte forbundet med vores hjerne?

»Den er en del af, hvem du er. Du har ikke engang lyst til at slukke den nu. Vi havde en endagsstrejke på bl.a. Wikipedia og Google, og det føltes, som om det var en del af min hjerne, der strejkede. Jeg er så afhængig af disse hjerneudvidere. Og den vil kun blive større og større, efterhånden som computeren bliver mindre og kommer ind i vores krop. Det er en udvidelse af det at være menneske. Det er ikke en invasion fra Mars. Vi opfandt redskaber for at kunne nå frugter højt oppe i træerne, og det var en fysisk udvider. Nu udvider vi vores hukommelse med online hjerneudvidere. Vi bliver klogere af at tænke i »skyen«.«

Du sagde tidligere, at de nye kunstformer er lige så valide som en bog, men én ting, der kendetegner dem, er, at de normalt er kortere.

»Ikke nødvendigvis. En hel serie af blog­indlæg har samme længde som en bog. Vi har udvidet mangfoldigheden i udbudet af information. Noget af det er høj kvalitet, noget er ikke, men sådan har det altid været.«

Når jeg går på museum i dag, kan jeg nogle gange bruge minutter foran et enkelt maleri for virkelig at opleve det, lægge mærke til detaljerne og forsøge at mærke det – også følelsesmæssigt. Om ti år vil jeg højst sandsynligt have nogle briller på eller lignende, der giver mig information – måske om maleriet - og holder mig forbundet med resten af verden. Det giver givetvis noget til oplevelsen. Men tror du også, at det kan tage noget af oplevelsen væk?

»Nej, det tror jeg ikke. De informationsudbydere, der får succes, og som vi bliver ved med at bruge, er dem, der forstærker vores oplevelse. Det giver noget til oplevelsen at kunne sætte den i historisk kontekst for eksempel.«

Hvad så med oplevelsen af et kys?

»Et kys?«

Når jeg kysser min kæreste, vil jeg gerne have, at det er det eneste, jeg oplever i det øjeblik.

»I fremtiden vil du have mulighed for at kysse hende på afstand. I dag kan du gå på Skype. Snart vil du kunne etablere øjenkontakt der. Når virtual reality går ind i vores hjerner, og vi kan sende de signaler til hjernen, som den ville få i virkeligheden, så kan alle fem sanser blive aktiveret. Det vil føles meget realistisk.«

Skræmmer fremtiden dig nogensinde?

»Oh yeah. Jeg har skrevet meget om fremtidige udfordringer. Ild varmede vores mad, men det brændte også vores landsbyer ned. Alle fremskridt har kreative og destruktive muligheder. Den teknologi, vi i dag kan bruge til at reprogrammere celler væk fra kræft eller hjertesygdomme, kan bruges til at skabe en dødelig virus. Vi må hele tiden lægge arbejde i at modarbejde misbrug af teknologi. Det er et tveægget sværd, men jeg tror, det har større fordele end ulemper. Du tænker måske, at det 20. århundrede var det drabeligste nogensinde, men faktisk var det det meste fredfyldte århundrede nogensinde, tro det eller lad være. For 150 år siden blev konflikter rutinemæssigt løst med vold. Vi er kommet langt siden dengang.«